∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Orlando på Betty Nansen Teatret.
Med en ny dramatisering af forfatteren Virginia Woolfs ”Orlando” – lægger Elisa Kragerup flot og meget personligt ud på Betty Nansen Teatret.
Lige siden debuten på Det Kongelige Teater med ”Den unge Werthers Lidelser”, over megasucceser som ”Sonetter” og”Metamorfoser” har Kragerup gang på gang demonstreret, at hun evner at fange tidsånden, hvor køn og kærlighed bliver sat til debat, og tillige gøre det i et spektakulært set-up. Kragerup har også vist, at hun ikke er bleg for at klippe og skære i teksterne for at få det til at fungere og blive forstået.
Den britiske Virginia Woolf (1882-1941) er igen mere kendt for sine egne værker end som en vittighed i det gamle drama af Albee: ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” Men Woolf er også kompliceret som forfatter, og om ikke snæversynet så ret ensidigt fokuseret på skrivestil, køn og kærlighed. Hvem er vi? Og er vi nu også den, vi tror, vi er?
I ”Orlando” som er selvbiografisk, er den unge adelsmand ikke i tvivl. Først er han kvinde, siden mand. Men hans inderste indre ændrer sig ikke meget uanset etikette, og heller ikke igennem de århundreder, hvor fortællingen folder sig ud.
Det giver til gengæld scenografen Maja Ravn rig mulighed på den mest delikate måde at lade figurerne udenom optræde i rokokolignende, douce dragter, der kan forvandle sig – så de det ene øjeblik er mandsdragter, for det næste sekund at være kvindeklæder.
Dramatiseringer kan ske på flere måder. De tungeste er med fortællere, og den metode er valgt her. Nærmest som et græsk kor, der i slow motion får handlingen skubbet fremad og udenom Orlando, spillet upåklageligt og rent af Maria Rossing. Men omstændeligt bliver det og opvejes kun delvist af de andre velspillende skuespillere, selv om en del af teksten hos Xenia Noetzelmann forsvinder. Ærgerligt. Derimod er den unge Anton Hjejle smukt veltalende. Spændende, hvad han kan udvikle sig til, hvis han får en hel figur at spille. Som altid er Tina Gylling Mortensen tro mod instruktøren og giver alt, hvad hun har i sig – ikke mindst som en urovækkende, gnæggende anmelder. Også Mikkel Arndt kæmper bravt med de mange roller, som både skal karikeres og tages alvorligt. Men neden under lurer skolekomediestilen.
I centrum lyser Maria Rossing som Orlando og udstråler grundfæstet naivitet. Musikalsk og nedtonet, så hun kan redde forestillingen fra den rene farce.
Scenografisk er det smukt med en stor spejlvæg, der fordobler det visuelle og også mange andre teaterfif. Men det giver desværre lidt for mange henvisninger til nyere scenografier, bl.a. ”Livlægens besøg”, hvor Karin Betz var scenograf, ”King Lear”, også med Karin Betz som scenograf og flere af Maja Ravns egne tidligere værker.
Rent teaterhistorisk er det interessant at se tilbage på Betty Nansen Teatrets seneste direktører. Vibeke Windeløv og hendes daværende makker, Stefan Larsson, åbnede med ”Marques de Sade” for at markere et intellektuelt niveau med fokus på sex og køn, mens Peter Langdal og Henrik Hartmann tilbage i 1990erne som første forestilling spillede ”Hamlet” – som et identitetsbillede af bl.a. instruktøren Peter Langdal. Kragerup vælger begge veje.
Forhåbentligt forlader Elisa Kragerup snart det litterære teater og kaster sig ud i bæredygtige, dramatiske værker, hvor hverken fortællerroller, kor eller staveplader er nødvendige. Det fortjener både hun og publikum.
ORLANDO
MEDVIRKENDE: Maria Rossing, Mikkel Arndt, Tina Gylling Mortensen, Xenia Noetzelmann, Anton Hjejle
INSTRUKTION: Elisa Kragerup
SCENOGRAFI OG KOSTUMER:Maja Ravn
DRAMATISERING: Sigrid Strøm Reibo og Njål Helge Mjøs
BEARBEJDELSE: Solveig Gade
BASERET PÅ EN OVERSÆTTELSE AF
Karsten Sand Iversen