∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Sylfiden på Det Kongelige Teater.
Den ny ”Sylfiden” i neoromantisk univers sejrer over tidens tristesse.
Hvilken aften! Man kan ikke andet end være dybt taknemlig over at få lov at se levende ballet på Gamle Scene, efter at Mette F. fredag havde deklareret nye stramninger. Men teatrene vover pelsen, og vi med, dog iført mundbind og evigt afsprittede hænder.
Oprindelig, ved repertoire-fremlæggelsen, var jeg lidt skuffet. Nu skulle Nikolaj Hübbe for tredje gang i sin regeringstid som balletmester sætte en ny ”Sylfiden” op, mens hele det klassiske balletrepertoire jo lå og ligger lige til at plukke.
Men al tvivl er blevet gjort til skamme: denne nye opsætning er ikke en stileøvelse for balletmesteren, den er en gave til publikum – og til danserne. Og inden jeg kommer til det visuelle, som bærer en pæn del af æren, må danserne fremhæves. Uden de perfekte dansere ville der jo ikke være noget at skrive hjem om.
Ida Praetorius indfrier alle forventninger. Mere sart, mere sitrende og samtidig mere ungpigeglad i de rette øjeblikke har jeg aldrig oplevet. Så smukt og yndefuldt danset og fortolket. Hun er det fru Heibergs moder kaldte for ”et væsen”( udtalt med F).
Denne let nervøse og ”åndelige” tilstedeværelse honoreres til fulde af James, danset på premiereaftenen af Jon Axel Fransson. Der er fuld psykologisk dækning hos ham for denne James, som om ikke burde i gabestokken, dog høre nogle borgelige ord, fordi han smuttede ud i skoven på sin bryllupsdag med en anden kvinde! Her er det vist en omvendt #MeToo, når brudgommen fornægter bruden!
Men heldigvis står der jo en forelsket og giftelysten Gurn, danset flot og myndigt af Benjamin Buza, som lynsnart får friet til den bundulykkelige Effy, sjovt og fint karakteriseret af Stephanie Chen Gundorph.
Hele holdet giver, hvad de har af følelser og tillige trin og herrespring – som dog på premiereaftenen måske ikke nåede de højder, som mange af de modne tilskuere nok husker er muligt hos Bournonvilles herrer. Selv glemmer jeg aldrig Erik Bruhns James, som måske var hans afskedsdans i København. Han blev i springene hængende i luften. Det skal nok komme hos de nulevende herrer, når premieren er overstået. Talentet mangler ikke.
For selvfølgelig er der rent dansemæssigt en arv, der skal løftes. Med dette hold med Ida Praetorius og Fransson kan alle være tilfredse. I øvrigt er det sjovt at se den endnu unge Kizzy Matiakis som den onde Madge, der krumbøjet og knoglet, dirigerer intrigen. Flot og faretruende gives nye fortolkningsmuligheder.
Denne nye ”Sylfiden” har intet hengemt over sig. Det havde såmænd heller ikke den seneste fra 2014 – iscenesat af Hübbe med Bente Lykke Møller som scenograf. Den var grå i gråt med en dandy-looking Madge og i øvrigt ikke så meget som en lille rødternet kilt iblandet skiftende Sylfider og James’er, der ikke altid bidrog med fuld indlevelse. Nu er den version fortid! Queer er afløst af en kollektiv stræben mod et måske uopnåeligt drømmeunivers.
For den nye ”Sylfiden” rammer lige ned i en længselsfuld 2020 drøm i al sin senromantiske atmosfære. Tiden er rykket fra 1836, hvor Bournonville havde premiere på sin version af Pariseroperaens “Sylfiden”. Her i 2020 er det mere slutningen af 1800 tallets billedkunst, Arts and Craft og Præraphelitterne, der lurer som inspirationskilde – under overfladen. Det er fint og lige i tiden nu.
Med de to scenografer Mia Stensgaard og Anja Vang Kragh har Hübbe trygt kunnet beordre følsomhed, flæser og fortid. Samtidig kunne han gå ud fra, at de dygtige damer ville oversætte det til et nyt univers. Sandelig om ikke den skotske historie fremstår som en blanding af William Morris i fri maxifortolkning – suppleret af H.C. Andersen klip – udsat for pudderfarvede projektører, som relaterer til flere franske og italienske modehuse.
Kostumerne følger trop og synes så rigtige, at man ikke i første omgang bemærker detaljerne, men de er simple, ikke mindst overdelene på skovsylfidernes kjoler, men der er masser af tyl.
Programmet fortæller interessant om scenografernes arbejde med print og belysning. Hvor det fungerer effektivt. Først er man hensat til en tung skotsk borg med grønbrune draperier i den engelske stil. Ind kommer de smukkeste kilteklædte herrer og bondepiger i afstemte klantern. Herrerne i traditionelle kilte, mens damerne har mere strutskørt og på toppen nysselige hatte. Men tæpperne kan noget ekstra ved gennemlysning og dermed forandres lokaliteterne. I anden akt i skoven er det ren lyserød idyl, som dog kan ændres med klart spotlys. Lyset skifter hen ad vejen, stemningen med, og imens kæmper og vinder Det Kongelige Kapel med David Levi som dirigent over H.S. Løvenskjolds ganske uskotske partitur. Denne aften spilles med en kraft og i et tempo, så man ikke et sekund falder hen.
Mange gange er ”Sylfiden” kun en del af et helt balletprogram – men ikke i denne corona-tid, hvor man jo helst ikke vil ud i foyeren for mange gange.
Så tak til Balletten og også til Nikolaj Hübbes utålmodighed. Han har nu fået en ”Sylfiden”, der må kunne holde nogle år. Det fortjener både publikum og danserne.
Der er i øvrigt totalt udsolgt til de få aftener ”Sylfiden” er programsat. Det vil være klogt og publikumsvenligt at lade balletten få plads nogle ekstra aftener. Publikum vil elske det.
Koreografi: Nikolaj Hübbe, efter August Bournonville
Musik: H. S. Løvenskjold
Scenografi og kostumer: Anja Vang Kragh
Scenografi og kostumer: Mia Stensgaard
Lysdesign: Åsa Frankenberg
Dirigent: David Levi
Premiereaftenen, d.24.10.2020.
Ida Praetorius /Sylfiden
Jón Axel Fransson /James
Kizzy Matiakis /Madge
Andre aftener:
Wilma Giglio/Sylfiden
Caroline Baldwin/Sylfiden
Andreas Kaas/James
Jonathan Chmelensky/James
Esther Lee Wilkinson/Madge
Det Kongelige Kapel