Teaterkommentar af Ulla Strømberg.
Den gode vilje, Festen, Diktatoren, Enetime, Lampedusa og De danser alene.
Det er tid til at skue tilbage, bladre i de gamle opslag og glæde sig over de gode oplevelser. Dem var der flere af, men ikke mange. Men selvfølgelig kan det kun blive blandt de ca. 150 teaterforestillinger, jeg nåede at se – primært i København med et par afstikkere til provinsen og udlandet, som jeg dog kun sjældent kommenterer.
Et par af teateraftenerne står stærkest:
”Den gode Vilje” på Aarhus Teater. Teksten var af Ingmar Bergman, og en begavet, loyal iscenesættelse af Emmet Feigenberg fik Aarhus Teaters ensemble til at lyse og spille et portræt af en vilkårlig familie på godt og ondt i det 20. århundrede. Fornedrelser, svigt, angst, men også den kærlighed, som jo bandt sammen på Bergmans forældre, om hvem historien handler om. Det var, som når alvorsteatret er bedst, eller som en prædiken juleaften burde være. For hos Bergman er der både noget religiøst og et åndeligt lag.
Samme fornemmelse: at dette er anderledes, dette er et ritual, som skuespillerne kun gennemspiller for dig og din sidemand, var også indtrykket den helt almindelige aften (dvs. hvor publikum selv havde valgt og betalt for at gå i teatret), hvor jeg så ”Festen” som madteater på Republique. Forestillingen var et tilløbsstykke trods de høje billetpriser på over 1000 kr., for man blev beværtet med en 5 retters middag samtidig med et hold skuespillere fortalte og spillede Thomas Vinterbergs historie om den traumatiserede hotelfamilie, som er omdrejningsnøglen i dogmefilmen ”Festen”. Teater Republique har spillet madteater tidligere – ( som jeg ikke har overværet eller spist mig igennem) – men denne forestilling var så logisk, at det var en fryd. Tænk, at nogen kan hitte på at forvandle ord til teater og lade mad blive det væsentlige, dramaturgiske kneb.
Allerede i januar 2017 viste Republique en ganske anderledes og konsekvent version af Shakespeares ”Et Vintereventyr” – spillet i nutidstøj i et glasbur. Men derefter fik Republique ikke lov at være selvstændigt teater længere, og teatret er nu en del af den nye konstruktion Østerbro Teater. Længe leve kunsten, synes Kulturministeriet og dets hjælpere i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab at mene. Det var for svært at styre fem forskellige teatre. Nu er vi nede på fire. Det gav Emmet Feigenberg en velfortjent ny teaterchefstilling på Østerbro, til gengæld kan Pia Jette Hansen, tidligere chef på Østre Gasværk som også bliver en det af det melodiske ”Østerbro Teater”, nu peppe hele den nordkøbenhavnske teatersegment op med sin hittepåsomhed og energi på Bellevue Teatret. H.C. Gimbel fra Republique har derimod for en stund forladt teatrets verden.
Nørrebro Teater fik sig en velfortjent succes med “Diktatoren”. Raffineret, sjovt, underholdende og også skræmmende spillede Olaf Johannesen sig igennem hele Charles Chaplins repertoire i Nikolaj Cederholms instruktion. Sjældent har en filmtransformation været så vellykket.
På de mindre scener brændte ikke mindst Maria Vinterbergs iscenesættelse af Ionescos ”Enetime” igennem her i efteråret .
På Rialto teatret indlogeredes Mammutteatret sig i begyndesen af året med en interessant filosofisk gevækst: ”De danser alene” – om det moderne managementsamfund på baggrund af filosoffen Anders Fogh Jensens tanker. Det ellers ukendte AKUT 360 gæstespillede på Husets Teater med ”Lampedusa”- en tysk tekst om migration, spillet indtagende neddæmpet af Jesper Hyldegaard som en tidligere italiensk fisker, der nu samler døde kroppe op fra havet.
Også det lille engelsksprogede That Theatre havde to pletskud, i al ubemærkethed. Det er som om de større aviser forbigår det lille teater. Men både ”After Miss Julia” og ”Educating Rita” – var begavede forestillinger i den angelsaksiske stil.
Det kongelige Teater er ikke nævnt endnu. Ikke fordi forestillingerne har været ringe – flere af skuespilopsætningerne har været interessante, gennemarbejdede, men ikke så basalt vigtige, at de huskes i lang tid – joh, måske skuespilchefens egen iscenesættelse af ”Lang dags rejse mod nat” – og her på falderebet: det mærkelige monster af en forestilling: ”Pang!”, med Mads Rømer Brolin Tani, som viste en både sjov og provokerende brutalitet.
På børneteaterområdet har jeg ikke været flittig. ”Fucking Åmal” – spillet af Teater Hils Din Mor, med gæstespil på Teater Vestvolden, er skabt på baggrund af den svenske kultfilm og var smuk at skue og lige til at reflektere over – og oplagt diskussionsemne i skoleklasserne – om kærlighed på tværs af og på trods af køn.
Jeg så desværre ikke ”Erasmus Montanus” på Aarhus Teater. Forestillingen skulle have været formidabel og ligeledes ”Rocky” – på Husets Teater. Alligevel må også jeg fremhæve tre nye, yngre mandlige teaterstjerner, som nok vil folde sig yderligere ud i de kommende år: Andreas Jebro, Morten Burian og Mads Rømer Brolin Tani.
Blandt de gamle stjerner var Ghita Nørby en fryd, da hun fejrede 60 års scene jubilæum i ”Sarah”. Forestillingen er lettere irriterende, men Ghita er og bliver en vidunderlig skuespiller. Ligeledes ægteparret Bent Mejding og Susse Wold – de samlede den gamle forestilling ”Kærestebreve” op – og gav den i anledning af Bent Mejdings 60 års skuespillerjubilæum i Sceneriet under Det Ny Teater. Det var smukt og overbeviste endnu en gang om teatrets kraft og mulighed for at pege på nogle helt fundamentale, almenmenneskelige følelser: kærlighed, venskab og livets trods alt begrænsede muligheder!
(Alle omtalte forestillinger, på nær ”Erasmus” og ”Rocky”, er anmeldt på Kulturkupeen og kan findes via indekset.)
