∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Nye tider på Folketeatret.
Imponerende spil af alle medvirkende i nyere amerikansk stykke.
Med Ulla Henningsen og Waage Sandø i front som ægteparret med 50 år under samme tag er udgangspunktet mere end godt i Folketeatrets nye ”feel good – feel bad” forestilling. Men teksten er bare ikke interessant nok, selv om instruktøren og teaterdirektøren Kasper Wilton har gjort, hvad han kunne for at gøre spillet præcis og i begyndelsen og igen mod slutningen så underholdende, at publikum klukler indforstået.
Den 49 årige universitetsuddannede dramatiker, Bess Wohl, med kun en fåtal skuespil bag sig, har tilsyneladende ikke så meget at byde på, men har, som enhver anden litterat, ladet sig inspirere af de store forbilleder, som har beskrevet triste ægteskaber. August Strindberg i ”Dødsdansen” og O’Neill i bl.a. ”Lang dags rejse mod nat” for blot at nævne et par af mesterværkerne.
At Kasper Wilton i det digitale program kan nævne de store dramatikere for snart 30-40 år siden, Ayckbourn og Norén, gør det ikke bedre. Hvorfor ikke prøve at spille dem igen, for deres replikker, som jeg husker dem, var isprængt den dobbeltbundethed, som gør teater interessant og unikt.
I åbningsscenen dækker det modne ægtepar bord, som var det en gennemkoreograferet ballet – de kan bare samarbejde! Så det kommer som et chok, at hun, hustruen – Ulla Henningsen erklærer: ”Jeg vil skilles”.
Han gør ingenting. Så komme de voksne børn og svigerdatter og skal have en forklaring. De opfører sig som forladte unger, mens svigerdatteren, der er professionel terapeut, prøver med fagets mest tåbelige redskaber: Hold hinanden i hånden etc. En desværre lang og ret overflødig scene viser den yngste søn, dramalæreren, samle en tilfældig mand op og tage ham med hjem i forældrenes hus. Det går ikke godt, og alt for mange detaljer flyver igennem luften. Måske skal der være sådan en scene for at blive ”kendt i USA” som dramatiker, – men det forstyrrer med en lang uinteressant sidehandling.
Hvordan ægteparret i den nytilflyttede ældrebolig får has på fremtiden, skal jeg ikke afsløre.
Men stykket giver god plads til, at Ulla Henningsen hen igennem forestillingen kan udfolde og nuancere denne bestemte og dog lettere undertrykte moder, der aldrig har haft sin egen bankkonto. Waage Sandø har mindre spillerum, men agerer neddæmpet og slet ikke som Big Daddy (jvf. Kat på et varmt bliktag) men derimod som en flink familiefader, der i panik over at blive smidt ud klamrer sig til både sin stol og sin toaster.
Stykket giver også fine udfoldelsesmuligheder for Marie Sandø Jondal som svigerdatteren, Kasper Leisner som advokatsønnen med penge og Kim Hammelsvang som den indeklemte søn, der næppe kan klandre forældrene for, at han blev bøsse. Sonja Oppenhagen får lov at udfolde sit komiske talent som kvinde Carla, der bliver tændsatsen til hele miseren.
Camilla Bjørnvad har skabt en delikat kulisse – en strømlinet ældrebolig, som fungerer, mens kostumerne næsten er lidt for naturalistiske.
I Henrik Lykkegaards mundrette oversættelse gik forestillingen hjem hos det midaldrende publikum lørdag eftermiddag, dagen efter premieren. Og spillet giver måske grobund for nye samtaler i gamle, slidte ægteskaber. Og det er ikke at kimse ad.
Kunstnerisk hold
Medvirkende
Bill: Waage Sandø
Nancy: Ulla Henningsen
Carla: Sonja Oppenhagen
Ben: Kasper Leisner
Jess: Marie Sandø Jondal
Bob: Kim Hammelsvang
Tommy: Adam Schmidt
Originaltitel: Grand Horizons
Manuskript: Bess Wohl
Instruktion: Kasper Wilton
Scenografi og kostumer: Camilla Bjørnvad
Oversættelse: Henrik Lykkegaard
Dramaturgi: Ninette Mulvad
Lysdesign: Lars Schou
Lyddesign: Steen Larsen
Teaterforlag: Nordiska ApS