∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Operaen Katja Kabanova på Det Kongelige Teater.
En lise for øjet – og ligeså for øret ved premieren på Janáčeks opera: Katja Kabanova – i et samarbejde imellem Glyndebourne Festival og Det Kongelige Teater.
En kvinde i moderne lys kjole står midt på scenen et stykke tilbage med ryggen til publikum i et snævert hjørne. Hun er badet i lys, men er fanget og kan ikke slippe væk. Et sindbillede på titelpersonens situation.
Det er en visuelt smuk og meget konsekvent iscenesættelse af ”Katja Kabanova” – historien om den ulykkelige, gifte kvinde, her løftet op til en evig og fælles fortælling om det ensomme menneske – køn måske underordnet.
Alle sangere ydede ved premieren deres ypperste, så den lidt forudsigelige historie uden håb blev til en varm og nuanceret oplevelse om en ulykkelig skæbne.
Katja Kabanova. Opera. Det Kongelige Teater. 2022. Tegning af Claus Seidel.
Janáčeks musik er så rig og varieret med smukke og skiftende stemningsbilleder, hvor de enkelte figurer uden at have ledemotiver alligevel har deres egne kendetegn. Janáčeks musik er samtidig lettilgængelig, næsten som filmmusik følger Janáčeks toner de forskellige ”sceneskift”.
Operaen bygger på et skuespil fra midten af 1800-tallet og havde som opera urpremiere i Brno er i 1921. Denne mellemkrigstid får måske musikken til at stå i et vadested midt med klassisk tonalitet og en vis moderne opløsning af tonesproget.
Hvor musikken er kompleks, har den italienske instruktør Damiano Michieletto gjort alt for at minimere scenebillede og scenegang. Ingen overflødige farver, men dog både tegn og håndfaste symboler. Alt står lysende klart i et snævert, hvidt rum, det hele eksekveret af hans faste team: scenografen Paolo Fantin og kostumedesigner Carla Teti.
Med en ophobning af sorte fuglebure understøttes lidt bombastisk symbolikken om kvinden i mentalt fangenskab. Flere ”lån” fra billedkunstens verden viser tilbage til den meget vellykkede iscenesættelse af Rossinis ”Rejsen til Reims” for få år siden. Her var simpelthen et ta’selvbord med moderne verdenskunst. Instruktøren Damiano Michieletto synes at være træfsikker og klar i mælet hver gang, han går til en operaopgave sammen med sit team.
Scenografen låner på charmerende vis også her billeder fra verdenskunsten, bl.a. malerier af Edward Hopper med ensomme kvindeskikkelser i tomme rum. Også surrealisten René Magrittes anvendelse af både fuglebure, fugle og en ofte raffineret udfyldning af himmelrummet med flyvende genstande, kan genkendes. Helt konkret vises, ophængt over scenegulvet, et fuglebur stopfyldt med en stor grå sten, som en kæmpe hjernemasse. Elementerne er enkeltvis hentet hos Magritte, men sammensat på en ny måde. Men vi forstår.
Også fra den danske guldalder kendes fugleburet fra Eckersbergs berømte maleri af de to søstre Nathanson, som står ved et fuglebur og ser deres egen situation: fanget af kønsmæssige konventioner. Anno 1820. Men det er vores egen, danske reference.
Katja er buret næsten fysisk inde af sin drikfældige mand, af de besidderiske svigermoder og af tidens konventioner. I iscenesættelsen er tillige indlagt en umælende engel, Gabriel(?), med de smukkeste fjerbeklædte vinger hentet fra renaissance-fortolkninger.
Vingerne flås dog i stykker af den onde stedmoder. I en programartikel ved Nila Parly skrives direkte, at englen er Katjas frihedssymbol. Egentlig har jeg ikke brug for så bombastisk en udredning, jo gerne fra instruktøren eller sangeren, men ikke fra dramaturgen. I øvrigt ved premieren i England i 2021 var englen en hvid fugl vist nok fulgt af andre hvide, dansende gespenstere.
Gisela Stille synger den sarte Katja med kraft og ynde fuldt dækkende også på det dramatiske plan. Gert Henning Jensen, som den unge mand Boris, Katja forelsker sig i, viser som vanligt sit dramatiske talent samtidig med, at stemmen leverer varen. Men den varme, der i begyndelsen er imellem dem, kølnes lidt til sidst. Er det måske også grunden til, at hun, Katja, vælger døden?
Det sammensatte ensemble med gæster udefra og nogle fra Det Kongelige Teater honorerer instruktøren (hjælpeinstruktøren)s krav på fineste vis. Og der synges på tjekkisk. Imponerende.
Michael Boder dirigerede det altid velspillende kapel, der heldigvis efter pausen gav lidt mere plads til sangerne.
Inden for en uge har Den Kongelige Opera haft to fine premierer, der begge bygger på internationale samarbejder. Om det giver nok af kontinuerligt arbejde og udfordringer til de danske sangere, tør jeg ikke udtale mig om. Men det synes at være en god investering med to mesterinstruktører, der er i stand til at flytte operaerne helt op i nutiden – henholdsvis i vild munterhed med ”Askepot” og med striks alvor ved ”Katja Kabanova”. Det er faktisk flot og imponerende. Begge operaer er kun på repertoiret i få uger. Så afsted. Her er et par operatilbud¸ man ikke bør sige nej til. Varme anbefalinger.
Instruktør: Damiano Michieletto
Genopsætningsinstruktør: Eleonora Gravagnola
Dirigent: Michael Boder
Dirigent: Nick Fletcher
Scenograf: Paulo Fantin
Kostumedesign: Carla Teti
Lysdesign: Alessandro Carletti
Michael Boder / Dirigent
Petri Lindroos / Dikoj /
Gert Henning-Jensen / Boris Grigorjevitj
Johanne Bock / Kabanicha
Paul Curievici / Tichon
Jens Christian Tvilum / Tichon
Gisela Stille / Katja
Jacob Skov Andersen / Kudrjasj
Olga Syniakova / Varvara
Palle Knudsen / Kuligin
Ditte Errboe / Glasja
Frida Lund-Larsen / Feklusja
Troels Kortegaard Ullerup / Engel
Det Kongelige Kapel og kor.
www.kglteater.dk