Menu Luk

My Music – anderledes udstilling på Arken.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Museumskataloget ligner et billigt magasin med næste uges tv, og udstillingsrummet  på Arken til “My Music” har fået en kraftig make over. Der er rusket op i museets vante måde at udstille på, og det klæder rummene og huset.   I det alt for store hjørnerum, er der nu opstillet nye små lukaf’er med forskellige vægge, gardiner mm.Det skaber dynamik.

Marilyn Minter. Green Pink Caviar, 2009.Video-still.Louisiana Museum of Modern Art. Pressebillede.

”My Music” er et interessant forsøg på at bygge bro imellem popmusikken og den nyere kunst. Jeg vidste ikke rigtigt, at en række internationalt højt berømmede billedkunstnere har skabt musikvideoer til ligeledes højt berømmede popmusikere.  Med katalogets egne ord er det netop fordi popkulturen er ved at lære af kunsten. Hvis vi går 40 – 50 år tilbage, var det billedkunstnere som Rauschenberg og siden Andy Warhol, der lærte af og anvendte popkulturen. Nu er det hele vendt på hovedet. Popkulturen søger det både vilde og velfunderede og finder det bedst i billedkunsten hos folk som Pipilotti Rist, Damien Hirst, Jeff Koons og Sam Taylor Johnson ( tidligere Wood).

Pipilotti Rist. I am not the girl who misses much. 1986. Louisiana Museum of Modern Art. Pressebillede.

Så på med høretelefonerne, og brug enten din egen Iphone eller en udleveret tablet. Det er smart, teknologisk og lige i den nuværende regerings ånd. Intet papir. Til gengæld er der  – og heldigvis for det, små sedler på væggene med informationer, så helt lost er man ikke, hvis man vil forstå de auditive og visuelle oplevelser, som vælter ind over én.  Og så er der kataloget, det smarte blad, som ligner noget om tv! Informationerne er dog seriøse og alvorlige, men ikke helt overskuelige.

Det er sjovt at en gammel,  nærmest guldrandet video ”Sip my Ocean” (1996) af Pipilotti Rist er medtaget og ligeså et skrigende, psykedelisk  billede af Damien Hirst, også fra 1996. Dermed ønsker udstillingen at bygge bro imellem den allerede accepterede kunst, og så det, som mange af os måske havde overset: de knaldprofessionelle musikvideoer, som er blevet forkastet eller forbigået, fordi det var videoer skabt for popmusikere.

Lady Gaga. Born this way. 2011.Still.Pressebillede.

Udstillingen kommer på det rette tidspunkt, lige før efterårsferien. Så det er bare om at tage familiens unge mennesker med på Arken, og jeg er helt sikker på at et par timer eller tre minimum vil forsvinde umærkeligt.

I øvrigt viser museet tillige den store Michael Kvium-udstilling. Også den kan forstås af yngre mennesker, måske ligefrem bedre af de unge.

”My Music” er en anderledes, men alligevel klassisk udstilling,  som helt bevidst vil vise en overset del af nytidskunsten. Super interessant.

Museet opremser bl.a. følgende deltagende kunstnere:

Featuring: Adel Abidin – Beck – Blondage – Candice Breitz –  Damien Hirst – Die Antwoord & Roger Ballen – Ditte Ejlerskov  Elton John & Sam Taylor-Johnson – Jacob Bellens & Rikke Benborg – Jesper Just – Katy Perry ft. Snoop Dogg – Lady Gaga – Marilyn Minter – Martin Creed – Micha Klein – Nathalie Djurberg & Hans Berg – Pipilotti Rist – Ruth Ewan – Sia – The Hours Tim Noble & Sue Webster.

www.arken.dk