4 stjerner til komponist, sangerne og kapel, og meget få til iscenesættelsen.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Næsen – opera på Det Kongelige Teater.
Med fare for at blive kaldt for bornert, gammel og kvindechauvinist vover jeg alligevel at mene, at det er en forfejlet iscenesættelse af Sjostakovitjs ungdomsopera ”Næsen”, som de næste uger kan opleves på Operaen ved i alt 6 opførelser.
Ikke mindst første akt eller afdeling er så grim og æstetisk frastødende og fortolkningsmæssigt gammeldags. Sjældent har jeg set så mange mænd i grimme underbukser som her, hvor en hel bladredaktion i en af scenerne er klædt ganske frastødende på med udstoppede maver, mens de indtager kokain. Det Kongelige Teater har jo en masse fonde og sponsorer, der spytter i kassen, så måske er JBS, der engang var dominerende på herreunderbukseområdet, ny i folden. Det forbudte stof kokain er bare for dumt at vise i 2022.
Hele det visuelle set-up med alle koristerne i ekstremt grimme kostumer fra hotpants til bikinier på mænd er både frastødende og overflødigt. Ligeså med en korpulent sanger, der nøgenbader, efter at flere har været på toilettet midt på scenen. Come on. Er Det Kongelige Teater bange for ikke at være frigjort? Ud fra en kunstnerisk betragtning er det både overflødigt og uoriginalt. Vi har været der – i både omklædningsrum og på herretoiletter på teaterscenen.
Det er synd for Dmitrij Sjostakovitj (1906-1975), der i en alder af kun 22 år skrev denne opera, som fik en regulær teateropførelse i 1930 og blev spillet 16 gange. Operaen havde noget på hjerte og bygger på en novelle af Gogol fra 1836. Gogol skrev en absurd historie i romantisk stil vel influeret af E.T.A. Hoffmann, om en mand, der mister sin næse og siden genfinder den. Næsen har i mellemtiden fået egen identitet og er kommet højt til vejrs i zardømmets bureaukrati. Historien kan såmænd også godt give associationer til H.C. Andersens ”Skyggen” og Dostovjevskijs ”Dobbeltgængeren” eller senere til Kafkas univers. Eftersøgningen af næsen synes forvirrende og uden retning, og til sidst vågner manden op har igen næsen i ansigtet og bliver som før, nemlig en skørtejæger, der ikke har alvorlige tanker.
Det uklare ved denne iscenesættelse, udover det grimme look, er bl.a., at næsen er blevet meget lang og Pinocchio-agtig, og i de sidste scener har alle på scenen pludselig en lang næse. Fortolkning udbedes.
Musikken er til gengæld ganske fascinerende, og Det Kongelige Kapel med Hossein Pishkar som dirigent synes at forstå dette blandede sammensurium af moderne toner, folkemusik iblandet næsten tegnefilmsagtige passager og meget andet, som lå i tiden i de eksperimenterende 1920ere. Mere end 70 forskellige figurer optræder hver med et særkende. Kan man lide det atonale, og det kan jeg, er ”Næsen” som musikværk et spændende bekendtskab.
Hvor historien kan synes absurd, men fra en tid, før begrebet absurdisme egentlig blev alment brugt, er musikken derimod moderne og refererer til andre samtidige komponister og bryder med mange regler og hugger gladeligt fra alle mulige stilarter for at sætte det hele sammen til et på sin vis muntert musikværk. Værket blev accepteret af det nye sovjetstyre i USSR, men få år efter kom Stalins styre med direktiver, og den måske lidt for begavede Sjostakovitj evnede at rette ind, og efter Stalin endte han faktisk med tillidsposter hos den socialistiske regering.
Instruktøren er Alex Ollé. Han kommer fra den spanske teatergruppe La Fura dels Baus, der tilbage i Trevor Davies Fools-festival-tid besøgte Danmark flere gange og skabte en ny forståelse af, hvad teater kunne være med kradse motorcykler og en slagtehal, så vidt jeg husker.
Men med ”Næsen” er Ollé gået galt i byen -i hvert fald på vore breddegrader. For instruktøren, der har mange opera-iscenesættelser på sin samvittighed, har lagt handlingen i et trash’et underklasse-hjemløse miljø eller i hvert fald ligger nogle af scenerne der, hvor dagligdagen bruges til at indsamle flasker, og man bor i små enmandstelte. Nutid er det, for der er mindst en mobiltelefon. Det kan godt være, at det nogle steder i Europa kan virke pirrende at være med, når herrerne klæder om, eller damerne foregøgler at være prostituerede. Oveni serveres tillige et par usle kærlighedsakter, som måske skal forklare instruktørens lighedstegn imellem næsen som legemsdel og den mandlige kønsattribut.
Men den fortolkning køber jeg ikke. I øvrigt er det også synd for scenografen, for omme bag de frastødende kostumer er der en spændende scenografi med nogle nedhængende trådnet – formet som ansigter – og ligeledes et interessant lysdesign. Men det får ikke lov at udfolde sig.
Sjostakovitjs, som var 22, da han skrev operaen, ville noget andet, tror jeg, for både han og Gogol var i opposition til Zarvældet, men ikke til de små på bunden af samfundet.
Det var systemet og bureaukratiet, de ville latterliggøre.
Selv om Det Kongelige Kapel som sædvanlig spillede imponerende indlevet, og dirigenten formodentlig har fået det ud af partituret, som var nødvendigt, bliver det hele lidt formålsløst, når iscenesættelsen står i vejen. Det må være svært for sangerne, ikke mindst fordi de ved, at den 92 år gamle opera faktisk kan opføres og skabe forståelse midt i absurditeterne.
Endnu engang leverer Palle Knudsen en formfuldendt præstation, men HVORFOR skal han i mere end to timer have bar rumpe under en bagtil åben kittel?
Og så tilbage til oplevelsen: Flere mænd (men ingen kvinder) omkring mig på parterret fniste højlydt adskillige gange, så måske er det mig, der ikke forstår noget. Beklager.
Instruktør: Alex Ollé
Co-iscenesættelse: Susana Gomez
Dirigent: Hossein Pishkar
Scenograf: Alfons Flores
Scenografassistent: Sarah Bernardy
Kostumedesign: Lluc Castells
Lysdesign: Urs Schönebaum
Oversættelse: Trine Søndergaard
Sangere: Palle Knudsen, Simon Duus, Hanne Fischer, m.fl.
Forestillingen er skabt i samarbejde med La Monnaie / De Munt i Bruxelles.