∗ ∗ ∗
3 stjerner: 6 stjerner til orkestret, 5 til skuespillernes professionalisme, 4 til scenografen for farverne og 1 stjerne til teksten.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Sommerrevy i Glassalen, Tivoli.
“Mor og far sidder i Grøften”. Titlen er sjov, og plakaten med børneagtige, voksne skuespillere, som har været en tur i fotoshoppen, er også morsom.
Åbningsscenen i revyen lover godt med en sprælsk Peter Frödin back’et up af et pragtfuldt orkester under ledelse af Jeppe Kaas. Der er gang i den fra første sekund. Men så er der næsten ikke mere på tekstplanet.
De fleste sejl er sat til, nu hvor Tivoli selv vil køre flere af sine teaterrum. Det er helt fint, men der skal en stærk direktør hånd til, (overdirektør Lars Liebsts eller underdirektør Nikolaj Koppels), for at kunne sige stop, hov, her er brug for noget mere!
Tilsyneladende har man givet Peter Frödin og de tre andre skuespillere, Mia Lyhne, Anders W. Bertelsen og Kirsten Lehfeldt, frit slag sammen med dramatikeren Line Knutzon. Og det har de ikke kunnet styre. Da der i programmet ikke er noget forfatternavn på, for Line Knutzon er kun betegnet redaktør, er det svært at sige, hvem der er ophavsmand til de to mest platte indslag: ”Tivolitoilettet og gæsterne” – og ”fuld Pjerrot, der går ud i buskene”. Den sidste lugter umiskendeligt af Det Brune Punktum.
Men Tivoli, som i år bliver 175 år, behøver ikke at gå under bæltestedet og blive latrinær m.m. for at tiltrække sig opmærksomhed. Tværtimod. Der er så mange historier at øse af. Øv.
Første introduktion til Georg Carstensen viser niveauet. Anders W. Bertelsen skal fortælle historien om starten i 1843, men bliver hele tiden afbrudt. Der er og bliver aldrig substans i den scene. Og det er jo fatalt. For personen Georg Carstensen, manden der fik ideen til det hele, var på godt og ondt en vildt opfindsom mand, som sikkert i dag ville blive diagnosticeret med ADHD. Han kunne sætte i gang, men ikke vedligeholde – hverken de store fester på Christiansborg, Tivoli eller Alhambra. Til gengæld fik han ideer.
Næste scene med et par studenter fra Regensen, spillet af Anders W. Bertelsen og Peter Frødin klædt i ulækre, stramme trikotbukser, understreger niveaet. Teksten er ikke eksisterende, mens skuespillerne træder vande takket være rutinen.
Orkestret er klædt i flotte pastelfarver, rigtig tivoliagtigt, og de er heldigvis på scenen og fylder også godt. Bagefter tænker man, at det havde været bedre, at lade de gode skuespillere, som alle kan synge, tage et stort musikalsk/historisk potpourri. Så havde vi været tilfredse.
Men nej. Der skulle være en overklippet rød tråd om glemte børn i Tivoli. Det kunne have været sjovt, men bliver det ikke: For historierne følges ikke dramaturgisk op. En far bliver vred, en mor græder og ender på den lukkede, mens børnene bliver væk i tivolihaven, men hvordan slutter det? Så kan man sige, at det bare er absurd, at der ikke skal være en start eller slutning, men dårligt håndværk kan ikke undskyldes med en smart etikette.
Det er pokkers, at så godt et initiativ som en jubilæumstivolirevy med så gode kræfter og tillige superscenografen Karin Betz til at pakke det hele ind i, ender med en flad og flov fornemmelse.
Åh, hvor ærgerligt. Håber Tivoli finder ud af, om de skal køre under bæltestedet fremover eller prøve at holde fanen højt og finde en egen kunstnerisk identitet. Ellers må man nøjes med gæstespil, hvor andre har bestemt indholdet, og Tivoli kun scorer lejeindtægten. Det her bør ikke være Tivoli anno 2018.
Tekstredaktion: Line Knutzon
instruktion: Nicklas Bendixen
Scenografi: Karin Betz
Kapelmester: Jeppe Kaas
Medv. Peter Frødin, Mia Jyhne, Kirsten Lehfeldt og Anders W. Bertelsen.
www.tivoli.dk