Ordrupgaard genåbner i dobbelt størrelse.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Ordrupgaard genåbner i dobbelt størrelse. 

Så sker det endelig: Ordrupgaard nord for København genåbner efter fire års nedlukning. Private fondsdonationer på ca. 130 millioner kroner har muliggjort den nye, underjordiske tilbygning på ca. 1660 kvadratmeter.

Ikke mindst de nye udstillingsrum til “Den Franske Samling”  er tidløse og elegante.

 

Flere stilarter på Vilvordevej i Ordrup

Museet Ordrupgaard har nu fået tilført et par ekstra rum i Zara Hadids ånd i beton og uden vinduer samt det vigtigste: tre overraskende klassisk udformede, rektangulære, egetræsbeklædte rum til den franske samling.   Nede under jorden – langt, langt nede.

Den dyre tilbygning kan udefra kun anes. For tilbygningen, med det poetiske navn Himmelhaven, tegnet af det norske arkitektfirma Snøhetta, er gravet ned – og kun en lidt for synlig stor stålkasse med bugtende top lyser op 1,5 meter over jordens overflade. Det er lige foran museet, netop der, hvor man kommer ind. Hensigten er vist, at man nærmest skal snuble over stålkonstruktionen, som arkitekterne har betegnet som en skulptur!

Arkitektopgaven fra 2012

Opgaven var ikke nem.  Allerede i 2012 gik museet i gang med planen om tilbygningen, som skulle supplere den markante fløj, som den nu afdøde arkitekt Zara Hadid tegnede, og som åbnede i 2005.  Det har nok været museet magtpåliggende, at næste skud på bygningsstammen skulle have samme ”kendis” effekt. Med Snøhetta lykkes det til dels, for det er tegnestuen bag bl.a. den spektakulære Opera i Oslo og det nye bibliotek i Alexandria. Så på trods af, at tilbygningen skulle graves ned på grund af lokale restriktioner, skulle tilbygningen alligevel kunne øjnes og mærkes.

Uden at jeg har læst kravene, var det vist bl.a. meningen, at den nye tilbygning skulle slutte en cirkel fra museets oprindelige bygninger, primært fra 1918, og så Hadids betonmasse fra 2005.

Men i 2012-2021 var det ikke blot ekstra udstillingslokaler, der var behov for, nu blev opgaven at skabe blivende rum for den dyrebare franske samling med værker af bl.a. Delacroix, Monet og Gauguin.  (Denne samling har sin helt særlige historie, se et senere afsnit om den nye bog ”Den franske samling”.)

 De nye rum skabt af Snöhetta

De tre kostbare nye rum er som hentet fra en anden verden. For hovedindgangen går stadig igennem Hadids stål- og betonhus. Er man frisk og ung til bens er det ned ad adskillige trapper, hvor fornemmelsen er tæt på den tyskamerikanske arkitekt Daniel Libeskinds Jødiske museum i Berlin, dvs. lidt klaustrofobisk.

Det er råt med plettet beton og ganske smalt, helt ”moderne”. Men nede i bunden går man ind i en anden tidsalder, og her hænger de franske værker på smukke, grågrønne vægge.

 

Rummene er overraskende klassiske i udformningen. Loftet er spækket med halvusynlige, synlige lamper, spots og cameraer. Der er ikke sparet på noget – hverken æstetisk eller sikkerhedsmæssigt.

Væggene er til dels egetræsbeklædte og ligeså gulvene. Stilfærdige læderbænke står midt i rummet.  Det hele synes tidløst, elegant og dermed klassisk i ordets bedste betydning.  En kraftig kontrast til Hadids beton, men på smukkeste vis i familie med museets hovedbygningen fra 1918.

 

Ophængning

Ophængningen følger et mønster, som jeg håber, bliver forklaret til publikum.

For billedværkerne er hverken placeret efter motiv, efter kunstnere eller i kronologi. Ophængningen er derimod dekorativ og udtryksfuld som en ”blandet buket”. Det skyldes, at Ordrupgaard har nærlæst fotografier af Wilhelm Hansens ophængninger og prøvet at gøre kunsten efter.  Pædagogisk eller oplysende er det på ingen måde, men inspirerende, hvis man blot vil glædes over fortidens billedkunst.

I første rum er de ældste værker fra samlingen, bl.a. et lidt atypisk værk af Ingres med et portræt af den italienske digter Dante. Flere mørke, burleske værker af Delacroix, bl.a. en løve og det berømte portræt af digteren George Sand. Hovedparten af billederne hører dog til den såkaldte Barbizon-skole. Her så kunstnere som Rosseau, Corot og Millet på naturen få årtier før impressionisterne rykkede ud under åben himmel og tog al opmærksomhed. Barbizon-kunstnerne nærmede sig naturens realiteter og blev en fortrop for impressionisterne.

I næste sal, den største, hænger de værker, som mange måske forbinder med ”Den Franske Samling”. Det er bl.a. malerier af Monet og Gauguin.

Heller ikke her er der nogen logik i ophængningen, så man skal være opmærksom og tælle for at forstå, hvilken rigdom de mange Gauguin’er og Monet’er, der hænger på væggene, rummer.

Begge rum har masser af spotlys på værkerne. Men i tredje rum, hvor pasteller af bl.a. Degas og andre kunstneres tegninger er placeret, er lyset dæmpet.  Andagten sænker sig stemningsmættet, for her kræves fordybelse af tilskuerne.

