Anbefaling af Ulla Strømberg.
Øregaard Museum, 2900 happiness.
Vi kan næsten ikke vente længere. Her i slutningen af april 2021 får danske museer endelig lov at åbne igen.
Med den store verdensomspændende nedlukning har det jo vist sig, at kulturen spiller en vigtig rolle i det civiliserede menneskes liv. Vi har brug for nye indtryk, synspunkter, viden, billeder og lyd. Og får vi ikke den føde, bliver vi nemt underernærede. Ikke så det kan ses på os, men vores mentale velbefindende skrumper. Derfor er det, uden at virke for rørstrømsk, helt vidunderligt, at vi snart igen kan gemme os i bl.a. nogle museumsrum, som andre med omtanke har indrettet til os. Og derfor besøgte jeg, før den store genåbning, et af mine yndlingsmuseer, Øregaard Museum ved Strandvejen i Hellerup. Den kommende udstilling var ikke hængt op, men alt var forberedt.
Mit yndlingsmuseum i nabolaget
Øregaard Museum er – et lille museum i en fredet bygning og en selvejende institution, som Gentofte Kommune støtter. Museet ligger smukt ud til park og Strandvejen og med udsigt til Øresund.
I bestyrelsen sidder lokale (indflydelsesrige) borgere, som i årtier har støttet op om museet. De lokale bestyrelsesmedlemmer er i øvrigt selvsupplerende. Der er kort sagt ejerskab, så det basker af både museets ledelse, de ansatte, bestyrelsen og kommunen, som også plejer og passer den smukke have, Øregaardsparken, der dog for tiden er ganske ”nøgen”, som var det ren fransk havearkitektur placeret på lidt for nordlige breddegrader.
Et museum med mange ansigter
Direktøren Sidsel Maria Søndergaard har igennem de seneste 14 år gjort et stort arbejde for at løfte stedet, så det i dag kan møde publikum som både en smuk, arkitektonisk perle, bygget i 1806-1808 af franskmanden Ramée, og et interessant kulturhistorisk sted med en fortid, der fører lige tilbage til den forkætrede florissante periode, hvor danskere, med jordbesiddelser på De Vestindiske Øer, blev stenrige på bl.a. sukkerplantager. Øregaards bygherre og første ejer var Johannes Søbødker. Hans personlige historie er som en knaldroman med et dobbeltliv i København og på de danske øer langt væk fra alle. Tillige oplevede han store udsving i det økonomiske. Oveni har Øregaard Museum siden grundlæggelsen i 1921 fået opbygget en stor kunstsamling, som dækker bredt fra topografisk materiale om København og den nordlige omegn, malerier, møbler, sølv m.m., der viser gode sider af dansk kunst og kunsthåndværk igennem de seneste to århundreder.
Stor udstilling med værker af Vilhelm Bjerke Petersen
Men et museum med respekt for sig selv og en drøm om et evigt flow af publikummer må også vise særudstillinger. I de senere år har Øregaard Museum på Sidsel Maria Søndergaards initiativ ikke mindst dyrket de ”oversete” kunstnere og deres forbilleder i bl.a. de urolige 1920ere og 1930ere. Det har ført til overraskende og interessante udstillinger med værker af bl.a. Man Ray, Meret Oppenheim og Archipenko samt, for år tilbage, mange af de kvindelige billedkunstnere, som vi i dag kender på lige fod med deres mandlige kolleger.
Øregaard Museum åbner d. 21.4. med en udstilling af den mangefacetterede billedkunstner Vilhelm Bjarke Petersen (1909 -1957). Han var et borgerbarn, hvor faderen var direktør på Den Hirschsprungske Samling, men han var også en mand, der ikke ville gå på Kunstakademiet. Det førte ham bl.a. til Norge. I en årrække var han gift med billedkunstneren Elsa Torresen, med hvem han samarbejdede omkring store offentlige udsmykninger. Han er blevet betegnet surrealist, og som eneste dansker var han en periode elev på Bauhaus skolen i Tyskland. Her blev Paul Klee og Kandisky stærke inspiratorer, hvilket kan ses i flere værker. Også Dali kom til at rykke Bjarke Petersens kunstneriske udtryk. Der er fuld kraft på farverne, men indimellem har udstillingen også medtaget værker, som peger hen mod en mere utilgængelig tro på et større åndeligt fællesskab.
Samtidig var Bjerke Petersen erklæret kommunist, hvilket tvang han til Sverige under Anden Verdenskrig. Her blev han boende, og den store udstilling på Øregaard Museum er da også skabt i samarbejde med Mjellby Konstmuseum i Halmstad, Sverige.
Det er en imponerende mængde værker, der tilsammen vil give et meget nuanceret billede af en flittig kunstner, der levede og skabte i en konfliktfyldt tid.
En bygning skal passes
Bjerke Petersen-udstillingen vises i hele museet, hvor de flest af rummene har fået en ny over- eller snarere underhaling og nu fremstår endnu tættere på det oprindelige (franske) udtryk tilbage i 1808. I stueetagens havestue har nedlukningen givet tid til en restaurering af bl.a. en lille fin stukkant under loftet. I de tilstødende rum er fundet nye, autentiske vægfarver, som er ganske raffinerede og vil spille op mod Bjerke Petersens kraftige farveorgier.
Et besøg på Øregaard hen over sommeren vil både give ny viden om en lidt overset dansk billedkunstner og tillige mulighed for nye ”afsløringer” af Ramées stil omkring 1808. Sidsel Maria Søndergaard forklarer:
Fra jeg begyndte på museet for 14 år siden, har vi arbejdet på at sikre bygningen både arkitektonisk og teknisk, således at vi kan vise kunst af højeste kvalitet. Vi startede indvendigt, og det handlede bl.a. om at få opdateret de museumstekniske installationer, så vi kunne leve op til de museale krav, der stilles i dag. Det gennemførtes ved den store renovering i 2008-10. Vi skrællede samtidig uvedkommende tilføjelser af og fandt ind til de autentiske lag, som passer til husets arkitektur, så der igen kunne være den rette kontakt til husets egen tid. Havestuen er i dag husets historiske hjertekammer og står som regel møbleret efter datidens stil, så man får en rejse tilbage til 1808, når man træder ind i rummet. Dermed understreger vi også, at museet er rundet af den utrolig spændende brydningstid, hvor revolutioner og oplysningstanker sætter nye retninger for samfundsudviklingen. Lidt flot kan vi sige, at det handler om de gamle begreber frihed, lighed og broderskab eller viden og fællesskaber. Og at tanken og æstetikken er fælles erkendelsesrum. På første sal har vi nogle mere neutrale udstillingslokaler, så huset kan danne en god ramme om al slags kunst fra forskellige perioder.
Jubilæum – 100 år
I slutningen af 2021 kan museet endelig fejre sit 100års jubilæum. Det sker med en stor udstilling, hvor detaljerne endnu ikke skal afsløres. Men samtidig bliver der mulighed for at se nogle af de interessante nyerhvervelserne.
Et lidt kontroversielt billede af Lorenz Frølich: ”En afrikaner i profil” fra ca. 1852 fører tankerne direkte hen på den meget aktuelle debat, som i kølvandet på ”busten i Vandet” har huseret i de seneste måneder om Danmark som en slavenation. Frølich boede og arbejdede i Paris i en periode, og han har sandsynligvis malet værket efter levende model. Museet har en ganske indgående og interessant beskrivelse af de parisiske kunstneres brug af sorte modeller. Frølich var opvokset i et herskabshjem og bosatte sig selv tæt på Øregaard efter opholdet i Frankrig, så det er ganske naturligt, at han i dag er repræsenteret på museet.
Indkøbet af værket, som er sket med midler fra flere fonde fører hen til en diskussion om Øregaards bygherre, Johannes Søbødker, sukkerfabrikant, storkøbmand og fjerde generation i en slægt af plantageejere på De vestindiske Øer.
Busten i vandet
Hvad gør man egentlig som direktør på et museum, der bygger på disse ”hvide” penge? Sidsel Maria Søndergaard forklarer:
Man ser historien i øjnene og fortæller om historien ud fra de eksisterende kilder. Det har vi gjort, og det vil vi forsætte med. Vi ser det faktisk som en pointe, for hele den fornyelse, vi har skabt i museet, handler jo også om at genetablere kontakten til udgangspunktet. Vi gjorde det f.eks. i 2010 med udgivelse af bogen ”Øregaard – tiden, kunsten og den vestindiske forbindelse”. I øvrigt forsøgte vi allerede i 2017 at gå ind i diskussionen. Da det var hundredåret for salget af øerne, viste vi en samtidskunstudstilling, der behandlede relevante temaer i den forbindelse. Vi forsøgte faktisk også at fokusere på fortiden og gøre det via nogle undervisningsforløb. Vi kontaktede bl.a. Politiken, som dog mente, at problematikken slet ikke havde almen interesse, men var en lokal historie forbundet med vort museum. Men man må nok sige, at tiden har vist noget andet. I øvrigt var Søbødker i mange år vicegeneralguvernør på øerne, og sammen med von Scholten stod han for ophævelsen af slaveriet. Dermed ikke sagt, at han var en good guy, slet ikke – Søbøtker indgik i og lukrerede på datidens samfundsorden, men det illustrerer, at der kan anlægges mange forskellige perspektiver på Danmarks tid som kolonimagt.
Muntert bybillede
En anden nyerhvervelse er et dynamisk og sprudlende gadebillede fra Kgs. Nytorv malet af Svend Johansen (1890-1970) i 1926. Også han var forbundet med kommunen og er i øvrigt en billedkunstner og scenograf, der i den grad taler et moderne sprog.
Adgang til museet
Museet har desværre ikke åbent så mange timer om ugen, men måske ændrer det sig nu, hvor vi alle skal have stillet den kulturelle sult hurtigst muligt. Kommunen har desværre valgt på samme tid at grave alle fire omgivende veje op, så det er ikke nemt at komme til museet. Men parkér på Strandvejen (som også er gravet op) – eller på nærliggende veje og gå så via parken. Her er smukke skulpturer, hvoraf flere blev opstillet allerede i 1918.
De lokale beboere bruger parken, og forleden stødte jeg både på en skoleklasse, der havde hurtigløb, en mødregruppe, som afholdt snakketime, mens midaldrende mænd spankulerede rundt med op til flere hunde hver.
Parken bruges, snart åbner museet efter alle forskrifter ( og uden forudbestilling), og så er der i øvrigt en fin lille café, som forhåbentlig også snart er i fuld aktivitet.
www.oregaard.dk