Menu Luk

Odsherred Sommerrevy 2023 – Vi sejler op ad Odden. Nykøbing Sjælland.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Odsherred Sommerrevy 2023 – Vi sejler op ad Odden. Nykøbing Sjælland.

Veldrejet og velspillet, lokalforankret sommerrevy i Odsherred.

For andet år er der sommerrevy i Nykøbing Sjælland ved gågaden i det nye teaterhus med op mod 200 røde stole.

Årets revy er ligesom sidste år en charmerende og sammenkogt sommerspøg, der er bevidst om både virkemidler og lokal forankring. Samtidig er der et snert af ejerskab fra instruktøren og revydirektøren Frede Gulbrandsens side. Så vi får også i denne gang lidt om  hans ”flugt” fra Norge til Danmark, hvor de norske højder er blevet udskiftet med sjællandske bakkedrag.

Da revyens medvirkende alle er gode og yderst forskellige i deres udtryk, er det på mange måder også en klassisk revy, hvor det søde og  det kritiske afløses af indimellem absurde scener.

Odsherred Sommerrevy 2023 – Vi sejler op ad Odden. Nykøbing Sjælland. Frede Gulbrandsen, Anette Støvelbæk, Kristian Holm Joensen og Rikke Bilde. Tegning af Claus Seidel.

Anette Støvelbæk er ny og som altid sød og charmerende, mens resten af holdet er gengangere. Rikke Bilde kan være både grotesk og er igen i år meget velsyngende, Kristian Holm Joensen er både blød mand og igen tæt på de helt gakkede gangarter. Pianisten Henrik Silver kan også agere klovn, mens både Katrine Skjoldelev og Frede Guldbrandsen er på og bag scenen: Alt i alt giver det en hjemlig hygge og et nærhed, hvor alle har travlt med at underholde publikum, der kommer fra alle hylder i samfundet.(Vist nok.) Revyens look fra kostumer til lys er vist skabt af simple midler, men med god og sommerlig smag. Kort sagt, man kan ikke andet end holde af både initiativet, de optrædende og numrene, når de ikke bliver for vovede eller bare for meget.

Bedste numre er endnu engang her i denne sommer de politisk kommenterende situationer. Rikke Bilde som statsministeren i velsiddende rød habit og en ekstrem kedelig tale læst op varsler ikke godt, men så sker der en spændende forskydning. For statsministeren begynder som en anden “Konen med æggene” at drømme om landets højeste position, altså på øverste, øverste,  øverste,  øverste hylde – nemlig regentens stol.  Så kommer kronprinsessen på banen, fiks eksekveret af Anette Støvelbæk på et dansk med svær australsk accent. De to kvinder kæmper korporligt. Her er ikke tale om majestætsfornærmelse, tværtimod, men en dejlig bramfri analyse af den socialdemokratiske statsminister, der har forvandlet sig til en regulær klatremus.  Fin og dobbeltbundet tekst af Frede Gulbrandsen – og perfekt spillet.  Et af årets bedste revynumre!  Også en kortere sketch, hvor de nye ejendomsvurderinger får én på hatten, er sjov og nuppet fra virkeligheden. Systemet latterliggøres perfekt af Kristian Holm Joensen og Anette Støvelbæk. Desværre synes historien i al sin groteskhed at være meget tæt på sandheden, når embedsmanden rafler om vurderingen af folks ejerboliger.

Odsherred Sommerrevy 2023 – Vi sejler op ad Odden. Nykøbing Sjælland. Anette Støvelbæk. Tegning af Claus Seidel.

En lille historie med tre sutter, der står og drikker øl – udvikler sig til de tre røvere fra ”Folk og Røvere i Kardemomme by” – og er såmænd: Mette, Lykke – og så er der lidt kludder med den sidste, hedder han Jacob eller? Sjov og igen tæt på sandheden i den politiske virkelighed.

Kristian Holm Joensen skal i al sin monty pythonske galskab altid holde lidt igen. Det lykkes fint, når han som formand for nøgenbaderklubben holder den årlige tale med et par sidebemærkninger til nogle af medlemmerne, mens han ser ned på tilskuerpladserne.

På trods af at både Anette Støvelbæk og Rikke Bilde er ganske charmerende og ”søde”, er det netop et par af deres numre, som er overraskende uhyggelige. Anette Støvelbæks vise om den stille kone, der vist ender med at ekspedere manden, så han ryger ind i en ukrudtskværnen for at gøde jorden, er for viderekomne. Også  en ret uhyggelig sketch, hvor Kristian Holm Joensen igen er en billig entertainer med konen, Rikke Bilde, på høje røde plateausko. Hun er ikke helt ved sine fulde fem, og nummeret bliver mere og mere grotesk. En fortsættelse af en historie fra 2022.

Odsherred Sommerrevy 2023 – Vi sejler op ad Odden. Nykøbing Sjælland. Pianisten Henrik Silver. Tegning af Claus Seidel.

Odsherred Sommerrevy er et sympatisk initiativ, der fortjener opbakning og støtte fra både fastboende og de mange sommerhusfolk, som måske kan identificere sig med nogle i revyen,  f.eks. den vittige sang: Giv en hånd til de rige, dvs. dem med tre sommerhuse – etc.  Der er god mad før revyen, husk forudbestilling.

På scenen:

Anette Støvelbæk, Kristian Holm Joensen, Rikke Bilde, musiker Henrik Silver, scenemester Katrine Skjoldelev og instruktør og revydirektør Frede Gulbrandsen.

www.odsherredsommerrevy.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *