Kommentar og anmeldelse af Ulla Strømberg.
Tillykke til Mungo Park. For det eksperimenterende teater Mungo Park har efter mange års kamp endelig fået en ny bygning. 45 millioner kroner lyder regningen på, som fordeles ligeligt imellem Allerød Kommune og de gavmilde fonde, som for tiden drysser mindre teaterbygninger flere steder rundt i landet: A.P. Møller Fonden og Louis-Hansens Fond.
Men selv om der var indvielse mandag d. 19.12. 2022 ville det være forkert at anmelde bygningen. I øvrigt var der ved åbningen en venlig og meget veltalende nyudnævnt kulturminister, som var vokset op få kilometer fra Allerød.
Bygningen er ikke helt færdig og fremstår lige nu blot som en flot trækasse udvendigt, mens interiøret synes meget gennemsnitligt – i gråt. Helt fint, da alle teaterfolk ælsker ”the black box” – for derinde kan alt ske. Tillykke med den nye bygning, som nok vil give bedre faciliteter back stage, mens publikum jo ofte er nostalgiske og bedst kan lide dét, som var, selv om det kunne synes lidt usselt.
Sådan har jeg også haft det med det tidligere møbellager i Allerød, hvor jeg har set så meget overraskende og godt teater. Ikke helt tilbage til 1985, hvor det hele begyndte med bl.a. Nikolaj Cederholm og co, men få år efter. Dengang hed det Dr. Dante. Navnet røg videre til Aveny. Forsvandt desværre siden ud i det blå. Lars Kaalund og co. gav Allerød-teatret navnet Mungo Park, efter en opdagelsesrejsende, og så har det hængt ved, selv om nye ledere er kommet til. Martin Lyngbo sikrede stedet en saltvandsindsprøjtning og skabte repertoireteatret og årskortet.
Den nuværende leder Anna Malzer har sin egen linje ved bl.a. at understrege, at der kun skal spilles NY dramatik. Det kan blive en akilleshæl. I hvert fald her, ved åbningen af det nye teater, havde det slet ikke gjort noget med en mere substantiel og afprøvet tekst og indpakning.
Men foreløbig: tillykke med bygningen med over 200 pladser i de mørkegrå stole med nakkestøtte.
…..
Ingenmandsland i Mungo Parks nye teaterrum.
∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
”Ingenmandsland” vil vist alt og intet, og ikke mindst underholde, selv om det synes at være svært for de fire skuespillere, der igennem 105 minutter skal være både musikere, nutidsmennesker og rumvæsener.
For historien handler om en far, der er død og blot har efterladt sine to børn en papkasse med lidt ufo-stof samt en båndoptagelse af nogle lyde ”der udefra”. Så begynder jagten for den ene søn, der vil forstå den rette sammenhæng. Var faderen gal eller er der noget om snakken? Findes der en anden verden med rumvæsener, ufoer og en eventuel dommedag?
På vejen møder sønnen en pige og til sidst havner de lige der, på Falster, hvor faderen i adskillige år har skjult sig for sin familie. Det var da heldigt.
De fire skuespillere slider i det på scenen med suveræne Henrik Prip som faderens ven og en tro tilhænger af det hinsidiges. Alexander Mayah Larsen kæmper en brav kamp som den unge indesluttede, bebrillede ingeniør, der forelsker sig i Laura Kjærs moderne, nysgerrige ungmø i habit. Heroverfor står en lidt irriterende selvoptaget kunstnerspire, spillet alt for stereotypt af Søren Birch Plum.
Historien og selve teksten har ingen nerve og synes dermed uinteressant. Manuskriptet burde havde været bedre gennemarbejdet. Det er mærkeligt, for dramatikeren Nanna Plechinger Tüchsen har tidligere leveret stramme, velproportionerede spilletekster til Mungo Park. Men stor dramatik har det nok aldrig været.
Det bedste, der kan sige om “ingenmandsland” er vel, at det er ufærdigt. Der er simpelthen for mange detaljer og dagligdags henvisninger, som hverken er morsomme eller nyttige. Instruktionen ved teaterdirektør Anna Malzer synes at have givet fortabt, og når forestillingen ovenikøbet vil betegne sig som musical, bliver det mere end svært. De musikalske numre er bl.a. hentet fra den danske pop/rockscene, men bearbejdet til noget mindre fængende.
Scenografien i det nye teaterrum ligner noget, der hører hjemme i et gammelt møbellager. Scenografen Frederikke Dalum har hængt et krøllet stykket voksdug op med et affotograferet køkken for at illudere køkkensituation, og et blåt nylontæppe skjuler i begyndelsen den bolig, som forestillingen mod slutningen afslører som faderens gemmested blandt buske, campingstole og småkager! Det var vist et moderne teatergreb, som anvendtes for 10-20 år siden på små teaterscener. Oveni ses de evindelige nye ledningsløse lysstofrør, som kan bruges til lidt af hvert. Mange teaterforestillinger, herunder også modern dance, har på det seneste være proppet med lysstofrør! Jeg håber, at teatrene låner rørene af hinanden.
I et nyt teaterhus til 44 millioner kroner burde også de visuelle ambitioner have været anderledes høje. Samlet set bliver forestillingen desværre uinteressant og gumpetung.
Mungo Park er kendt som et repertoire-teater, dvs. teatret spiller fortsat nogle af teatrets topscorer-forestillinger, dog ofte med nye skuespillere. Det havde derfor været klogere her ved indvielsen af et nyt teaterrum at spille en af de gamle, velfungerende travere, eks. ”H.C. Andersens samlede værker” eller ”Spejlmanden”.
INGENMANDSLAND havde premiere og åbnede Mungo Parks nye teatersal mandag den 19. december, 2022.
Medvirkende: Alexander Mayah Larsen, Laura Kjær, Henrik Prip, Søren Birch Plum
Dramatiker: Nanna Plechinger Tüchsen
Instruktør: Anna Malzer
Scenograf: Frederikke Dalum
Lysdesigner: Mads Lindegaard
Lyddesign: Emil Bøll
Musikalsk arrangement: Ingvild Skandsen
www.mungopark.dk