 

Staten som bygherre

Da Ordrupgaard er et statsligt museum, har bygherren været Staten, mens Ordrupgaards ledelse ved Anne-Birgitte Fonsmark har stået for både oplæg og ikke mindst fundraisingen.

Med tilbygningen, inklusive supplement til Hadids betonhus, renovering af de gamle rum og genophængning af hele den danske samling (tidligere omtalt her i kulturkupeen:   https://www.kulturkupeen.dk/ordrupgaard-genaabner-i-to-etaper-lige-nu-med-tal-r-alene-hjemme/    ), fremstår museet nu som genfødt på den smukkeste og mest underspillede måde.

Men en række kultur- og arkitekturpolitiske spørgsmål rejser sig op af jorden derude i det grønne og vil ikke undertrykkes. Det var svært at forstå, hvorfor Ordrupgaard lige efter år 2000 skulle have den meget aparte tilbygning af den kendte arkitekt Zara Hadid. En ufo, en maxi campingvogn eller hvad man kunne kalde den set udefra, mens bygningen indendørs har haft svært ved at manifestere sig som anvendelig arkitektur. Med Snøhetta er det anderledes.

De rum, som nu huser Den Franske Samling, er smukke, underspillede og klassiske. Men hvorfor en tegnestue partout skal skabe en stor skulpturel metalkasse foran den gamle hovedbygning, og med dertil hørende ganske ufarbar adgang til museet, er ikke indlysende. Hvem har i sidste ende færdigforhandlet med arkitekterne? For den nye stålkasse synes mest at alt at gøre det ud for blikfang, og det er der overhovedet ikke brug for. Ordrupgaard var og er nok i sig selv.

Men tillykke til Ordrupgaard, der har fået samlingerne godt hængt op og nu giver de besøgende ikke én, men adskillige og ganske væsensforskellige oplevelser: fransk kunst, dansk kunst, et herskabshjem, Finn Juhls hus, udstillingsrum, børnerum, café og ikke mindst parken.

 

 

Fransk Kunst på Ordrupgaard  –

ny bog af Anne Birgitte Fonsmark.

 

Kommenteret af Ulla Strømberg.

 

Samtidig med genåbningen af museet udkommer en ny bog om ”Den Franske Samling” – museet vægtigste værker, der dog er i konkurrence med den danske samlings mange Hammershøi’er.

Museumsdirektør Anne Birgitte Fonsmark har skrevet den korte, indledende tekst, som redegør for samlingens tilblivelse. Forsikringsdirektør Wilhelm Hansen (ikke at forveksle med musikforlæggeren) var en passioneret kunstsamler, der systematiserede sine indkøb ved at gå i kompagniskab med to andre, Hermann Heilbuth og kunsthandlerfirmaet Winkel og Magnussen.  De dannede et konsortium, som kunne finansiere de mange kunstopkøb. På to år var målet næsten nået. Så allerede i 1918 kunne samlingen præsenteres for offentligheden, der fik adgang en gang om ugen.

København rummede nu tre konkurrerende, store, private samleres værker med  Carl Jacobsens samling på Glyptoteket og Hirschsprungs samling, som var doneret til den danske stat i 1902.

I 1922 krakkede Landmandsbanken og sendte chokbølger igennem det danske samfund. Da Wilhelm Hansen havde optaget lån i Landmandsbanken for at finansiere de mange kunstindkøb, måtte han sælge ud af værkerne efter først at have tilbudt den danske stat hele samlingen for en million kroner. Men der blev sagt nej, hvorefter mange billeder fra den interessante samling i stedet gik til en japansk samler. Det var bl.a. 7 værker af Cezanne, 4 malerier af Gauguin, flere værker af Monet og mange flere.

Samlermanien var dog ukuelig hos direktøren, og et par år efter krakket var der igen en imponerende samling fransk kunst nu med værker af Delacroix og igen af Monet og Pissarro og mere af Degas.

I den lille introducerende tekst samt i de meget korte billedtekster, får læseren et hurtigt overblik over den kunstperiode, som især havde Wilhelm Hansens interesse. Det var i yderkanten fransk kunst med Ingres som repræsentant for nyklassicismen og Delacroix som umiskendelig  romantiker, mens flest værker var fra nyere strømninger som impressionisme og postimpressionisme og en begyndende symbolisme repræsenteret ved værker af Gauguin.   Det seneste – eller ”yngste værk” hvordan man nu anskuer det, er fra 1911, så det må konstateres, at der blev indkøbt med en vis forsigtighed og af ”sikre” kunstnere.

Bogen har så vidt det fremgår afbildninger af hele samlingen. Men desværre mangler der oplysninger om proveniens og erhvervelsestidspunkt – samt mål på værkerne. Det er ellers en vigtig oplysning, for når man ser en tegning på den ene side og et oliemaleri på den næste, kan man nemt blive forvirret over værkernes væsentlighed.  Heller ikke et indeks eller en kronologi over samlingens tilblivelse er taget med. Det er ærgerligt, og gør det svært at få overblik over den på dansk jord ganske imponerende samling.

Bogen er nydeligt trykt på klassisk vis, men lidt for mange billeder, 20 ud af 90 er placeret over et opslag og ”brækker” dermed over. Det er synd, for i en moderne kunstbog er det jo netop billedgengivelserne i farver, der skal skabe ekstra glæde – før og efter et museumsbesøg.

( I 2011 udkom et såkaldt raisonneret  katalog, men det er nok de færreste, som har det ved hånden. )

www.ordrupgaard.dk

www.strandbergpublishing.dk