Ny skuespilchef på Det Kongelige Teater
/Ulla Strømberg.
Morten Kirkskov er pr. næste sæson skuespilchef på Det Kongelige Teater. Det er ikke nogen stor overraskelse, da Morten Kirkskov i de allerseneste år har vist stort talent som leder af Aalborg Teater. Samtidig er han en habil instruktør og skuespiller og kendt i bredere kredse ved gode præstationer som bl.a. departementschefen i TV- serien Borgen. Tillige har han haft succes som forfatter, og hans erindringer er fornylig blevet til den roste film Kapgang. Kort sagt, en synlig mand med den rette alder, 51 år – og genstand for stor respekt i teaterkredse.
Det er formodentlig netop Kirkskovs brede aktionsområde, der kan legitimere Det Kongelige Teaters ret uforståelige fyring af Emmet Feigenberg som skuespilchef. For Feigenberg var tilsyneladende en seriøs, intellektuel leder, der skabte et fint repertoire i overensstemmelse med paragrafferne om Det Kongelige Teater, men han er ikke skuespiller og har vist ikke optrådt i TV-shows – som bl.a. den nuværende balletmester Nikolaj Hübbe har gjort i ”Vild med Dans”.
Men ligegyldig hvad der har stået i ansøgningen, og hvad der er blevet diskuteret ved forhandlingsbordet, så skal slaget vindes på scenen – primært i det nye skuespilhus. Her har Store Scene været vanskelig for de to forgængere, Mikkel Harder Munch Hansen og Emmet Feigenberg – mens de mindre og eksperimenterende spillesteder har haft flere successer. Opgaven må derfor være, som der blev sagt på pressemødet, at gøre teatret tilgængeligt for alle befolkningsgrupper i samme procentuelle forhold, som der er i den samlede danske befolkning. Det er da lidt af en opgave. Som alle ved, går flere modne og ældre mennesker i teatret sammenlignet med yngre grupper. Ikke mindst de 30-40 årige, som er optaget af mere familiemæssige sysler, er svære at fange.
Ifølge politiske aftaler skal Det Kongelige Teater bl.a. sælge omkring 600.000 billetter om året. Skuespillet er den billigste af de 4 kunstarter (opera, ballet, symfoniorkester er de andre). Kunsten skal altså være både spiselig, væsentlig, nødvendig, måske folkelig – men i hvert fald på et kunstnerisk niveau, som siger spar to til de andre teaterinstitutioner i Danmark. Og kunne Morten Kirskov tilføjer: Teatret skal sige os noget om det liv, vi lever, og så skal skuespillet på Det Kongelige Teater have international gennemslagskraft – skal gå fra Superligaen til Champions League – for at blive i fodboldterminologien.
God fornøjelse til ham – og til os. Vi ønsker held og lykke med opgaven og glæder os!