Nyt bymuseum: Københavns Museum.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

5 stjerner (5 stjerner for ideen, 6 stjerner for renoveringen og 3-4 stjerner for udstillingerne)

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Nyt bymuseum i København.

Det er ikke hver dag, at hovedstaden får et nyt museum. Men efter 6 års ventetid, inklusive halvandet års forsinkelse, åbner Københavns Museum i en spændende renoveret bygning på hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade.

Bygningen er fra 1894, tegnet af Hans Jørgen Holm i den gedigne historistiske stil, som var på mode. Bygningen er i dag en perle i sig selv, og det er bemærkelsesværdigt og beundringsværdigt, at København, der ellers voldbygger overalt og accepterer højhusbyggeri på de forkerte steder, lader byens museum endnu engang bo i et smukt gammelt hus. I 2014 var det Dansk Folkepartis Carl Christian Ebbesen, der beklædte kulturborgmesterembedet, mens den byggeglade overborgmester Fransk Jensen allerede var øverst i hierarkiet. Hvem skal vi takke for initiativet (?), som dog var led i en større, ikke så synlig, plan om en kulturakse midt igennem København!

Det har ikke været billigt, i øvrigt. Københavns Kommune har selv brugt en kvart milliard kroner på flytningen af bymuseet, heraf 167 millioner kroner til et magasin i Høje Taastrup. Det er vigtigt, for det nye Københavns Museum fremstår nu som en eksklusiv, minimalistisk showcase med kun ca. 425 genstande til skue.

Bygningen er blevet smukt restaureret og står med stilfærdige ornamenter i lofter og ikke mindst med Agnes Slott-Møllers markante skønvirkeglasmosaikker, som viser tilbage til husets første funktion: Overformynderiet.  Her blev umyndige og bortblevne statsborgeres formuer forvaltet af det offentlige. I midten af 1900-tallet overtog Rådhuset hjørnebygningen, og det siges, at det i dag så smukke indgangsparti var karrygult, da der i en årrække var lønkontor.

 

Bygningen rummer 1200 kvadratmeter udstilling. Stueetagen indeholder plads til særudstillinger, som her ved åbningen er bygget op omkring københavnermaleren Paul Fischer. Det er jo ham med de varme malerier fra bl.a. Højbro Plads og ham, som vel er skyld i, at vi stadig husker, hvordan en københavnsk blomsterpige og en fiskerkone på Gl. Strand så ud.

Denne særudstilling viser sig at være meget anderledes end de permanente opstillinger på de næste etager

For i Fischer-udstillingen har kuratorerne fået lov at boltre sig i både ord og billeder. Den megen tekst sætter på udmærket vis malerier og tegninger ind i en større, kulturhistorisk sammenhæng.  At der så er lidt for mange billeder, der ikke fremmer overblikket, er vel ok. Ophængningen fungerer, selv om væggene er propfulde, mens de lyse stigevægge i træ står i stor kontrast til resten af huset. Særudstillingen kommer derfor til at virke som et fremmedlegeme.

Ovenpå er der permanente opstillinger i stål og grå nuancer. Rummene synes skrællet ind til muren, men fremstår æstetisk rent som ramme om de meget minimalistiske udstillingstableauer.  Ikke uden grund er det nævnt flere gange, at museet har fået det nye, store arkiv/lager. Det tror pokker, for der vises kun ganske få objekter. For få genstande efter min gammeldags smag. Der mangler udstillingsgenstande! Ligeledes er teksterne kogt ned til det næsten absurde. Jeg bed mærke i en planche om Det Kongelige Teater i et ellers tomt rum, kun med en moderne tegning af et gadenet med relation til Søren Kierkegaard. En kort tekst fik samlet to hundrede års teaterhistorie til 5 linjer, men så blev Trykkefriheden også den indirekte årsag til, at teater kan underholde folket i en bygning fra 1874 – selvfølgelig uden arkitektnavn. Dahlerup nævnes ikke og heller ikke Eigtved i forbindelse med planchen om Amalienborg som kongelig residens. Igen er teksten absurd kort og får koblet elementer sammen, der ikke har meget med hinanden at gøre. (Jeg er efterfølgende blevet gjort opmærksom på, at teaterrummet ikke er færdigmonteret, så måske kommer der uddybende forklaringer.)

Brokvartererne har fået deres egen afdeling. Igen sammentrængt på smukke plancher, men uigenkendeligt. Intet om den sorte firkant – intet om et levet liv, men kort og årstal i smuk, grafisk udformning.

Via den velbevarede trappe når man op til øverste etage og kommer ind i et ganske modernistisk rum med en kridhvid model af København i dag. Som hvid lilleputby tager København sig smukt ud, men gold, og ligner slet ikke den by, jeg gik i tidligere samme dag med knuste ølflasker og gammelt papir på H.C. Andersens Boulevard. Næh, modellen er en utopi, som har nogle små lys, der kan ses, hvis man trykker på de rigtige knapper. Også en løbende blå linje kan vise byens udbredelse.  Men jeg er vist ikke den eneste, der stadig tænker på den gamle model, som stod ude på Vesterbrogade. Der kunne man fornemme byens format, selv om det var fortiden, man fik serveret.

Måske har museet arbejdet med flere hold museumsfolk, der ligefrem skulle konkurrere med hinanden? Det virker mærkeligt, at der er så stor forskel på særudstillingens æstetik i stueetagen og de permanente opstillinger ovenpå. Den ene etage fuld af liv – de øverste etager anæmiske, men smukke.

Men det er i sidste ende publikum, der  skal afgøre stedets funktionsduelighed!

Københavns Kommune har i hvert fald gjort sit til, at en gammel bygning er blevet transformeret om til et moderne museum, og det må vil da takke for.

Næsten 50 millioner kroner har museet (Københavns Kommune) modtaget af private fonde for at kunne gøre udstillingerne så fine og måske også elegante som muligt. Med lidt smart hovedregning kan man nå frem til at, der er brugt ca. 300 millioner kroner på de ca.1200 kvadratmeter, der møder publikum, og det bliver til en udstillingskvadratmeterpris på ca. 250.000 kr.

Efterskrift:

For sandhedens skyld skal jeg dog oplyse, at museet selv efterfølgende har meddelt, at de opregner udgifterne på en helt anden måde og kan derved nå frem til en meget lavere udstillingskvadratmeterpris.

www.cphmuseum.kk.dk.

Der er til Fischer-udstillingen kommet et læse- og publikumsvenligt katalog, men museet har endnu ikke fået en ny introduktionsbog.