Anbefaling af Ulla Strømberg.
Oberstinden – produceret af Katusha – spilles på turné.
For få dage siden fik jeg på puklen, fordi jeg ikke kunne se de dybere tanker i en teaterforestilling, hvor tre voksne mennesker hoppede rundt på gulvet som hunde.
Med teaterforeningen Katushas ”Oberstinden” er der ikke noget at tage fejl af. En virtuos monolog om en kvinde klemt op i en krog med en voldelig, nazistisk mand under Anden Verdenskrig. Alternativet var på det tidspunkt en russisk underkastelse.
Forestillingen taler lige ind i vor politiske situation. Men det kunne folkene bag, instruktøren Pia Rosenbaum og scenografen Thomas Kolding, vel næppe have forudset. Men nu står den lille kvindemonolog som et uhyggeligt memento om det, vi oplever lige nu. ”Oberstinden” er en dramatisering af en finsk roman af Rosa Liksom, udkommet i 2018. Dramatiseringen er foretaget af makkerparret Rosenbaum og Kolding.
Teksten er kogt ind og fortæller snapt om en kvinde med ”fire liv”, født lige omkring Første Verdenskrig, opvokset i Finland – og med en uhyggelig hang til Nazi-Tyskland. Hvor nogle finner troede på den sovjetiske socialiststat, hældede denne kvinde, stærkt påvirket af sin fader, mod ”Der Führer” – og det allerede som barn.
Skuespilleren Marianne Mortensen spiller på det lille scenegulv denne kvinde med fuld kraft på alle tangenter. Her er er fortissimo fra første sekund, mens stemme dog går klædeligt ned, nå hun fortæller om barndommen og ungdommen.
Det er imponerende varieret og flot og virtuost spillet, for Marianne Mortensen kæmper i bogstavelig forstand for sin figur. Ellers var det nok heller ikke til at holde ud. Men det må være svært at forsvare denne kvinde. For vi andre tager jo afstand. Heldigvis har hun ingen lig på samvittigheden. Hun er ingen Medea. Men hun har været modtagelig for smiger og opmærksomhed. Og hendes store problem har været lidenskaben og hangen til at have en (stærk) mand inden for rækkevidde. Der ligner hun både Medea, Fædra eller hvad med Lady Macbeth, som sandelig heller ikke var særlig klog!
Oberstindens svaghed over for mænd fører hende til et frygteligt forhold med en 28 år ældre nazistisk oberst, familiens genbo. Han giver hende titel og før ægteskabet også opmærksomhed. Derefter begynder volden og den kontinuerlige mishandling fysisk som psykisk. Men kvinden er også stærk. Efter endnu et fysisk overfald, hvor hun mister det ufødte barn, hun har længtes efter, bliver hun indlagt på en psykiatrisk afdeling Her ender hun med en delvis erkendelse. Hun blev misbrugt af obersten allerede som barn….
Ubemærket er krigen ophørt. Hun genfødes som menneske, men indleder nu et mærkeligt forhold til et dreng, der endnu er barn. Siden hen slutter hendes liv – i en form for fred.
Det er en frygtelig fortælling om menneskelig fornedrelse.
Det er også uhyggeligt aktuelt med den russiske fare, som dengang hang over Finland og fik dele af befolkningen til at tro på den tyske trøst. Men først som sidst er det en beskrivelse af, at vold avler vold og misbrug skaber misbrug efterfulgt af fornedrelse. Kvinders intuitive hang til at underkaste sig mænds dominans i den naive tro, at de er forelskede og ikke kan leve uden en mand, står også soleklart.
Om det er en evig historie, ved jeg ikke. Men det er i hvert fald et uhyggeligt kvindeportræt, som faktisk mod slutningen er ubærligt. Et er, at kvinden går så meget ondt igennem. Da hun samtidigt er ukuelig, ville noget være ok, hvis det ikke var for hendes misbrug af et barn. Her skabes yderligere ubehag og væmmelse.
Alt det får Marianne Mortensen skabt via stemme og krop i løbet af 80 minutter – godt understøttet af en stilfærdig scenografi af Thomas Kolding, med projektioner, hvor et par menneskekroppe tumler rundt. Pia Rosenbaums instruktion er som sådan umærkelig, og ligner snarere en form for musikalsk strukturering, og det er flot.
Vi lever i en tid, hvor de politiske skyer bliver mørkere og mørkere, og hvor kunsten halter halv- eller helhjertet efter. Ved siden af den storpolitiske situation gennemlever kunsten også i disse år en fornyet kønspolitisk orientering, som let kan blive for meget. Men her med ”Oberstinden” er det paradoksalt nok et kvindeportræt, der ikke kun fortæller, at manden som skabning er frygtelig brutal, men kvinden er så sandelig både NAIV og DUM.
Det evige spørgsmål er, om kunsten kan redde verden – altså bare en lille smule?
”Oberstinden” kan i hvert fald bruges til at åbne vore øjne og måske give os erkendelse eller blot gøre os sorgfulde i almindelighed og på kvindekønnets vegne i særdeleshed.
Medvirkende:
Marianne Mortensen
+ indtalte stemmer
Kunstnerisk hold
Pia Rosenbaum: Instruktør
Thomas Kolding: Scenograf og billedkunstner
David Matschofsky: Videodesigner
Oversættelse: Birgita Bonde Hansen
Dramatisering: Rosenbaum & Kolding
Producent: Teaterforeningen Katusha
www.katusha.dk