∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Nolde og Kirchner på Statens Museum for Kunst.
Statens Museum for Kunst serverer begavet, men også lidt besværlig udstilling om Nolde og Kirchner: Ekspressionisme og kolonialisme.
Undskyld, undskyld, undskyld. Den nye tendens inden for billedkunsten, og såmænd også hvad angår andre kunstarter, er at undskylde, men ikke gemme bort. Billedkunstnere har igennem århundreder måske levet på kanten af det, vi i dag vil finde moralsk forsvarligt. Picasso behandlede sine kvinder dårligt, men han malede underskønne værker af dem, jf. seneste Picasso-udstilling på Arken. Paul Gauguin levede et liv som herremand langt væk fra Danmark, hvilket Glyptoteket fremhævede i en udstilling sidste år.
Emil Nolde, Tänzerin (Danserinde), 1913 Städel Museum © Nolde Stiftung Seebüll Foto: bpk / Städel Museum.
Nu tager Statens Museum for Kunst den tysk/danske maler Emil Nolde frem i selskab med den tyske Ernst Ludwig Kirchner. Hensigten med udstillingen er at fremhæve de tendenser, der var i ikke mindst det tyske samfund imellem 1910 -1918, hvor Tyskland endnu var en kolonimagt, og hvor interessen for det eksotiske og antropologiske toppede. Overalt i Europa vistes de såkaldte ”menneskeudstillinger”, hvor menneskelig diversitet blev udstillet: den skæggede dame og eksempler på oprindelige folkeslag etc. Nu, mere end 100 år efter er folkestemningen vendt, og vi er ganske sent blevet skeptiske over for kunstnernes ”udnyttelse” af det anderledes – og herunder kunstnernes fascination af oprindelige kulturer.
Der er mange afbildninger af sensuelle og afklædte kvinder, der er næsten ikke andet. Kvinderne sidder med spredte ben, vrider sig, vånder sig eller bare står som steler. Kirchner er den mest kropsnære, og han har også en mindreårig model med. Det bliver aldrig mine yndlingsmotiver, og måske en dag bliver det også forbudt, ikke mindst hvis kvinden er mørk, eller hun blot er et barn. Men endnu fører kunstmuseerne sig altså frem ved både at sige undskyld og så udstille, hvad der er forkasteligt. Nogen vil nok kalde det for dobbeltmoral.
Både Nolde og Kirchner fandt inspiration i de tyske kolonier, som lå i Afrika og på stillehavsøgrupperne. Den tyske kolonitid var i øvrigt kort: begyndte ved grundlæggelsen af det tyske kejserdømme i 1871 og sluttede straks efter Første Verdenskrig.
Udstillingen ”nøjes” med at kredse om afbildninger af eksotiske og fremmedartede motiver hos de to kunstnere og sætte det i relief til den aktuelle diskussion, som også berører de genstande, som blev hjembragt dengang: Var det tyveri, og bør genstandene leveres tilbage? Derved smutter udstillingen fornuftigt nok uden om at skulle tage stilling til Emil Noldes sympati for den nazistiske tankegang, som han trofast fastholdt indtil slutningen af Anden Verdenskrig.
Udstillingen ønsker med sit sigte at vise sammenhængen imellem antropologiske undersøgelser, herunder de genstande som opdagelsesrejsende dengang bragte hjem til museer, og så den billedkunst, der blev inspireret deraf. I katalogets meget gennemarbejdede, men overraskende korte artikler tages der kraftig afstand fra det hele. Derudover suppleres på udstillingen med aktuelle udsagn fra bl.a. den nigerianske kunstner Enotie Ogbebor, der arbejder for at få hjemført bl.a. de berømte Benin-skulpturer, der blev hentet i Afrika af en såkaldt engelsk straffeekspedition i 1897.
Emil Nolde tog på en officiel undersøgelsesrejse i 1913 til Østen i selskab med sin kone Ada og flere videnskabsmænd. Efter seks måneder vendte de hjem med mange malerier, skitser og fotografier og diverse genstande m.m. I en artikel i kataloget understreges det flere gange, at Nolde såmænd ikke vovede sig så langt væk fra de civiliserede steder. Større var hans nysgerrighed ikke.
Den i Danmark måske mindre kendte kunstner Kirchner rejste ikke ud i verden, men nøjedes med at blive inspireret af de hjemlige kulturhistoriske museer i Berlin og Dresden, der viste den fascinerende og ukendte tredjeverdens kunstneriske udtryk. I det hele taget levede han sig ind i den fremmedartede verden og indrettede sit atelier med møbler og genstande, som kunne inspirere ham til at skabe værker, som om han boede midt i det hele. Lidt opium hjalp vist også på fantasien.
Udstillingen konfronterer ikke de to kunstneres værker, men lader dem få hver deres rum for igen er det ikke det billedkunstneriske, som er hovedpointen.
Udstillingen er mere end politisk korrekt, men man forstår, at samarbejdsmuseet i Holland, Stedelijk Museum Amsterdam, ikke vil vise de genstande, som blev erhvervet af vestlige museer for mere end 100 år siden. Netop diskussionen om ”tyveri” i forbindelse med Benin-kulturens værker blev forleden omdrejningspunktet i en stor artikel i Politiken som optakt til udstillingen.
Følgetekster på plancher m.m, er også meget oplysende og forklarende, men tangerer det pedantiske, hvilket måske kan afskrække nogen. Samtidig er det også svært for et museum at bevæge sig ind på et område, hvor der kan ligge mange skjulte bomber. Derfor må man samtidig rose museet for at vove et øje.
Udstillingen er ikke behagelig, men den er begavet, oplysende og eftertænksom. Og det er jo ikke så dumt.
Hovedkurator er overinspektør Dorthe Aagesen.
Åbner 21.4.2021. Udstillingen skal efterfølgende vises på Stedelijk Museum, Amsterdam.