∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“Opvisning i lavt selvværd” hos teater S/H i Kødbyen.
For lavt selvværd! Jamen det er jo lige mig og dig – og dig måske. For det er vel 85 procent af befolkningen, der lider af den tilstand. Så her er teater for de fleste, men, men, men.
Titlen er god, plakaten ligeså – mens resten på flere måder er opkog af tidligere tiders teatereksperimenter peppet op med lidt mere direkte nøgenhed. Det giver applaus hos husarerne. Men ikke hos mig.
Forestillingen har været voldsomt forberedt og er en del af Teatret S/H’s opstart i nye lokaler omme bag Den Brune Kødby på Vesterbro.
De 4 skuespillere, vidt forskellige, er i og for sig gode nok, men hele konstruktionen halter. Det er monologer ud til publikum ”In the Round”. Der sidder vi på stole i to rækker omkring et tæppe. Skuespillerne sidder blandt publikum og ligner os. Vinterblege, skrutryggede og dressed down.
”Jeg har ingen hage” – ”Jeg har svamp” – ”Jeg har brede lår”, ”Jeg er lesbisk” – ”Jeg har haft sidespring”. Alt sammen helt individuelt og baskende uinteressant, hvis man ikke netop har stillet ind på den bølgelængde. Og det havde jeg ikke denne tirsdag aften. For jeg tror mere og mere på, at teatret primært har sin berettigelse, hvis det vil forklare og udrede noget stort, noget basalt eller universelt. Der er nok at tage fat på. Begavede teaterfolk kan sagtens koge svære problemkomplekser ned til noget væsentligt.
Jeg er snart træt af alle disse forsøg, hvor skuespillerne også skal være både medskribenter og medinstruktører, og hvor teksterne tilsyneladende er personlige – men måske slet ikke. Det kan nu være hip som hap.
Som så mange gange tidligere i år, på mindre og større scener, tyr skuespillerne til, også her, at inddrage publikum: ”Jeg er forelsket i dig” – ”Kan du hjælpe mig med at stå på hænder ” – m.m. Da stykket går i stå, ca. 35 minutter inde, bydes publikum på en dåseøl. Så bliver der li’som åbnet lidt op for sympatien.
Derefter kan to af skuespillerne smide al tøjet og tage et stort dyrehoved på. Så er vi ovre i den tyske påvirkning.
Det meste er set før. The Living Theatre i 1960erne med nøgne mennesker, Method Acting alle vegne, afklædt pige med harmonika hos Pina Bausch – og bekendelser på baggrund af improvisationer, ofte vellykket udført hos Kamilla Wargo Brekling flere år tilbage i bl.a. ”Pis” og lignende succesfulde forestillinger. Og så de evindelige dyremasker fra den tyske scene.
Der har været lignende fusere i år på bl.a. Det Kongelige Teater med ”Horisonter” og senest ”Drømmeforestillinger” og de fleste forestillinger på Rialto. Hvis publikum skal indenfor, og det skal betegnes teater, må der mere til. Dialoger, f.eks. En god dramatiker er ikke at kimse af.
Tænk hvilket spild af gode resurser.
Medvirkende PETER FLYVHOLM, ANDERS MOSSLING, KITT MAIKEN MORTENSEN og XENIA NOETZELMANN Tekst THERESE FABRICIUS og CHEER EXTREME Scenograf IDA MARIE ELLEKILDE og RAPHAEL FRISENVÆNGE SOLHOLM Lysdesign RAPHAEL FRISENVÆNGE SOLHOLM Musik CHRISTIAN HETLAND JEPSEN Co-produktion mellem CHEER EXTREME og SORT/HVID Støttet af STATENS KUNSTFOND, KØBENHAVNS KOMMUNES SCENEKUNSTUDVALG og DANSK SKUESPILLERFORBUND
Sted STALDGADE 38, 1699 KØBENHAVN V
Periode 02.04.2016 – 23.04.2015
Tidspunkt TIR, TOR, LØR KL. 21 (ONS 20.04.2016 KL. 21)