∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
John Neumeier II.
Odyssee af John Neumeier, danset i Hamburg.
For at varme op til John Neumeier-gæstespillet i maj 2024 tog jeg til Hamburg og gik i Hamburgischen Staatsoper, hvor Hamburg Ballett John Neumeier hører hjemme.
Det var på alle måder en god oplevelse. Et flot operahus med hvide marmorgulve og plads i foyererne, hvad der dog ikke var behov for. ”Odyssee” blev danset uden pause i 2 timer og 15 minutter. Det velopdragne og kultiverede publikum sad plantet og koncentreret og fulgte den både konkrete og abstrakte ballet.
Det var en nyindstudering af balletten, der oprindelig havde urpremiere i 1995 og blev skabt på bestilling og i samarbejde med Megaron, Athens Concert Hall. Med musik af den græske komponist George Couroupos og scenografi af Yannis Kokkos synes værket meget ”græsk” og universelt.
Den Kongelige Ballet i København dansede ”Odysseen” i 2002 og drog ovenikøbet på danmarksturné med forestillingen. Måske var der indlagt pause dengang – og balletten blev betegnet som en kraftpræstation af korpset på Kongens Nytorv.
For få uger siden genopsatte John Neumeier ”Odyssee” balletten i Hamburg og ser den i dag som mere aktuel end nogen sinde. Og man kan kun give ham ret.
For historien om Odysseus’ hjemrejse, som den kendes fra Homers ”Odysseen” handler om Odysseus vilde færd, der såmænd ikke er mindre farefuld end den krig, Odysseus har lagt bag sig.
Selv har Neumeier sagt, at han netop som ung amerikaner oplevede Vietnam-krigen og ser uhyggelige paralleller – også til vor nutid, hvor krigstruslen er rykket meget nær. Neumeier erkender også, at hans version af den farefulde rejse er anderledes end hovedparten af hans koreografier. Netop derfor har han været taknemlig for at nå at genopsætte værket i sit sidste år som chef i Hamburg.
Hele kompagniet i Hamburg er flot dansende, harmonisk og brutalt på en og samme gang.Denne dualisme går hånd i hånd igennem hele værket, Selv om ikke mindst herrerne på scenen er fulde af kraft og kampgeist. Men det er også en ballet med mange lyriske passager, som dog afbrydes af voldsomme kraftudfoldelser som en materialisering af de urimelige voldsudfoldelser, som fandt sted og finder sted i verden.
Neumeiers version følger til dels Homers tekst, men som tilskuer bliver man nødt til at skippe den fortsat fortællende linje, for der er jo ingen tekst at lytte til og at ”oversætte” hver passage kan være vanskeligt. I stedet skal man lade sig indhylle i de ofte meget smukke billeder og blot erkende, at heller ikke i kunstens og gudernes verden kan alt være idyl.
Scenebilledet er smukt med nogle forskellige henvisninger til en antik spilleplads. Dog er der en øvre balkon i hele scenens bredde (der kan guderne iagttage forløbet, måske) samt en tangent, en smal spilleplads, der går ud i tilskuerrummet. Samtidigt er der en gigantisk halvcirkel, som en sol eller måne, der er hejst ved fra loftet ved scenen.
Lyset er ofte skarpt, og kostumerne skaber en meget spændende balance imellem fortid og nutid, nogle i gevandter – andre i blue jeans eller uhyggelig soldatermundering. Der er simpelthen så mange detaljer og fortolkningsmuligheder, som dog synes næsten indlysende.
Et besøg i operahuset i Hamburg er også et kærkomment gensyn med Ida Praetorius, som har den ene af de store kvindelige hovedroller som Pallas Athene. Smukt og elegisk danset. Man må altså konstatere, at man skal til Hamburg i disse år for at opleve Ida Praetorius’ unikke sceniske nærvær og dansekaliber.
Når Havet bruser, er det med koboltblå store, vidde skørter, der hvirvler om de kvindelige dansere, og når volden truer, er mændene i camouflage-bukser.
Odysseus, danset af Alexandr Trusch, ligner alt det, man forstår ved en kriger og en mand, der går til kanten – og slet ikke en romantisk balletdanser. På den måde er ”Odyssee” som ballet også med til at udvide definitionen på dans og ballet. Via trin og musik kan man faktisk godt skabe følelser og fornemmelser, der måske ikke i første omgang kan oversættes til konkrete ord.
Hvor Homers Odysseen er på 24 sange, er Neumeiers fortæIling samlet til 18 historier eller billeder, som der nøje er gjort rede for i programmet. Men det er først ved et gensyn eller flere, at man kan begynde at dissekere og aftvinge direkte og konkrete fortolkningsmuligheder i de enkelte passager, ved første møde er det blot et følelsesmæssig rejse, som musikken i høj grad understøtter.
Jeg kunne naturligvis ikke lade være med at lede efter noget i denne ballet af John Neumeier, der kunne ”krænke” mig, og det nærmeste jeg kom var kyklopen, der her fremstod som en stor enøjet, næbet, fjerrig fugl. Er det synd for fuglene? Der var ingen protester i salen i Hamburg.
NB se tidligere artikel om Gæstespillet i Tivoli fra d.16.-18. maj 2024.
Music: George Couroupos – Commissioned Score by The Hamburg State Opera
Choreography and Staging: John Neumeier
Set and Costumes: Yannis Kokkos.