Kommenteret af Ulla Strømberg.
Det Kongelige Teater og os andre.
Under det lidt nedladende motto ”Det Kongelige Teater gør din verden større ”– blev næste sæsons repertoire inden for alle genrer fremlagt: drama, ballet, opera og kapelkoncerter. Men som en begavet mand sagde til mig – det burde jo være:”Det Kongelige Teater gør verden større”, for så ville det være en proaktiv nationalscene som ikke så ned på publikum, men opfattede os som ligemænd. Men mottoet var sikkert blot en karl-smart reklamemands påfund!
Alligevel var stemningen næsten som ved en forlovelsesfest: Alt synes godt, håbet er lysegrønt, ingen torne på vejen. Det kan kun blive lykkeligt og uendeligt. Men som alle ved, ender 40 % af alle ægteskaber med skilsmisse. Det samme inden for kunsten. Forestillingerne kan bare ikke være lige gode. Det vil være utænkeligt. Men lige nu ser det lysende ud.
Operaen
Mest blændende synes operaens aktivitetsniveau at blive – nu under ledelse af englænderen John Fulljames, der har skabt en række internationale samarbejder. Men hvad der også synes positivt: han vil satse på de mange store danske stemmer. Det er godt. Flere nye opsætninger: ”Trubaduren”, ”Turandot” og ”Drot og Marsk”, den sidste iscenesat af den kommende teaterchef Kasper Holten med Michael Schønwandt som dirigent og danske sangere med Johan Reuter i spidsen. Selv iscenesætter Fulljames den moderne opera af John Adams: ”Nixon in China” også med Johan Reuter – som Richard Nixon. Og så en række genopsætninger. Her er det mest problematisk med ”La Boheme”, hvor iscenesættelsen ikke er særlig interessant.Til gengæld kommer Elisa Kragerup og Steffen Aarfings “Figaros Bryllup” tilbage på repertoiret.
Skuespillet
Også skuespillet byder på gode samarbejder med bl.a. Moesgaard i Aarhus om sommeren. Dermed sikres igen ca. 90.000 ekstra jyske tilskuere til en genopsætning af ”King Arthur”, fra Dyrehaven, 2016. Et par interessante klassikere: Oehlenschlægers ”Aladdin” i Christian Lollikes bearbejdelse – og en dramatisering af Johannes V. Jensens ”Kongens fald”. Med genopsætning af den suveræne ”Den kroniske uskyld” er to af det 20. århundredes vigtigste danske romaner på teaterplakaten. Heller ikke ”Aladdin” var skrevet for en teaterscene. Måske siger det noget om manglen på nye dramatikere. Men teatret kan ikke klandres. Der arbejdes over en bred front i hele Danmark på at fremelske nye danske dramatikere, det er bare så forbandet svært at skrive begavet og velfungerende dramatik.
Derfor spilles også to ganske geniale tekster med flere årtier på bagen: Mozartstykket ”Amadeus” af Peter Schaffer – og Edward Albees ”Hvem er bange for Virginia Woolf” med Tammi Øst og Jens Jørn Spottag. Skuespilchefen Morten Kirkskov selv får ikke plads til at instruere, men ”Scener fra et ægteskab” genopsættes, og her har han den ene hovedrolle over for Stine Stengade, som afløser Sofie Graabøl. I øvrigt tæller ensemblet 20 skuespillere, og der er ikke mange udskiftninger fra indeværende sæson. Det er fint, for de primært yngre skuespillere har fungeret imponerende godt sammen, og bl.a. Mads Rømer Brolin-Tani og Simon Bennebjerg har været overraskende gode bekendtskaber. Flere repremierer, bl.a.: ”Møller og Larsen”, ”Frøken Julie”, ”Den kroniske uskyld”, ”Jeg Løber” og ”Højskolesangbogen”. Alle produktioner til 5 stjerner her på Kulturkupeen, og jeg kan love, at de kan klare et gensyn. Jeg glæder mig allerede.
Balletten
Ballettens kommende repertoire blev præsenteret af balletmester Nikolaj Hübbe. Han kunne påpege den gennemgående linje med store kvinderoller – i repremiererne: ” Giselle”, ”Alice i Eventyrland” ”Kameliadamen” og i de to store balletpremierer. ”Carmen” med koreografi af Marcos Morau og ”Askepot” med koreografi af teatrets egen Gregory Dean og musik af Prokofjev. Oveni hjælper det, at Dansk Danseteater nu har til huse i Takkelloftet og kan supplere repertoiret med bl.a. en ny ballet af Tim Rushton, tidligere leder af Dansk Danseteater og tidl. knyttet til Det Kongelige Teater. Men er der nok udfordringer for kompagniet?- har man lyst til at spørge.
Djøfferne
Den danske nationalscene knokler. 806.000 mennesker kom igennem dørene i 2017– og næsten 500.000 betalte eller havde billet til en rigtig teaterforestilling. Det er imponerende, men spørgsmålet er, om loftet ikke er nået, og koncentrationen hellere skulle målrettes teaterkunsten inden for de 3-4 genrer: dramatik, ballet, opera og kapelkoncerter?
Det Kongelige Teater har tilsyneladende både politikere og kulturministerium på nakken – eller i en ”følgevogn”. Teatret skal makke ret efter politiske vinde, og lige nu er det vigtigste effektivitet og volumen. For ”kunsten”, hvem kan måle den? synes det politiske system og djøfferne at mene. New Public Management har vist ikke forladt Det Kongelige Teaters dagligdag. Det er synd for dem – og for os.
Men vi glæder os til de gode forestillinger og oplevelser!