3 stjerner – 5 til Concerto Copenhagen, 1 til instruktøren, 5 til lysdesigneren, 4 til sangerne, 4 til koreograf og dansere, 2 til scenografen.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Mitridate – Mozarts ungdomsværk på Det Kongelige Teater og i Malmø.
Det er såmænd ikke, fordi den 14-årige Mozarts smukke opera seria fra 1770, ”Mitridate”, er kompliceret i sig selv. Den lever smukt op til de krav, som Teatro Regio Ducal i Milano stillede den unge komponist, der endnu stod med et ben i barokken og et andet fremad mod nye tider. Et geni var Mozart allerede. Ingen tvivl om det, og samtiden dengang honorerede operaen med mange opførelser samme år og nye bestillinger hos den unge komponist. Musikken måtte tildels følge et bestemt mønster og bygges op over arier, som skulle tilpasses de enkelte stjernesangeres evner og behov. Og efter mange trakasserier i handlingen skulle operaen også musikalsk ende i harmoni.
Instruktøren bag
Men hvis man ikke er vant til at iscenesætte opera på en scene, er det nok for stor en mundfuld at kaste sig over. Den tyske Ralf Pleger (1967) har ifølge nettet arbejdet i mange år med film og videos, herunder også med musikalske emner, men derfra til at sætte “Mitridate” op, er der et spring. Men han burde ellers være godt hjulpet af Lars Ulrik Mortensen som dirigent og hele hans Concerto Copenhagen. Men det kræver altså, at man har kærlighed til barokkens musik og viser en smule respekt.
Det Kongelige Teaters lille program aftrykker instruktørens hjælpende ord:
”Vi er interesseret i at skabe non-verbale performative narrativer ud fra visuelle og koreografiske metaforer. Disse metaforer vækker billeder i Mozarts musik og er åbne for fortolkning.” (Oversat af teatret fra tysk).
Nej, det er ikke en vittighed. Det er Nationalscenens hjælpende hånd til os, så vi kan forstå en inviteret instruktørs famlende forsøg. Men det lyder som en hjælpeløs ansøgning til Statens Kunstfond eller, som jeg tidligere har kaldt lignende udgydelser, tredje semesteropgave på Aarhus Universitet inden for et eller andet med kultur!
Det Kongelige Teaters operaafdeling i samarbejde
Nu er operaafdelingens forestillinger og de dertil hørende programmer ikke en uddannelsesinstitution, hvor man kan få lov til at ”afprøve” diverse ideer. Det er alvor og koster ekstremt mange penge, og mange tusinde mennesker glæder sig til at følge netop opera-afdelingens arbejde.
Jeg skal ikke her klandre operachefen John Fulljames’ arbejde. I hans få år som leder har teatret givet den ene store musikalske oplevelse efter den anden – og tillige inddraget et nyt repertoire. I denne omgang er det et samarbejde imellem Malmø Opera og Skånes Dansteater: Her ligger måske problemet. Hvem skulle i sidste ende se efter produktionen?
To dele – en for danserne – og en for rullende skakbrikker
Mitridate er i denne iscenesættelse i bogstavelig forstand delt op i 2 dele, hvor 1. og 2. akt rummes i første del. Det meste af tiden havde jeg besvær med at finde ud af, hvad der skete på scenen, ( selv om jeg virkelig havde læst på lektion), for der var flere kvindelige sopraner, i mere eller mindre ens, lange lysegule kjoler og tilbagestrøget hår. Men endnu en kvinde var i blåt. Det viste sig, at hun var den ene af Mitridates to sønner, mens den anden søn blev sunget flot af kontratenoren Morten Grove Frandsen. IKKE et ord om denne ret vigtige ombytning i programmet, men det er vel sket af praktiske grunde. På Mozarts tid ved førsteopførelsen i Milano var der hele tre kastrater, der sang de mandlige roller, mens titelfiguren var en almindelig tenor – og så var der en ekstra tenor.
