∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Monteverdis Orfeus på Gl. Scene.
Barokopera i nye klæ’r godt pakket ind af Concerto Copenhagen og dirigenten Lars Ulrik Mortensen.
Der er vel knapt 100 forskellige Orfeo-operaer i historien, for næsten enhver komponist fra slutningen af 1500 tallet og faktisk op til ca. 1800 greb til myten om Orfeus, der elsker sin Eurydike. Da hun dør af et slangebid, søger han hende i Dødsriget. Her afgiver han ed på ikke at se på hende, før hun har fulgt ham tilbage til jordelivet. Men ak. Han vender sig om, ser op, og de er fortabt for evigt. Men i dødsriget kan de vel forenes igen?
Giver det håb, nej. Men musikken er fin og besnærende, og så kan man skændes om, hvornår operaen som begreb fødes. I hvert fald er Monteverdis premiere i Mantua i 1607 en af de tidligste operaopførelser, men der havde været mange musikalske tilløb i ikke mindst Firenze, hvor der eksperimenteredes med den klassiske fortid både inden for musik og andre kunstudtryk.
Denne opsætning af ”Orfeus” havde premiere tre dage før nedlukningen af Danmark, d. 11. marts 2020, og nåede kun to offentlige opførelser. Det er i øvrigt første gang nationalscenen har behandlet Monteverdis lille opera. Men jeg har hørte den og andre barokoperaer i som regel mindre, af og til også historiske, rum, hvor de barokke toner egentlig passer bedre. For Gamle Scene er et stort teater, og selv om Concerto Copenhagen kan deres kram, og instrumenterne har en historisk oprindelse, ville jeg afgjort foretrække en mere lukket, eller er det ”intim”, klang? På samme vis var der også ganske stor forskel på sangernes måde at gå til musikken på. Der var lidt moderne bravur og dejlig kraft over franskmanden Marc Mauillons’ Orfeus, mens de fleste andre havde en mere spinkel, dog slet ikke ueffen tone, ikke mindst Sofie Lund-Tonnesen som Eurydike.
Men selvfølgelig er iscenesættelsen vigtig. Her er det en hollandsk, kvindelig instruktør Jetske Mijnssen, der i den tyske scenograf Ben Baurs minimalistiske dekoration, en klassisk grå, lukket stue, viser alle medvirkende i sorte habitter. Kun Orfeus er i hvidt, mens de kvindelige sangere ses i lidt for stramme (umoderne) bukser og høje hæle. Hvorfor ikke bruge lidt ekstra kraft også på skræddersalen, så kvinderne kommer til at se ok ud?
Nok er der en koreograf på, men uskønt er det, når de danser en blanding af børnedans og bjørnedans. Det lignede et finsk drikkelag ved brylluppet imellem Orfeus og Eurydike med alle nu i hvide skjorter og sorte benklæder. Kun Eurydike er i fin gul kjole, men da alle sangere, mænd som kvinder, mod slutningen iføres samme solskinsrobe, er denne legen kispus med kønnene bare trættende. Skal det undskyldes med at produktionen er tre år gammel, og vi allerede er kommet videre?
Ærgerligt med denne tidstypiske crossdressing, som det jo hedder på nudansk, for der er spændende tilløb til at gøre historien smuk og enkel ved at vise frugtbarhed og glæden ved eksistensen og generationernes afløsen. Vi ser både Orfeus som lille og hans moderne, borgerlige forældre endda med barnevogn etc.
Alt det er jo ekstra påhit, for det vigtige er musikken. Da jeg for en gangs skyld kunne se det meste af orkestret, var det smittende med den glæde, orkestret udstrålede ved at få lov til at give publikum denne oplevelse. Det var næsten det hele værd. Så bærer jeg over med de forkølede forsøg på at følge med tidens storsind ved at nedbryde kønnenes diversitet og egenart. I det stille kan man glæde sig over, at Orfeus stadig blev sunget af en mand og Eurydike af en ung kvinde.
I øvrigt opfatter jeg operaen som et eksempel på kærlighed, mens programmet understreger, at det handler om sorg og tab.
Instruktør: Jetske Mijnssen
Dirigent: Lars Ulrik Mortensen
Scenograf: Ben Baur
Kostumedesign: Ben Baur
Koreograf: Lillian Stillwell
Lysdesign: Bernd Purkrabek
Instruktør ved genopsætning : Johanne Holten
Marc Mauillon/ Orfeus
Sofie Lund/ Eurydike
Fanny Soyer/ Musikken
Katinka Fogh Vindelev/ En nymfe / Proserpina
Mia Bergström/ Budbringersken
Steffen Bjerre Jespersen/ Håbet/Hyrde
Gerald Geerink/ Hyrde/Ekko
Alexander Sprague/ Apollon
Joel Kyhle/ Charon
Joakim Larsson/ Pluton
Gustav Johansson/ En ånd