Af Ulla Strømberg.
Nye måder at gå i teatret på. I aften livestreamer Team Teatret i Herning premieren på et nyt dansk stykke ”Mombie” – om en kvindes dilemmaer.
Det er imponerende, hvor aktive og opfindsomme mange danske teatre er lige nu.
Team Teatret vil ikke stå tilbage og live streamer en helt ny forestilling i aften, onsdag d.27.1. og igen på fredag d.29.1.
I modsætning til Aalborg Teater, som i lørdags med helsides avisannoncer kunne indbyde alle danskere gratis til ”Tine”, nok takket være en række fonde, må Team Teatret tage ”entre”. Det betyder også, at man faktisk skal planlægge besøget.
Team Teatrets tilbud lyder nu spændende og er afgjort et forsøg værd, blot til 85 kroner (for hele familien) og lige nu er der jo ikke så meget andet at bruge penge på.
”Mombie” er ny dansk dramatik af Jeanette Munzert, Anne Zacho Søgaard instruerer, Turkman Souljah står for musikken – og alene han er alle pengene værd, skulle jeg hilse at sige fra en fan (mig). Laura Rasmussen er scenograf.
Jeg ved ikke så meget om forestillingen, og det er desværre flere år siden, jeg har besøgt Team Teatret – men selv skriver teatret:
”Mombie” er helt ny dansk dramatik om livet især som kvinde i starten af 30erne, men også som moderne familie. En forestilling, som vi kalder en tragikomisk gyser, hvor voksne zombieagtigt forsøger at finde deres pladser i en verden af søvnunderskud.”
Vi følger en “mombie” og hendes alter ego, der sammen sætter ord på alt det, kvinden siger og ikke siger, tænker, men ikke tør tænke. Alle bekymringerne, overvejelserne, drømmene, glæderne og sorgerne.
Mød vores travle hovedperson, spillet af Line Vejgaard Kjær. Hun har travlt med at være mor, karrierekvinde, partner, husalf – og gerne lidt anderledes end andre kvinder.
Forældreskabet vokser, forholdet knager og svigermor, den ældre generation, banker insisterende på fra en anden verden.
Hvordan klarer vores kvinde alle kravene? (…) Og hvad med manden? Han kæmper også med at finde sin plads i den nye verdensorden.”
Medvirkende: Line Vejgaard Kjær, Marie Vestergård Jacobsen, Hanne Windfeld og Stig Reggelsen Skjold
Dramatiker: Jeanette Munzert
Instruktør: Anne Zacho Søgaard
Komponist: Turkman Souljah
Scenograf: Laura Rasmussen
Kostumier: Malene Redder
Producent : Team Teatret
Der live streames kl.19.30. Teatret lover, at der er nedtælling de sidste 10 minutter før start, hvilket er en rigtig god idé. Men husk altså at købe billet.
Støt ikke mindst de mindre danske teaterscener, det er der brug for i disse tider.
Gå ind på teatrets hjemmeside og køb billet: