Menu Luk

Ny balletfestival: København Danser: San Francisco Balletten.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Ny balletfestival: København Danser: San Francisco Balletten.

København har fået en ny festival – og ovenikøbet med dansk titel: København Danser.

Flot gået af solodanser ved San Francisco Balletten Ulrik Birkkjær og producent Thomas Mieth, som er de to iværksættere og ledere.  Med fem opførelser i Østre Gasværk åbner festivalen med dansere fra den amerikanske vestkyst. Festivalen fortsætter i Østre Gasværk om en lille måned med overskriften Pina Bausch.

Her ved begyndelsen til en ny epoke i en fuld gasbeholder diverterer danserne med et flot og meget broget program, der både byder på bravurdans fra den klassiske russiske ballet Korsaren (i Petipas koreografi) og Balanchine-trin med Tchaikovsky-toner og helt moderne dans til båndmusik og lyde.

Mest spændende bliver det, når musikken også er live med de to charmerende danske musikere Alexander MCKenzie og Niklas Walentin. Også den danske sanger Silas Bjerregaard med guitaristen Carl-Erik Riestra på guitar giver ekstra dimensioner med sangen Starry starry Night af Don Mclean fra 1971 med titlen Vincent til en ny ballet for to herrer med Ulrik Birkkjær og Esteban Hernandez skabt af Myles Thatcher. Her bliver det ganske bevægende og lever til fulde op til pride-tiden med accept af alle menneskers ret til at finde deres egen identitet.

Publikum var henrykte denne torsdag aften og slugte hele programmets i alt 9 forskellige balletter. Programmet kan nemlig tilfredsstille de fleste, for er man træt af de stive kostumer til  Balanchine er næste punkt måske med joggingdragter og flerfarvede sokker.

Mest amerikansk denne aften er vel Jerome Robbins ”In the Night” fra 1970, skabt til New York City Ballet, og her med McKenzie  ved flyglet med Chopins noder. Robbins balance imellem klassisk og modern dance og tillige med indbyggede psykologiske barrierer  bliver nok programmets højdepunkt. Men  hvert nummer – på tåspids eller i pastelfarvede sokker  – har sin berettigelse. Og danserne er bare gode, meget effektive, i ordets bedste betydning.

Derfor kvitterer jeg med stor applaus til de to arrangører og håber, at de økonomiske støtter i form af fonde vil være trofaste og sikre, at festivalen kan leve og sende internationale balletkompagnier til Danmark hvert år.

Publikum skal selvfølgelig også støtte op og være tilstede. Billetterne er ikke billige, men sådan er det jo med det private initiativ:

Der danses igen fredag d.3.9. og to gange lørdag d.4.9. og sidste gang søndag d.5.9. Er man til ballet – er gæstespillet ikke til at undvære.  

København Danser

Første gæstespil: San Francisco Balletten

Medvirkende bl.a.: Ulrik Birkkjær, Joseph Walsh, Frances Chung, Misa Kuranaga, Angelo Greco, Sarah van Patten, BabaTunji Johnson, Nikisha Fogo, Sofiane Sylve, Carlo di Lanno, Maxwell Cauthorn, Isaac Hernandez, Esteban Hernandez
Producenter: Ulrik Birkkjær, Thomas Mieth

Komponist Tchaikovsky, Chopin, Willems mfl.
Producent: København Danser
Arrangør: Østerbro Teater

www.kbhdanser.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *