Ordrupgaard genåbner i to etaper. Lige nu med Tal R: ”Alene hjemme”.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Ordrupgaard  genåbner i to etaper. Lige nu med billedkunstneren Tal R: ”Alene hjemme”.

Ordrupgaard ligger smukt på kanten af Dyrehaven og midt imellem Klampenborg og Ordrup nord for København. Oprindelig var det et stort privathjem, der husede det kunstinteresserede ægtepar Henny og Wilhelm Hansen, hvor pengene kom fra forsikringsbranchen – og ikke at forveksle med musikforlæggeren Wilhelm Hansen.

Museet har været lukket siden december 2017, men endelig åbnes dørene, dog ikke til det hele, kun de gamle udstillingsrum i beton suppleret med et par nye og så den smukke hovedfløj, der i dag betegnes ”herskabshjemmet”. Tillige en gammel udstillingssal.  Her ved genåbningen er der plads til både en ny udstilling med værker af Tal R – og en genophængning af museets interessante danske samling.

 

TAL R “Alene hjemme”.

Det er en overraskende stor samling nye værker af Tal R. Han må være MEGET produktiv og spreder sig nu over alle genrer.  Hvor Glyptoteket viste bronzer i 2020, er det på Ordrupgaard hurtigere værker på papir og lærred.  Tal R har stadig sin umiskendelige stil: store flader, hurtige bevægelser, stærke farver og en vis genkendelighed. Oprindelig var det bare en urkraft, der vist måtte manifestere sig, nu er motiverne blevet klarere, ensartede nærmende sig det ensformige, men med Tal R’s personlige teknik, der kan opfattes som glæden ved at male – eller tegne. Der er ingen overvejelser om lys eller skygge, det er bare lige op på lærredet eller ned på papiret. Hans værker synes charmerende og underholdende ikke mindst her, hvor han tager tre motivkredse frem, som han arbejder sig, ikke ned i, snarere igennem:  blomster og fugle, mens tredje kreds med husfacader ikke synes at være gået i blodet på ham endnu. Der skal nok arbejdes videre og bagom kunstnere, der har været samme sted, eksempelvis Hopper.

For naturligvis ligger Tal R som alle andre kunstnere på hjul af fortidens store. Men det gør ikke noget. I det første rum med primært papir med tegninger, skitser og tryk, det meste i sort, mens noget er i lyserødt – er det en ekstrem ophobning af indtryk.  Man kan blive rundtosset, og de enkelte værker drukner. Men det er vel meningen. Tal R har selv hængt op, men mødte desværre ikke op til pressemødet. Det havde ellers været interessant at få en udredning.

I de to nye betonrum, dybt nede under jorden, skabt af den norske tegnestue Snøhetta i stil med Zaha Hadids eksisterende betonbygning, hænger store malerier. Denne ekstra tilbygning nås via en dyb smal trappe, der har mange mindelser om Daniel Libeskinds engang så omdiskuterede Det Jødiske Museum i Berlin.

Det rå look passer godt til Tal R’s store farvemættede malerier.  Her ses fugle i bur, visne blomster i vaser og nogle bygningsfacader, Men som sagt: det er fuglene, der fænger. Og man kommer uvægerlig til at tænke på C.W. Eckersberg maleri fra 1820 af M.L. Nathansons ældste døtre, Bella og Hanna, som findes på Statens Museum for Kunst. Om det er meningen eller ej, Tal R maser på og sender det ene billede efter det andet afsted til os herude i omverdenen.

Billederne rummer ingen finesser, ingen unødige detaljer, alligevel er der mange henvisninger til 1920ernes maleri for alt er blottet for sentimentalitet.

Engang kunne Tal Rs værker opfattes som infantile. Sådan er det ikke mere. Nu er de blot forenklede.  I det meget smukke katalog til udstillingen, layoutet af Mikael Jensen,  kommer kunstkritikeren Lisbeth Bonde i en artikel godt rundt om Tal R og får beskrevet hans motiver og arbejdsmetode fornuftigt og grundigt.

Den store katalogs anden artikel er skrevet af Kristian Vistrup Madsen, der er en yngre skribent med uddannelse i ”skrivekunst”, og det folder han sandelig ud, så Tal R må være glad for at blive intellektualiseret.  Men artiklen bevæger sig langt væk fra den vel ret kontante Tal R og over i spekulationer og studentikos jongleren med verdenslitteraturen. På papiret ser det måske flot ud, men som ledsagetekst til denne udstilling er det i mine øjne et fejlskud.

Tal R skal opleves, og hans hurtighed og hans glæde ved simple genstande skal fornemmes: fugle i bur, blomster – gerne visne i en vase, der har ligeværdig betydning. Og så de måske mere halvhjertede facademotiver. Men jeg er sikker på, at han vender tilbage og beskriver vore boliger på en ny og overraskende maner, når han igen er ”alene hjemme”.

Den danske Samling

Det er et glædeligt gensyn med mange gode bekendte, bl.a. den store mængde Hammershøi-værker – og tillige et goddag til værker, man slet ikke vidste gemte sig derude i skoven. Samlingen er en guldmine. Men ophængningen er ganske retro ved på salonmanér at hænge flere værker oven på hinanden. Det ser smart ud, men forvirrer, hvis man vil fordybe sig. Det befordrer ikke de enkelte værker.  Og der skal bruges tid på denne oplevelse – også de vidunderlige keramikkrukker af bl.a. Thorvald Bindesbøll. Så tidløst!

Arkitekturen på Ordrupgaard

Den franske samling, museets trumfkort, må vente et par måneder med at blive vist frem. Men til august bliver der endelig adgang til den nybyggede underjordiske tilbygning, som det norske arkitektfirma Snøhetta blev udpeget til at tegne efter en konkurrence for år tilbage.

Arkitekturen på Ordrupgaard skal ikke problematiseres for meget nu, hvor vi skal juble over alle de mange forbedringer til over 130 milliuoner kroner  betalt af private fonde til dette statsmuseum. Lidt mærkeligt, at det offentlige i den grad bejler til fondene, men sådan er det for tiden, og vi mangler kun, at fondene også vil have deres navn på kultur- og kunstinstitutionernes facader, som det kendes fra sportspaladserne.

Da arkitekten Zaha Hadids tilbygning åbnede tilbage omkring år 2005 var det med en blanding af juhuj, vi har fået en verdensarkitekts værk i Danmark og et nå ja, den bygning er måske ikke så velegnet til at hænge billeder i eller opholde sig i. Nu har Snøhetta som beskrevet bygget videre på Zaha Hadids udstillingsrum – som om det nok havde været bedre uden al den beton ude i det idylliske sted.

Det bliver spændende at se Snøhettas værk til august – allerede nu glimter metal en meter over jorden – og lidt labyrintiske stengange omkring.  Vi afventer.

Finn Juhls Hus

Den afdøde møbelarkitekt Finn Juhl tegnede sit private hjem på vejen ved siden af Ordrupgaard. Her boede han til sin død sammen med musikforlægger Hanne Wilhelm Hansen. I 2008 blev huset af en privatperson doneret til staten og dermed Ordrupgaard. Også denne del af museet har været lukket, men står nu klar til igen at modtage gæster iført blå plasticfutteraler.  Det er et besøg værd. En stilfærdig, tidstypisk et-planvilla fra 1940erne med Finn Juhls egne, i dag legendariske møbler og smuk kunst på væggene: Asger Jorn og andre cobrafolk samt Lundstrøm.

Sæt allerede nu før genåbningen af den franske samling nogle timer af til besøget i skoven. Der er nok at opleve med de danske værker, Tal R,  Finn Juhls hus og det gamle herskabshjem. Der er noget på væggene overalt – udenfor lokker en stor park med skulpturer. Der er også en ny restauratør. Også det må være mere end et besøg værd.

www.ordrupgaard.dk