Kommenteret af Ulla Strømberg.
Nytårskoncert i Operaen. 2024.
Festligt, fornøjeligt og fordøjeligt.
Det Kongelige Teater er ved at fange publikums smag. Tre nytårskoncerter i Operaen, serveret på årets næstsidste og sidste dag, har været udsolgt i ugevis. På samme vis har også den gamle ballettraver ”Nøddeknækkeren” og den nye opsætning af musicalen ”Billy Elliot” haft let ved at sælge billetter.
Nu skal jeg ikke lyde som en småfornærmet tante, men det må ikke blive en vane for Nationalscenen kun at skæve til billetsalg, når repertoire og besætning planlægges. For selv om politikerne nu i årevis har ”krævet”, at der også skulle være noget for både yngre som ældre husarer, så har en nationalscene også andre forpligtelser.
Teatret skal sikre det ypperste inden for alle tre-til fire kunstarter (kapellets virke medtaget). Derfor nytter det ikke alene at satse på medvirkende, der er kendte ansigter fra Tv-stationer (Her Annette Heick som konferencier og Frederik Cilius snart i titelrollen i Holbergs Jeppe på Bjerget.) Det Kongelige Teater skal også tage kunstneriske skridt i flere retninger uden at det nødvendigvis bon’er ind på billetsalget. Et dansk publikum er ikke altid indstillet på nye kunstneriske forsøg, men en nationalscene inden for alle kunstarter må alligevel vise flere veje.
Årets nytårskoncert i Operaen, med hele kapellet på scenen og en lille håndfuld sangere, havde et program, der primært satsede på det letbenede, det dansante og det fornøjelige. Derfor var der flere uddrag fra både Franz Lehars ”Den glade enke” (med danske tekster ved Adam Price), fra Strauss’s ”Flagermusen” og fra Offenbachs ”Orfeus i Underverdenen” samt ”La Perichole”.
Men der, hvor koncerten blev interessant og anderledes, var med Berlioz’ ”Romeo og Julie” – en kærlighedsscene (uden sang) og ikke mindst Maurice Ravels “La Valse”. Da var kapellet på hjemmebane under ledelse af Hossein Pishkar. Ikke mindst Ravels vals, komponeret som en hyldest til den gamle valsekonge Strauss, havde en spændende blanding af modernitet og wienervals, som om netop Wien, takket være tv-transmissioner ved nytårstide, er blevet synonym med begrebet Nytårskoncert.
Ved koncerter er kunstnerne ofte iført ”privat tøj” – dvs. herrerne i kjole og hvidt – damerne i selskabskjoler. En bedre koordinering af damernes garderober havde ikke gjort noget, for på en nationalscene må alt godt være elegant og velafstemt uden at være prangende.
Samlet set blev koncerten spillet hjem af ikke mindst kapellet og de modne damer, mezzosopranen Hanne Fischer og sopranen Sine Bundgaard. De kunne deres kram og gav gode øjeblikke til det taknemmelige publikum, der for en gangs skyld var klædt standsmæssigt på.
At gennemføre en nytårskoncert er en fin idé. Folk har tilsyneladende behov for det, uanset at billetpriserne er skruet en hel del i vejret – forberedelserne taget i betragtning. Jeg mindes, at der i ”gamle” dage ofte var premiere netop nytårsaften, men det er en saga blot – vel på grund af arbejdstidsregler m.m.
Stemningen var fin i hele huset. I pausen fik alle publikummer (1600 sjæle) et glas champagne. Men vi lever i en tid, hvor alkohol er på vej ud, og i Sverige er der nul tolerance over for alkohol i trafikken. Derfor til næste år: husk gerne æblemost som en mulighed, når der nu skal være fest.
Hossein Pishkar / Dirigent
Annette Heick / Konferencier
Morten Staugaard / Bas
Hanne Fischer / Mezzosopran
Sine Bundgaard / Sopran
Fredrik Bjellsäter / Tenor
Marlene Metzger / sopran
Anders Kampmann / tenor
Det Kongelige Kapel.
PR fotos af Operaen: Egon Gade.