∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Eugen Onegin er en opera om at gribe dagen og kærligheden, når lejligheden byder sig – nu på Malmö Operaen.
Tjajkovskij er en vidunderlig balletkomponist, og et par af hans ti operaer hører hjemme i det store repertoire. Her er ”Eugen Onegin” den meste kendte og spillede. Med udgangspunkt i Pusjkins epos fra 1829 skriver Tjajkovskij i slutningen af 1870erne over et par år partituret, der beskriver den ædle kvinde Tatjanas følelsesliv.
Først forelsker hun sig i Onegin, derefter forsmås hun af ham. Sidenhen, i al ærbarhed, tør hun godt indrømme sin fortsatte kærlighed,men hendes ærbarhed tvinger hende til at sige nej, og hun forbliver en tro hustru over for den mand, som har giftet sig med hende.
Overordnet handler ”Eugen Onegin” om at gribe mulighederne, når de er der. For Onegin, den charlatan, sagde nej første gang Tatjana bød sig til. Han er blot en arrogant vindbøjtel, påvirkelig af omgivelsernes dom. Først da Onegin ser Tatjana som en voksen, rig og gift kvinde, indser han hendes kvaliteter og mærker sin forelskelse. Men for sent, for sent.
Figuren er en rigtig dandy, for vi ved egentlig ikke, hvad han bedriver. Han iagttager verden, – en livsform, som var moderne allerede i 1820erne, og der er vist mange paralleller også i vor nutid.
Malmø Operaen har satset meget bevidst på operaen og lagt iscenesættelse og scenografi i et svensk, forholdsvis ungt, team. Det er en nydelse at se med hvilken konsekvens, instruktøren Tobias Theorell og scenografen Magdalena Åberg sammen med kostumedesigneren Kersti Vitali Rudolfsson placerer handlingen i et mere neddæmpet landmiljø i 1930erne. Hvilke raffinementer, der ligger i detaljerne, hvor nogle af de rene og stiliserede billeder synes lånt fra den nordiske billedkunst, bl.a. L.A. Ring og Hammershøi. Og da Tatjana er allermest ulykkelig af forelskelse til Onegin, sidder hun som Edvard Munchs ”Syg Pige” lidt foroverbøjet og uden fremtidshåb. Konsekvensen går igen i de stilfærdige og smukke kostumer, alle i grålige nuancer.
Handlingen følges fra morgen på landet, til fest på landet efterfulgt af tredje akts store balscene med alle kvinderne moderigtigt klædt på i halvlange charleston kjoler. Men hvor er vi? For øh, hvad med revolutionen? Den taler vi ikke om. Måske er vi i Sverige? Koret lever sig ind i det hele og er så velsyngende og engagerede i danske Christine Meldals nedtonede, men meget fyldestgørende koreografi. Koret ved, hvad de skal – og det er yderst betryggende.
Men måske er det video- og lysmændene, der trumfer med deres skylandskaber, der følger musikken og handlingen tæt. Fra den smukke blå morgenhimmel over uvejrsskyer for at ende i den store finale med den el-oplyste storby udenfor. Hvilken? Stockholm? Så flot at skue, at det visuelle er mere end den halve forestilling værd.
Eugen Onegin, Malmö Opera, foto: Malin Arnesson.
For Tjajkovskij var det en nødvendighed at betegne operaen som lyriske billeder. Det er stemninger, han vil fremkalde. Det er ikke et lærestykke og netop derfor synes historien så klar og legitimerer vel også, at instruktøren lader den berømte fest-polonæses fra starten af tredje akt afslutte anden aktens duel og efterbillede. Men det er lidt subtilt.
Sangerne i Malmø er for hovedpartens vedkommende hentet udefra, fra Østeuropa. Derfor kan det undre, at der ikke er mere glød i deres scenenærvær, selv om stemmerne er pæne. Kun Tatjanas ægtemand, fyrst Gremin, sunget af bassen Taras Shtonda, giver fuld valuta, både indlevelsesmæssigt og sangligt. Måske er det også nemmere, når man er to meter høj. Eugen Onegin er hos Pusjkin kun 26 år i første akt, og illusionen fungerer rimelig godt for barytonen Vladislav Sulimsky, der dog ikke charmer sig igennem dandyens partier. Hans præstation er dog fyldestgørende, mens vennen Lenskij, der siden bliver ofret i den overflødige duel, viser lidt mere menneskelighed og variation i englænderen Peter Autys skikkelse. Også Tatjana, ved premieren sunget af Sabina Scilak, holder igen med skuespillet, men lykkes dog i den lange berømte brevscene at røre os. Måske også fordi det rent visuelt er så smukt!
Publikum vil jo gerne bevæges. Hvorfor ikke lade følelserne komme ud over rampen, når alle på sidelinjen hjælper til – fra dirigent, orkester til instruktør m.fl.
Operaen ”Eugen Onegin” klæder Malmø Operaens brede scene og smukke auditorium – og det er en glæde at tage over broen, lede lidt efter Malmø centrum. Så pludselig er man i en anden verden, hvor skæbne hedder öde, og operaprogrammet er spækfyldt med alle de oplysninger, man kan ønske sig. Turen kan varmt anbefales – og priserne er de samme som i København – bare i svenske kroner – og hjemmesiden er forholdsvis nem.
Spiller udvalgte dage de næste par måneder.
Premiär 14 nov 2015.
I ledande roller finner vi Vladislav Sulimsky, känd från Mariinskijoperan i S:t Petersburg, Sabina Cvilak som sjungit med Placido Domingo och Andrea Boccelli, Peter Auty, känd från Covent Garden, samt den för Malmöpubliken välkände ukrainske basen Taras Shtonda. Till denna sångaradel sällar sig också Malmö Operas egna stjärnor Bengt Krantz och Emma Lyrén. Spelas till och med 20 jan 2016.
Musik Pjotr Tjajkovskij Libretto Konstantin Sjilovskij & Modest Tjajkovskij efter Aleksandr Pusjkins versroman Jevgenij Onegin.
www.malmoopera.se