Kommenteret og anbefalet af Ulla Strømberg.
Mord på universitetet – krimi af Mads Christoffersen. Ny bog.
Hvem har ikke drømt om at skrive en krimi, hvor alle fjenderne på arbejdspladsen enten blev myrdet eller hængt op på noget kriminelt?
Forfatteren Mads Christoffersen er mag. art. i kultursociologi, og hans lange cv har bl.a. ført ham ind i undervisningssektoren på DTU, og i flere omgange til TDC. Nu er han gået på pension. Måske er det en gammel drøm, der endelig materialiserer sig i denne krimi: “Mord på universitetet”.
For at slette de alt for tydelige spor, har Christoffersen blandet genrerne, så bogen både er en krimi og en satire over det tåbelige uddannelsessystem, som Danmark har i dag. Oveni er lagt en kommentar til businessverdenens ny idealer: Penge før alt andet.
Kombineres uddannelse med griskhed får vi bl.a. en dobbeltmoralsk holdning, hvor de videregående uddannelser synes uafhængige og frit svævende, mens de i virkeligheden er i kløerne på industrien og den økonomiske verden. Når forfatteren tilmed selv er en gammel, erklæret 68’er, er det også naturligt, at bogens amatørdetektiv og helt er en ligesindet, altså en overvintret 68’er med det sigende navn Carsten Tværbom. Og så er der ellers frit slag i navnefortolkningerne.
Skurken over alle bliver myrdet allerede i begyndelsen af bogen. Det er Universitetets rektor Aage Aalesen. Man skal sno sig, synes navnet at sige, og sådan er det hele vejen igennem med de muntre egenavne, som leder opmærksomheden hen på enten virkelighedens personer eller firmaer, f.eks. advokatfirmaet Gorillasen & Fedtspil, som har et umiskendeligt navnesammenfald med det firma, som i dag troner lige over for Tivoli i de runde tårne.
Der er en stribe af personer med sjove navne, som kan være svære at holde ude fra hinanden, mens selve optrevlingen af mordet også omfatter en afdækning af den transformation, som Universitetet stod overfor. I følge plottet skulle det nemlig sælges til udenlandske investorer. Lidt af samme tendens kender vi jo alt for godt til med salg af nationale klenodier som DONG, TDC, Postvæsenet og Københavns Lufthavn. Så hvorfor ikke Universitetet og lign. grundfæstede, danske institutioner?
Selve handlingen er lidt speget, og det bliver ikke nemmere, når ofret er en kedelig karl. Så er der ikke plads til medfølelse. Også de mistænkte er nogle ubehagelige personager, bl.a. en huntiger af værste skuffe, en kvindelig universitetsansat, der bruger alle de til rådighed stående, kvindelige midler for at opnår succes og fremgang. Men de to detektiver, den gamle 68’er og hans nye bekendtskab, den rumænske rengøringsassistent med en universitetsgrad hjemmefra, er søde og sympatiske. Der kan man finde ro og identifikationsmuligheder.
Alligevel er det for det humoristiske og karikerende islæt, at bogen bør læses. For som satire over universitetsverdenen er ”Mord på Universitetet” både sjov, informativ og underholdende. For vi er jo faktisk nået dertil, hvor det måske er muligt at sælge ud af de sidste danske kulturrester. Man kan blive helt bange. Dermed opnår bogen at underholde på flere planer ved at skabe gru og angst. For hvad ville der ske, hvis der var brodne kar helt inde i hjertet af vore fineste uddannelsesinstitutioner og blandt politikerne? Altså derude i virkeligheden. Vi arme mennesker!
For vi, de danske statsborgere, er i følge “Mord på Universitetet” ikke længere væk fra afgrunden end som så. Og hvad med virkeligheden: Igennem de seneste uger og måneder har vi været vidner til en række skandaler, som syntes utænkelige for år tilbage. Dong, Post, Skat og senest Satspuljerne. Hvad bliver det næste: Salg af DR eller Københavns Universitet?
Der er nok at skrive om for Mads Christoffersen.
Mads Christoffersen
Mord på universitetet
Mondogrande, 2018
235 sider