Mungo Park – på Ibsens Hotel i København.

Kommenteret af Ulla Strømberg.

Mungo Park – på Ibsens Hotel i København.

I den verserende strid imellem teaterdirektører og teaterkritikere har jeg besluttet for en tid at kommentere, når det ikke er muligt at drysse stjerner ud over et værk.

Her kommer en rapport fra Ibsens Hotel.

På femte sal i et nydeligt hjørneværelse er 13 publikummer bænket for at iagttage et brodermord, der tager tilløb igennem hele forestillingens 70 minutter.  Interessant valg at lægge det i et hotelværelse, men det betyder også, at man som publikummer er rykket meget tæt på, og det er ikke så behageligt.  Nej, det er ubehageligt.

William Jacobsen Halken og Hans Christian Schrøder spiller upåklageligt to rigmandssønner, der mødes før faderens begravelse. Men de må have haft det svært med teksten og stykkets grundfilosofi, ren ondskab, selv om også instruktøren Christoffer Berdal løser opgaven upåklageligt.

Men Christoffer Berdal, der er en moden kunstner og har prøvet lidt af hvert, burde have rådgivet dramatikeren, Trine Rosa Bonde,  og justeret teksten, så man havde undgået den uendelig mængde rollespilscener.

Men måske er Berdal blev forblændet og udfordret af den raid på og plyndring af motiver og figurer fra den store fælles litterære som dramatiske kulturarv. På mig virker det dog som mangel på egen fantasi fra dramatikerens side.

Dramatikeren må have læst sig igennem en hel del eller snuset til det. Således ligger Kain og Abel myten som inderste kerne. Myten nævnes også, så vi forstår pointen, at det handler om broder-jalousi, hvor den ene ender med at myrde den anden. Som straf, men også som ”belønnende markering” fra Gud, får Kain et mærke på kinden. Således også med den ene broder i stykket, og det er ham, der naturligvis kvæler den anden til sidst, midt på sengen, to meter fra publikum.

Ud over de mange henvisninger er det rollespil efter rollespil, så man bliver helt svedt og får ondt af de unge, dygtige skuespillere. De skal være børn igen og tillige optræde som den kommanderende fader med dyb stemme og sandelig også som den lidt blidere moder. Troede det var et overstået stadie hos mere velrenommerede teatre.

Da Jean Genet skrev Stuepigerne (Les Bonnes) i 1947 var det chokerende, at ¾ af stykket var rollespil med en både klassemæssig og seksuel undertone. Hos Edward Albee i ”Hvem er bange for Virginia Woolf”  (1962) er der også rollespil. ”Tag gas på gæsterne”  hed det på dansk, og så var der en fælles fantasi om det ikke-eksisterende barn.

Rollespil blev fast ingrediens på de fleste teateruddannelser, men efter absurdismens æra var slut, er løbet kørt for rollespil som et kunstnerisk redskab. Det burde dramatikeren have tænkt på – eller fået at vide.

Fra Shakespeares ”King Lear” er lånt den store kamp om magten, når et kongerige skal deles. Hvilket barn skal have hvad? Hvem elsker kong Lear højest?  Fra Henrik Ibsens ”Gengangere” er der direkte henvisning til den svage søn, der må blive kunstner og tage til Paris. Hos Thomas Vinterberg i filmen ”Festen” er igen lånt flere elementer, bl.a. søskende-jalousi, selvmord og det, der er værre: incest, som vi heldigvis er befriet for her.

I  filmen ”Arven” (2003) af Jonas Fly er temaet igen det samme som i stykket: Hvad sker der hos overklassen, når den gamle, stærke mand dør?

Med lidt større gravearbejde er jeg sikker på, at jeg kunne finde endnu flere forbilleder, som har inspireret den unge forfatter.  Men hvorfor de mange lån?

De to skuespillere agerer mere end fyldestgørende som høje, flotte, veltalende borgerbørn i forskelligt outfit, den ene er havnet i Paris som boheme, den anden forvist til Bangkok for at passe faderens forretninger derude – ren business-mand.

Men der er alt for mange løse ender i den komplekse historie. Dramatikeren burde have nærlæst Ibsen og lært, hvordan fyldige replikker lidt efter lidt kan danne mønstre og tegne personerne for derefter at indsætte dem i en fælles historie dvs. også i fortiden.

Her i stykket har moderen begået selvmord i et badekar med den 12 årige søn i et tilstødende lokale. Hvorfor? Intet svar.  Faderen har netop hængt sig – med børnene på afstand. Hvorfor? Intet svar. Var faderen gift igen? Hvem er kvinden bag det navn, som har bestilt hotelværelser til de to sønner? Intet svar. Og hvordan med økonomien? Intet svar.

Måske er dramatikeren bare drevet af den bibelske fortælling om total ondskab,  og så har hun vævet uendelig mange rollespilsscener ind for at slippe for en regulær dialog.

Glædede mig til forestillingen på et hotelværelse i København, en semiautentisk beretning on location. Men så kom alle de litterære lån og en hoppen ud og ind af situationer, som distraherede og forvirrede beretningen.

Måske kan nogle publikummer spejle sig i den totale ondskab og umenneskelighed, som præger de to brødre og også det forældrepar, som ved deres selvmord ødelagde alt for de efterladte børn. Men for mig som gammel dramaturg fungerer stykket ikke, for der manglede belæg for de psykologiske udviklinger i en historie, der er hængt op på alt for mange litterære lån. Og lige meget hjælper det teaterkunsten at sidde i et hotelværelse.

Mungo Park plejer ellers at være fremragende til at nå frem til velfungerende, nye tekster, der vedkommer udvalgte publikumsgrupper. Men denne gang er der et par dramaturger der har svigtet. Synd for de to skuespillere og for Hotel Ibsen.

 

Medvirkende: William Jacobsen Halken og Hans Christian Schrøder
Instruktør: Christoffer Berdal
Manuskript: Trine Rosa Bonde
Konsulent: Per Bloch
Lyddesigner: Mikkel Gemzøe
Fotograf: Rumle Skafte

www.mungopark.dk