∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Oliver! – familiemusical på Det Ny Teater.
Det ny Teater kender opskriften på at skabe bragende flotte musicals. For Daniel Bohr som instruktør og englænderen Paul Farnsworth som scenograf er en del af forklaringen. Et godt makkerskab, som i flere omgange har sikre gedigne succeser. Og sådan er det også med ”Oliver!”, der denne søndag eftermiddag, hvor jeg ser forestillingen, har glade familier på sæderne.
Halvstore børn med åbne øjne sluger den lidt sentimentale historie om lille Oliver, der trods så meget modstand ender i fint, rent, lyst tøj – langt væk fra de skumle legekammerater, han ellers havde fået. For det er en historie fra en tid, hvor man godt måtte dele verden op i de gode og de onde og så dem, der ved en fejltagelse endte på den forkerte side af stakittet eller fængselsmuren.
Charles Dickens roman er fra 1838, mens Lionel Barts musical sættes op i London 1960, på et tidspunkt, hvor musicalgenrens hjemsted snarere var Broadway i New York end West End i London. Men Oliver! blev en succes fra dag ét – båret frem af en velklingende og original musik skabt af manden Lionel Bart, der allerede havde mange pophits på sin samvittighed. Teaterprogrammet kan også fortælle, hvordan ”Oliver!” gang på gang er vendt tilbage til teaterscenerne. Og det på trods af, at der er mange og nødvendige børn med i forestillingen. Oliver er jo en del af en fæl drengebande, der huserer i London i den victorianske tid.
På Det Ny Teater fortælles historien i flot og effektivt tempo, mens scenografien med trapper, skilte og masser af stole – og af og til nedsænkede vinduer giver en fortræffelig stemning af mørk Dickens-storby. Scenografen Paul Farnsworth kan noget særligt, for uanset om det er den yderste fattigdom og elendighed, han skal beskrive, gøres det med æstetisk overskud og masser af afblegede Libertymønstrede, gulvlange kjoler. Hans scenebilleder er mættede af ”skønhed” – midt i elendigheden.
Daniel Bohr får det bedste ud af sangere og skuespillere. Preben Kristensen spiller Fagin, manden der på den kendte blanding af sleskhed og hårdhed styrer drengebanden. Kristensen har skabt en figur tæt på Shakespeares Shylock fra ”Købmanden i Venedig”. At han også af den jødisk fødte East End dreng, Lionel Bart, får Klezmer-toner til hver en entré, hjælper naturligvis også på portrættet. Preben Kristensen er mere end fortræffelig.
Også den unge Monica Isa Andersen får skabt en spændende figur, der med en række sange viser en ung, men stærk kvinde, der på trods af sin mørke baggrund vil det gode. At hun må bøde med livet er blot uretfærdigt i en uretfærdig verden.
Jens Christian Wandt giver pondus til den utiltalende Mr. Bumle, der som en slags øvrighedsperson sikrer, at de fattige kun får det værre. Og det er ham, der sælger lille Oliver i begyndelen af stykket.
Ann Mari Max Hansen er igen på en teaterscene – et glædeligt gensyn, for hvor kan hun med sit sceniske nærvær fylde en scene – her som en utiltalende mrs. Corney. Også resten af ensemblet er både velsyngende og velkoreograferet – så der aldrig er et øjebliks tomgang. Koreografen er Lee Proud.
Drengebanden med Oliver og Lurendrejer bliver denne eftermiddag spillet charmerende af to unge gutter, men der er tre på hver figur, så ingen nævnt – ingen glemt.
Bliver vi så klogere af Dickens i dag, anno 2020. Nej, næppe. Verden er anderledes skruet sammen, den rene nød findes ikke, i hvert fald ikke i Danmark, og det klassesamfund, som nok stadig styrer England og andre europæiske lande, er ikke så markant i Danmark. Men en musical bygget over en gedigen litterær klassiker er altid velkommen.
Imponerende og anbefalelsesværdigt familieteater på Det Ny Teater, der også har underlagt sig diverse Corona-bestemmelser, så man sidder med masser af behagelig afstand til sidemændene.
Og så må man glæde sig over, at i disse tider, hvor de fleste danske teatre barberer tekster ned og fjerner eller sammenlægger figurer, har Det Ny Teater et flot ensemble med skuespillere, dansere, sangere, orkester og så de velsyngende børn. Det er bare så ualmindeligt i en tid, hvor minimalismen præger det scenografiske udtryk, og unge, nybagte skuespillere ofte skal klare at spille modne personer i hobetal. At Det Ny Teater også har et flot program, der beskriver musicalens baggrund og giver et miniportræt af samtlige optrædende – børn undtaget) er imponerende i en tid, hvor statssubventionerede teatre kan spille bl.a. ”Faust” uden en stavelse om forfatter og oprindelse. Et nul til Det Ny Teater.
www.detnyteater.dk