∗ ∗ ∗ ∗ 

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Nederlands Dans Theater. Gæstespil på Det Kongelige Teater.

Det legendariske hollandske Danseteater Nederlands Dans Theater er på besøg igen. Men denne gang synes det som om det koreografiske er gået lidt i stå, mens danserne giver alt, hvad de har i benene.

Nederland Dans Theater har en lang og flot historie, hvor kompagniet igennem 60 år i forskellige perioder med gæstekoreografer og kunstneriske ledere er blevet ført til tops inden for modern dance. Glen Tetley, Hans van Manen, Jiri Kylian og i de seneste 9 år har makkerparret Paul Lightfoot og Sol Leon styret teatret.  Men spørgsmålet er, om det ikke er tid til nye øjne på begrebet modern dance i Holland.

For åbningsballetten ”Shut Eye”, af makkerparret Lightfoot León, overlever kun på grund af musikken af Olafur Arnalds og Bryce Dessner, indspillet af Kronos Kvartetten. Musikken fører os igennem mange stemninger, men selve historien er svær at blive grebet af. Et indestængt gråt rum med en dør og en måne. Når danserne kommer til syne, er de henholdsvis helt sorte eller i gråt, mere hverdagsagtigt tøj.  Spændingen imellem de forskellige stemninger, og ikke mindst udviklingen, synes ikke så logisk.Dansetrin og bevægelser er acceptable, men ikke nye og bliver lidt irriterende, når der smugles breakdance-lignende attituder ind. Danserne derimod er forrygende, inklusive Sebastian Kristensen Haynes, tidligere solist på Det Kongelige Teater.  Og det lokale publikum i København var ellevilde.

”Solo Echo” – er også uden historie, men fungerer mest på grund af Johannes Brahms’ musik og danserne. En depressiv stemning, med snefnug på en storskærm i baggrunden, mens dansere i militaristisk outfit fylder scenen. Lidt mærkeligt. Men spændende kropskonstellationer af den canadiske koreograf Crystal Pite, som er fast engageret i ensemblet. Hvor den første dans var fra 2016 er ”Solo Echo” fra 2012 og igen: lidt abstrakt, følelsesmæssigt fremmedgjort dans, men leveret overbevisende af et loyalt kompagni.

Afslutningen blev bedre, skabt af makkerparret Lightfoot León. En mikro-historie om mennesker på en banegård med spændende ny musik af Max Richter. En stadig stigende, intens frygt i tonerne skubber til danserne, som på tværs af køn er iklædt kjole og frakke. Hvad sker der, når vi venter på et tog? Vi bliver lidt desperate, og det gør danserne også, igen i et klassisk, modern dance sprog, der næsten er renset for floskler. Det er et stort plus.

Danserne fra Holland er imponerende i deres respekt for koreograferne og  fysiske kunnen. Men jeg ville ønske for dem og deres publikum, at der blev tilbudt mere vedkommende  og engageret koreografi. Eller er det sådan lige nu, at modern dance for tiden er inde i en blindgyde, hvor kun de færreste magter at tage de store spørgsmål op: klima, kærlighed, migration, krig og specifik angst. I stedet er det en gentagende vriden sig rundt i almindelig, udefineret angst.

 

Det må kunne lade sig gøre at skabe nye danseværker med bid, brod og engagement.  Hele verdens musik- og billedkunstnere venter, og danserne kan formidle. Det er kun op til koreograferne at gribe handsken.

Jeg husker med glæde tilbage på 1960erne og 1970erne, hvor det store nybrud skete, og hver ny koreografi bibragte en fornyet tro på dansekunsten.

Modern Dance begrebet må genopfindes snarest.

Spiller også i dag d.8.9. og d.9.9. 2019.

Shut Eye
Koreografi: Sol León og Paul Lightfoot
Musik: Ólafur Arnalds, Bryce Dessner m.fl.
Scenografi: Sol León og Paul Lightfoot
Kostumer: Joke Visser og Hermien Hollander
Lysdesign: Tom Bevoort

Solo Echo
Koreografi: Crystal Pite
Musik: Johannes Brahms
Scenografi: Jay Gower Taylor
Kostumer: Crystal Pite og Joke Visser
Lysdesign: Tom Visser

Singulière Odyssée
Koreografi: Sol León og Paul Lightfoot
Musik: Max Richter
Scenografi: Sol León og Paul Lightfoot
Kostumer: Joke Visser og Hermien Hollander
Lysdesign: Tom Bevoort

www.kglteater.dk