∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Motherfucker med hat – amerikansk underklasse på Mungo Park.
Mungo Park er som alle andre teatre langtidsplanlæggende og kan derfor ikke klandres, fordi de spiller et amerikansk Off Off Broadway-stykke fra 2011! Men ..
Her gives et trist indblik i den amerikanske underklasse, når den er tættest på brostenene. For det er svært at se, at man kan synke endnu dybere. Alligevel er der en vis vilje og selvopholdelsesdrift blandt figurerne: De prøver afvænning fra både sprit og stoffer, de prøver at lade være at skyde underboen, de prøver at lade være at tænke på sex hele tiden, de prøver at lade være…. og de prøver at finde et job. Midt i det hele står også en anden drivkraft: den rene kærlighed, som dog drukner i håbløsheden.
Det er al ære værd, at Mungo Park afsøger nye miljøer, men da forestillingen er pakket ind i et slangsprog, som synes umuligt at oversætte til dansk, mister forestillingen sin tiltrækningskraft som et interessant antropologisk studie.
Stykket lægger sig op ad mange af de store forbilleder, som det ofte sker med tekster fra universitetsuddannede dramatikere. Her er lidt Williams (Omstigning til paradis) og rigtigt meget er hentet fra de britiske dramatikere i den unge vrede bølge, bl.a. Wesker og Osborne. Også tredje britiske bølge med Sarah Kane og lign. er med i inspirationsmappen for ikke at glemme amerikanerne Mamet, Sheppard m.fl. Selvfølgelig er det ok at stå på skuldrene af forgængerne, men der må gerne komme nogle ekstra krøller på udover begrebet ”motherfucker”, som er det centrale begreb her.
Med ”Motherfucker med hat” er instruktøren Martin Lyngbo tilbage til det teater, som han var leder af i mange år og vel også etablerede det meget velfungerende repertoiresystem, hvor de gode forestillinger fortsætter i en uendelighed med nye skuespillerhold etc…
Lyngbo har selv fundet dette stykke, som bryder med Mungo Parks politik: kun at spille noget ”hjemmeskrevet”. Og det kunne have været godt, for instruktør og skuespillere gør, hvad de kan i Rikke Juellunds afmonterende scenografi, der som symbol på livets vilkår naturligvis må opløse sig selv til sidst. Helt fint – lige efter bogen.
Problemet ligger i teksten og sproget. Jeg ved ikke, hvor mange gange der bliver sagt Motherfucker: 50 gange? 100 gange? Måske er det et sandfærdigt billede, men da figurerne ind imellem også taler terapeutsprog, fordi de vel har været i mislykkede behandlingsforløb, bliver det en balancegang, som synes svær at greje for både oversætter og et par af skuespillerne.
Sværest er det med begrebet ”sponsor”, der vist kendes fra AA-miljøet, men det fungerer ikke godt her på dansk i Allerød. Forestillingen synes at være bevidst om at løfte historien væk fra en stram, amerikansk kontekst, men ordet blokerer og virker fremmedgørende, selv om begrebet skal betegne den person, der er en form for (selvbestaltet?) tilsynsværge og tillige giver egne penge til den ekskriminelle/ eksalkoholiker. Altså et privat resocialiseringsforløb, helt i amerikansk regi – men vel ret ukendt i Danmark. Begrebet synes centralt i forestillingen, for personen, der skulle hjælpe, gør lige det modsatte. Han har nemlig en affære med konen til den eks-kriminelle, den eks-alkoholiserede. Dermed bliver han symbolet på den selviskhed, som er iboende i voksne mennesker! Det er dog på trods af den spegede konflikt overbevisende spillet af henholdsvis Henrik Prip og Sebastian Henry Aagaard-Williams.
Desværre kommer teksten og dialogen til at blokere lidt for den generelle oplevelse, selv om skuespillerne klarer det pænt kombineret med de også svære fysiske hurdler, der er. For i underklassen afgøres tingene tilsyneladende rent fysisk, når det verbale spiller pas.
Forestillingen giver flere associationer til den gamle ”Glengary Glen Ross”, et skuespil af David Mamet fra 1983 og siden filmatiseret i 1992. Her var miljøet et par trin over „Motherfucker med hat‟, for historien udspilledes hos nogle dubiøse ejendomsmæglere. Hovedparten af replikkerne indeholdt ordet fuck. Jeg forstod meget lidt, indrømmet, da jeg så stykket i New York i 1984, men det kom op på Bristol kort tid efter og blev til en filmsucces sidenhen.
Lige nu kan det være svært at kapere et amerikansk nutidsbillede, sendt fra ”bunden”, men måske kan det være en øjenåbner for dem, der længe har glorificeret det amerikanske samfund.
Konklusion: En irriterende tekst og historie reddes trods alt af en effektiv instruktion og gode skuespillere, men hvorfor spille stykket?
Medvirkende:
Sebastian Henry Aagaard-Williams, Marie-Lydie Nokouda, Ernesto Carbone, Henrik Prip, Marie Louise Wille
Manuskript: Stephen Adly Guirgis
Instruktion: Martin Lyngbo
Scenografi: Rikke Juellund
Koreografi: Camilla Schnack Tellefsen
Lysdesign: Øyvin Løype
Lyddesign: Rune Abel
Instruktørassistent: Michelle Bak
Oversættelse: Anna Malzer
Forlag Nordiska
Fotograf: Emilia Therese