Menu Luk

Oh Happy Day – Folketeatret og turné.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Oh Happy Day – Folketeatret og turné.

 

Hvilken happy forestilling  – siger jeg helt i overensstemmelse med den transformerede films sproglige niveau. For Hella Joof, Jannik Johansen og Lotte Andersens nu 18 år gamle film er på en ganske lykkelig facon af instruktøren Rolf Heim genskabt som en sjov, velspillet og stram forestilling, der er lige så aktuel i dag som for 18 år siden. Også det musikalske på scenen sidder lige i øjet og lever fint op til den gamle films kvaliteter,  her suppleret med flere associerende sange af bl.a. Simon & Garfunkel, The Beatles m.fl.

Oh Happy Day. Folketeatret. 2022. Tegning af Claus Seidel.

Handlingen er simpel. Den stilfærdige Hannah bor i en kedelig provinsby og mødes med nogle andre grå gennemsnitsdanskere i det lokale kirkekor. Men via gospelsang og en karismatisk sort amerikaner vækkes ikke blot hun, men også resten af koret. Ikke en vækkelse i religiøs forstand, men de vågner op til dåd, og må hver især tage livet op til revision.

Det er jo en god og konkret historie – løftet op over både klasse, land og alder. At denne ”vækkelse” så alligevel tangerer følelsespornografi, må man tage med. ”Oh Happy Day” er effektivt underholdende og fungerer mindst lige så godt på scenen som på lærred. Hella Joofs humor fornægter sig ikke, og på Folketeatret bliver det genkendelige lattervækkende på den gode måde.  Ikke mindst mændene hænges ud, så havde rollerne været byttet om, ville den samlede hær af danske feminister nok gå til angreb.

Oh Happy Day. Folketeatret. 2022. Troels Malling. Tegning af Claus Seidel.

Troels Mallings tørvetriller af en teknokrat tænker kun på den store industrimesse i Frankfurt,  mens den platte tankbestyrer, spillet af en altid intens Tom Jensen, vader rundt med sin store skål chips og fyre vittigheder af. Christian Bolands flinke bedstefader savner sine børnebørn, og  Jesper Riefensthals runde enspænder får via gospelsangen måske lov at føle, hvad kærlighed kan være.

Oh Happy Day. Folketeatret. 2022.  Jesper Riefensthal. Tegning af Claus Seidel.

Også  Jacob Moth-Poulsen og Mathias  Sprogøe Fletting skaber gode karakterer. De suppleres  af Christoffer Læssøe med en dyb amerikansk stemme og tilstrækkelig dæmoni som amerikaneren, der kommer til at skubbe til ikke mindst kvindernes indre uro.

Marie Mondrup underspiller på smukkeste vis hovedfiguren Hannah, der vist kun har levet et halv liv. Ulla Vejby er den gæve, lidt vulgære svigerinde, den evige nr. to. Helt anderledes er Christine Yde som en velsyngende, uforløst kvinde. Også Signe Kærup Dahl får skabt en helstøbt figur som den stramtandede præstekone, der til sidst bøjer sig for fællesskabet.

Oh Happy Day. Folketeatret. 2022. Pressefoto.

Med de tre musikere er der 13 på scenen, som alle i den minimalistiske scenografi af Sisse Gerd Jørgensen folder sig optimalt ud. Ganske imponerende og viser instruktøren Rolf Heims stadig stærkere greb om personinstruktion og ensemblespil i musikalsk sammenhæng.

Det er kun få uger siden, at Rolf Heim brillerede som iscenesætter af en helt anderledes forestilling på Kronborg med Tue Wests musik kombineret med Shakepeares sonetter. Sidste år lykkedes det Heim ret overbevisende at forvandle ”Sommer i Tyrol” til en lidt gakket musikfremstilling, og nu ”Oh Happy Day”. Dejligt med gode overraskelser. Hemmeligheden er måske, at Heim fortolker musikken på ny og ofte lader sangene indgå nærmest kontrapunktisk i handlingen.

”Oh Happy Day” er, ligesom filmen, blevet til en almenmenneskelig fortælling, hvor vi alle kan være med. Hvem har ikke kendt en kedelig mand, der ikke får fikset vandrørene, og hvem har ikke drømt om, at der skulle ske bare en lille smule vildt i livet.

Forhåbentlig kan ”Oh Happy Day” få et længere liv end den måned, der nu er planlagt i Nørregade.   Publikum fortjener forestillingen, der, midt i en ellers dyster tid, på en ny måde slår et slag for fællesskabet, takket være en begavet iscenesættelse og gode spillere.

“Oh Happy Day” er noget så sjældent som brandgod underholdning, der egentlig også siger ganske meget om livet og eksistensen og ikke mindst sameksistensen. At der så tillige er med noget så smittende som gospelmusik er blot godt set af ophavsmændene.

 

 MEDVIRKENDE

Hannah: Marie Mondrup
Jackson: Christopher Læssø
Grethe: Ulla Vejby
Torben: Tom Jensen
Carsten: Troels Malling
Kirsten: Signe Kærup Dahl
Preben/Berger: Kristian Boland
Lasse/bartender: Jesper Riefensthal
Michael Krüger/Sullivan: Jacob Moth-Poulsen
Shirley: Kristine Yde
Sven/Kjell/en ældre herre/receptionist: Mathias Sprogøe Fletting
Medvirkende kor: Grace, Vocalicious, True Gospelsingers, Oikos, Good Hope

 

Efter filmen Oh Happy Day af Hella Joof, Lotte Andersen og Jannik Johansen
Instruktion og bearbejdelse: Rolf Heim
Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen
Koreografi: Peter Friis
Kapelmester: Anders Ortman
Musikalsk arrangement: Niels Søren Hansen
Medvirkende musikere:
 Tom Bilde, Jonas Munck Hansen
Lyddesign: Tim Høyer
Lysdesign: Henrik Pihl

www.folketeatret.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *