∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldt af Ulla Strømberg.
En del af Triennalen i Nordsjælland.
Foto: US.
En stilfærdig udstilling på en stille sommerdag, og så pludselig kommer overraskelsen. Ved et stort træ er nedlagt en tv-skærm, som viser en video. Man sætter sig omkring skærmen, som viser et bord, og så dækkes der op: tærtefade placeres side om side med asparges og sommerløg, agurker og andet grønt suppleret af nogle kraftfulde landbrød.
Da bordet er dækket, begynder nogle hurtige og sultne hænder at skovle maden op på tallerkener: med hænderne fjernes en kvart tærte, et bundt asparges etc. Hurtigt er fadene ryddede. Tallerkener fjernes, og et nyt bord dækkes op på skærmen. Andre retter vises frem: tunmousse, geleer etc., som placeres præcis på den hvide dug, men snart er de grådige hænder der igen og skovler løs.
En meget vellykket installation af den danske billedkunstner Katja Bjørn med reference til husets tidligere beboere, ægteparret Aagaard Andersen.
Dette værk indgår i den nye kunsttriennale, som finder sted for første gang i Gribskov kommune. Det veldækkede bord, som hedder ”Under overfladen” kan ses på Munkerup Hus, som er en ud af 9 forskellige udstillingssteder under Triennalen, dvs. det er en tilbagevendende begivenhed hvert tredje år.
En gang var Munkerup Hus privatbolig, sidenhen, igennem næsten 30 år, bolig og atelier for den eksperimenterende billedkunstner Gunnar Aagaard Andersen. I dag er stedet et smukt, lille udstillingssted – ud mod havet midt imellem Hornbæk og Gilleleje.
Siden 1989 har skiftende udstillinger trukket publikum til stedet, der udover huset har en meget smuk have.
Nye kræfter er kommet til på det seneste, og nu skal der vist satses mere moderne i udstillingspolitikken, og samtidigt skal husets forhistorie og Aagaard Andersen hædres.
Denne sommer er Munkerup Hus med i Nordkystens Kunsttriennale, som er et nyt, ambitiøst ”kunstprojekt” med alle de tidsrigtige begreber: værkerne, der udstilles skal være ”stedsspecifikke”, lokalområdet skal ”udforskes”, værkerne er ”koncepter”, der skal indgå i en ”diskurs” som skal ”reflektere” – og derfor indeholdes i den ”reflektionsramme”, for nogle af de ”problemstillinger”, vi som mennesker, flygtninge, kunstnere, samfundsborgere og individer står overfor lige nu.
Hvis det bare ikke var for alle disse tåbelige og døde begreber, som kunstnere og skribenter for tiden omgiver sig med, er triennale-ideen god, og oplevelsen på Munkerup Hus helt i orden.
Den mexicansk/peruvianske kunstner, Giacomo Castagnola, lod sig besnære af historien om Aagaard Andersen og frue i Munkerup Hus og har indrettet et rum, hvor man for en gangs skyld ser nogle af Aagaard Andersens banebrydende ideer og tanker inden for design. En hvilestol, der blot er en støtte i flettet læder placeret på væggen og billeder af den banebrydende sorte stol af skum fra begyndelsen af 1960erne. Men udstillingsdesigneren har selv skabt en fritsvævende reol i stål, som i den grad skygger for Aagaard Andersen. Hvad er nyt, hvad er gammelt? Det er vist intentionen at fastholde rummet som en ”mindestue”, men det må gentænkes, for det er forvirrende med de nye designting.
Til gengæld er Katja Bjørns video en smuk hyldest til Aagaard Andersens kone, der lagde sin egen karriere på hylden for at være værtinde for de mange (og grådige) kunstnere, som kom på besøg i det helt vidunderlige hus.
Kunstneren Anja Francke er kurator for det hele. Udgangspunktet var et tredages seminar for ca. 20 udvalgte kunstnerne. Her blev de sat på sporet af kommunens og områdets historie, forhistorie og øvrige muligheder, som ville kunne inspirere dem.
Et besøg værd – og tag på tur rundt i regionen og find de andre udstillingssteder.
Nogle af værkerne er placerede i det offentlige rum, bl.a. Lilibeth Cuenca Rasmussens hvide ben, der stritter op i hobetal i rundkørslen ind til Gilleleje.
Og nede i havnen, på facaden til Fiskeauktionshuset, har fotografen Charlotte Haslund- Christensen placeret et stort neonskilt: ”Tid til tillid”. Her skal man have fat i triennaleavisen for at få forklaringen. I Halslund-Christensens familie var der mange jøder, og skiltet skal derfor mindes de jøder, som i 1943 gemte sig på loftet i Gilleleje Kirke, men blev fundet af Gestapo. Flugten til Sverige via Gilleleje Havn blev en sorgens rejse. Skiltet har også reference til de mange flygtninge, som nu er på flugt fra regimer, der ikke anerkender dem.
Der er nok at se på andre steder end Munkerup Hus – men pas på: på trods af sommertid, holder flere af stederne mandagslukket!
Check på www.ncat.k