∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Gennemtænkt og velsunget ”Don Juan” hos Undergrunden og Aarhus Sommeropera. (Set i Værløse).
Mozarts Opera Don Juan (Don Giovanni, 1787) – er et fantastisk værk, som kan vrides og vendes, men overlever næsten uanset hvilken behandling, historien og musikken udsættes for. Senest en vild og anderledes fortolkning på Teater Sort/Hvid.
Undergrunden og instruktøren Anders Ahnfelt-Rønne tager med nænsomme hænder om værket i den opsætning, som i de seneste uger har glædet publikum i Helsingør Theater i Aarhus, hos Aarhus Sommeropera, og i Odense.
Det er en forholdsvis klassisk fortolkning isprængt en god portion humør, som understreges af, at slutningen får lov at løfte hele historien op til blot at være en spøg. Men udelades denne ekstra mozartske slutning, er ”Don Juan” en alvorlig sag, et moralsk lærestykke om manden, der har brudt sit løfte til Gud om at være et hæderligt menneske – og derfor må betale regningen for sine ugerninger og brænde op i Helvedes flammer.
I denne kammerversion med et velspillende Randers Kammerorkester, dirigeret af David Riddell, afhænger meget, eller alt, af sangerne. Heldigvis leverer de alle som én fine portrætter, og rent vokalmæssigt får de nuancerne med. En overraskelse er unge Martin Møller Vilbrand, der brænder igennem som den forsmåede Masetto, der må se sin brud blive forført af Don Juan.
Thomas Storm som alle tiders forfører får også meget ud af sin komplekse figur, der kan charmere enhver, og det er en glæde at kunne høre, hvad han synger. Der synges nemlig på dansk. Den aften jeg var til stede, måtte Donna Elvira synges af Elsebeth Dreisig fra orkestergraven. Det fungerede overraskende godt med en forkølet Stina Schmidt stum på scenen. Operakunsten og operasangere er behændige. Også Jesper Mikkelsen som håndlangeren Leporello med den lange liste over arbejdsgiverens erobringer er vittig og en god, mørk kontrast, mens Anders Christensen og Jens Bruno Hansen som henholdsvis den bløde mand og stengæsten, eller kommandanter, synger deres partier med overskud og nuancer.
Noget af det interessante ved operaen ”Don Juan” er, ud over musikkens forførende evne, at kvinderne skal være så forskellige. Det er de også her, hvor både Donna Anna, Signe Sneh Durholm, og Donna Elvira synes meget modne, mens den lille bondepige Zerlina spilles overraskende dydigt af Berit Barfred-Christensen. Men alle tolkninger gælder selvfølgelig.
Instruktøren og lederen af Undergrunden, Anders Ahnfelt-Rønne, når i mål med sin opsætning, og helt uden hjælp fra scenografien. Nok har scenografen Karin Seisbøll klaret kostumerne i flot 1920er-stil, hvor ikke mindst Don Juan og Donna Elvira bærer deres modetøj med ranke rygge, men de sparsomme kulisser er for tyndbenede og ødelægger illusionen. Det er problematisk, ikke mindst fordi forestillingen havde premiere i Aarhus i det historiske Helsingør Theater fra 1819. Jeg så ”Don Juan” i Værløse, og her virkede det hele for pappet med lidt tilfældige projektioner i baggrunden. Og pludselig dukkede Picassos kubistiske gennembrudsværk ”Les Demoiselles d’ Avignon” (1907) op. Det kan der være god grund til, bl.a. fordi de portrætterede vist stammede fra et bordel i Barcelona. Men sådan en visuel idé skal udbygges og integreres.
Tilgengæld er “klassiske” “Don Juan” fortolkningsmæssigt, sangligt og musikalsk på alle måde mere end acceptabel, og hvilken glæde at se så mange danske sangere på scenen. Og så gør det jo ikke noget, at det slutter muntert til sidst.
Instruktør: Anders Ahnfelt-Rønne
Scenograf: Karin Seisbøll
Dirigent: David Riddell
Don Juan: Thomas Storm
Leporello: Jesper Mikkelsen
Donna Anna: Signe Sneh Durholm
Donna Elvira: Stina Schmidt
Zerlina: Berit Barfred-Christensen
Don Ottavio: Anders Christensen
Masetto: Martin Møller Vilbrand
Kommandanten: Jens Bruno Hansen
Randers Kammerorkester
Repetitør: Peter Møllerhøj
www.undergrunden.dk