∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Flot og sjov familiefilm.
Jeg indrømmer det blankt. Jeg er vild med Paddington. Ikke togstationen i London, men den lille talende peruvianske bjørn, som i filmen Paddington(2014) rejste til London og flyttede ind hos familien Brown, der bor i et smukt engelsk rækkehus. Paddington har et hjerte af guld og er trods sit uskyldsrene, lodne og nuttede udseende både klog og omstillingsparat. I Paddington 2 ser vi ham som vinduespudser, gadefejer, fange i et af Londons hårde fængsler, appelsinmarmelade mager, ballonskipper og detektiv. Han er med andre ord ikke tabt bag en vogn. Det var han bestemt heller ikke i den første Paddington film, som var rigtig sjov og blev en kæmpe kommerciel succes. Så stor, at der måtte komme en 2er. Og her er den så. Spørgsmålet er, om man kan gentage en succes? I Paddington 2’s tilfælde er svaret et klart ja. Jeg forlod I hvert tilfælde biografen med et stort smil på læben, og jeg var ikke den eneste.
Da vi møder Paddington har han fundet sig godt til rette hos familien Brown i London. Han er afholdt af alle på vejen og spreder glæde og appelsinmarmelade-hans yndlingsspise-, hvor end han går. Hans elskede tante Lucy fylder 100 år, og han er derfor på jagt efter den perfekte gave til hende. Den finder han endelig i et antikvariat i Notting Hill. Her er der nemlig en helt fantastisk popup bog om London. Tante Lucy har altid ønsket sig at komme til London. Paddington har imidlertid ingen penge, så han må påtage sig en masse forskelligt arbejde for at spare sammen til bogen. Da det endelig lykkes ham at skaffe pengene, bliver bogen stjålet lige for næsen af ham. Paddington sætter efter tyven Phoenix(Hugh Grant), som viser sig at være en mester i forklædning.
Filmen er spækket med stjerneskuespillere. Herunder Hugh Grant, filmens bad guy, og som vi i øvrigt kender fra film som Fire bryllupper og en begravelse, Notting Hill, Bridget Jones dagbog m.v. En skøn komiker, der som nogen mestrer den britiske underspillede humor. I filmen spiller han en falleret skuespiller, der nu må tage sig til takke med at optræde i et tivoli og reklamere for hundefoder.
Endvidere spiller Hugh Bonneville med som Mr. Brown. Ham kender vi især fra BBC’s tv-serien Downton Abbey, hvor han spiller den sympatiske Lord Grantham. Endelig kan nævnes Sally Hawkins, som spiller fru Brown, og som vi kender fra Woody Allens Blue Jasmine og Lone Scherfics An Education.
Foto: SF-Studios
Filmen er fyldt med humor. I en scene hvor Paddington, fejlagtigt er smidt i fængsel for at have stjålet popup bogen, får han til opgave at vaske alle de indsattes stribede fangedragter. Hvad Paddington ikke lige lagde mærke til, da han smed tøjet i vaskemaskinen var, at der blandt vasketøjet befandt sig en knaldrød sok. Da vi ser de hårdkogte indsatte til middag næste dag, har alle fået lyserøde stribede fangedragter. Filmen er spækket med scener i den stil. Overraskende og sjove scener, der appellerer til alle aldersgrupper.
Foto: SF-Studios
Filmen er baseret på den britiske forfatter Michael Bonds(1926-2017) børnebøger om den finurlige bjørn Paddington. Den samlede bogserie har solgt mere end 35mio. eksemplarer og er oversat til 40 sprog. Med den første Paddington film var det første gang bøgerne var blevet filmatisere. Paddington har dog været stjerne i elsket britisk tv-serie på BBC i 56 afsnit.
Foto: SF-Studios
Filmen er dubbet med danske stemmer. Lige på dette punkt fungerer filmen knap så godt. De danske stemmer har lidt svært ved at leve op til de engelske skuespillere, som mange af os kender i forvejen. Paddington er først og fremmest en børnefilm, så der har ikke været mulighed for danske undertekster. Mikkel Lomborg(Hr. Skæg) fra DR’s Ramasjang lægger stemme til Paddington.
Når det er sagt er Paddington 2 indbegrebet af et godt eventyr med masser af komik, varme og charme. Virkelig god underholdning for børn fra 7 år og alle os andre.
Fotos og trailer: SF-Studios
Instruktør: Paul King
Censur: Tilladt for alle men frarådes børn under 7 år
Premiere: 30 november 2017