∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Et sansebombardement i lyd og lys, mens vi fornemmer, at verden er ved at ændre sig. Farverne og alt andet er under evig forandring, og måske forsvinder de og vi til sidst?
12 sange. 12 lydbilleder. 12 landskaber. 1 planet. Endnu et fælles projekt imellem Hotel Pro Formas Kirsten Dehlholm og Letlands Radiokor. Denne gang gælder det en klimaadvarsel eller et budskab, for NeoArctic synes at sige: Pas på, verden ændrer sig, og det er vores egen skyld. For vi står jo blot måbende og ser på.
NeoArctic kan opfattes som et klimaoratorium for tolv stemmer om den globale forandring. Smukt at lytte til, mens bølger af sanseindtryk strømmer én i møde. Rent visuelt en lise, på trods af, at billederne ofte kan opfattes som mere faretruende end beroligende. Musikken skaber ind imellem en suggererende rytme, som giver billederne øget dynamik. Men det er ikke en lineær fortælling eller et supplement til den tidligere vicepræsident Al Gores klimabudskab. Dertil er forestillingen for lidt konkret. For en stor del af de 80 minutters bombardement med klare, til dels uforklarlige billeder lysende for øjnene af os i et skiftende tempo, informerer ikke, men siger snarere, hov, stop, vent!
Billederne er overvældende, fordi de i evig bevægelse kastes op på et enormt blødt gardin, som oven ikøbet kan sænkes. Det giver en tydelig stoffornemmelse, men selvfølgelig også en understregning af, at vi er på et teater! Virkelighed er det ikke.
Pressebillede.
Forfatteren Sjön har skrevet en velfungerende digtcyklus, som synges på engelsk og vises som overtekster. Fint sammen med musikken af Andy Stott og Krists Auzsnieks. Musikken er indspillet på bånd og er i ligeså høj grad et lydspor suppleret af mange forskellige atonale og mekaniske lyde, som det levende kor på scenen synger henover.
De sakrale stemmer understreger poesien, som ligger i teksten, der vises som overtekster. Så mere mystisk er der heller ikke.
Men ingen forklaring på hvorfor det er gået, som det er. Temaerne, tableauerne, sange har følgende overskrifter: Plastic, støv, mudder, mineraler, uendelighed, åndedræt, turbulens, chancer, elektricitet, temperatur, syn og farver. Som det fremgår, er der ingen logisk lineær fortløbende op- eller nedadgående kurve. Vi er ikke på vej mod dommedag. Tværtimod. Men alligevel omhandler denne tilfældige håndfuld temaer den kritiske klimasituation, som bliver mere nærgående, når vi ser på isbjerge og indlandsis – selv om det er i en artificiel form.
Pressebillede.
I rigtig Hotel Pro Forma stil står sangerne som stenstøtter eller går rundt på scenen iført kuttelignende kostymer med forskellige associationer til henholdsvis polarforskere, dovregubbekongen og andre figurer fra en moderne arktisk mytologi. For det er en beretning løftet nogle lysår op fra jorden, og alligevel er sangerne jo helt konkret en del af den forandring, som billedsiden åbenbarer. imellem er det som at kigge i en drypstenshule, i væggen ved Stevns klint eller besøge den blå planet. For det er steder, hvor naturen endnu har lidt overskud, men også gemmer på noget mystisk – ufortolket.
Og sådan er det altid med Hotel Pro Formas forestillinger – helt klog på dem bliver man vist aldrig. Men betagende er det.
Iscenesættelse: Kirsten Dehlholm
Musik: Andy Stott og Krists Auznieks
Tekst: Sjón
Visualisering: Hotel Pro Forma.
Medvirkende: Letlands Radiokor.
Spilles d.16. og d.17. september på Gamle Scene, Det Kongelige Teater.