Scenografi hører til og lever kun på scenen
Men det, som vel har interesseret instruktøren mest ud over, at begyndelsen skulle foregå i et mørkt, tomt scenerum, var en skulpturelt opbygget og bevægelig scenografi, der lignede en krydsning imellem en aztekerborg og Fred Flintstones hule. Flot var det og interessant belyst ved skiftende vinkler. Instruktøren begår dog den fejl i programmet at kalde scenografiens delelement for et kunstværk: ”Kernen i vores scenografi er et stort kunstværk af Lexander Polzon, en mangefacetteret metafor…..” – nej – scenografi er og bliver en del af det samlede teaterværk – og lever faktisk kun, når alle elementer spiller: aktører, lys og ikke mindst, når publikum er på. (Her kunne jeg henvise til min egen bog ”Nyere danske scenografer… (2017).
Danserne på gulvet – Rodin og Rudolf Tegner m.fl.
Scoopet er nok, set med instruktørens øjne, at der lidt inde i første akt og igennem anden akt drysses en masse dansere i hudfarvet trikot ud på gulvet – og de forbliver i fortsat glidende bevægelser som bølgesvulp og hvilende sæler, der indtager både flintstoneborgen og ind imellem også sangerne. Flere af formationerne er spændende og viser hen til forskellige billedkunstneriske værker, hvor menneskekroppe samles og nærmest kappes om at overleve. Her kan der henvises til Rodins ”Helvedes Port” – eller vor egen Rudolf Tegners skulptur: ”Mod lyset” – med kroppe i bevægelse op ad mod et uopnåeligt mål.
Også Delacroix-malerier – og værker af hans forbillede Gericault synes at have været inspirationskilde. Men hvad pokker denne evige, og ganske distraherende, men også fascinerende, konstante bevægelse havde med sangerne at gøre, var svært at gennemskue. En forklaring kunne være at vise, hvordan mennesket er på evig jagt efter det sande, det uopnåelige, det moralsk rigtige, etc.
Myten Mitridate
Ralf Pleger synes ikke at interesse sig for selve myten, som var grundlaget for den tekst, der blev forelagt unge Mozart og som i øvrigt kunne vises tilbage til Racines bearbejdelse af myten Mitridate. Han var en hersker få årtier før år nul med to sønner og en elskerinde. Han var mistænksom, da sønnerne var forelskede i hans kvinde, og hun i den ene søn, mens den anden tilsyneladende var en forræder etc., etc. Men i en opera seria skal afslutningen altid være positiv – så på dødslejet, efter Mitridates forsøg på selvmord, tilgiver alle hinanden, og den ene søn får den udvalgte kvinde. Sådan forklares handlingen i diverse håndbøger.
Men det hverken så eller hørte jeg meget til på Gamle Scene denne fredag aften.
Det kan i øvrigt godt være, at min gennemgang af oplevelsen med “Mitridate” synes rodet, men forestillingen var værre.
Efter pausen – et skakspil a la Robert Wilson
Efter pausen, hvor jeg prøvede via en musikkyndig at blive gjort klogere på det hele, men faktisk kun fandt ud af, at det fornuftige ville være at splitte hoved op i to dele og følge danserne på gulvet og ellers lukke øjne og lytte til sopranerne og den ene kontratenor.
Men så gik tæppe for noget helt andet! Nu var det et scenebillede, der var en Robert Wilson værdi. For danserne var sendt hjem og ligeså Aztekerborgen, og sangerne var proppet ned i nogle store, udhulede skakbrikker eller kegler. Jeg kom straks til at tænke på både Samuel Becketts stykke ”Play”, hvor de tre personer sidder i hver sin urne eller krukke og kun har hovedet oppe – og på en scene i balletten “Nøddeknækkeren”, hvor der er en stor rullende dukke.
Her I denne Mitridate-version kører de forskellige brikker med sangere rundt på hjul i fine formationer, som var de alle på skøjter, mens lyset er kanon flot. Til sidst er de rullende kegler uden sangere, og kun kontratenoren – ( den ene søn,som ikke får kvinden) synger.
Øh fortolkning
Fortolkning – nej, ikke i denne omgang, men en Mozart-opera seria fra 1770 kunne ellers sagtes fortolkes også rent musikalsk. Men for meget distraherede, som om ingen troede på musikken.
Nede i orkestergraven blev der arbejdet og spillet flot af Concerto Copenhagen – specialister i barokmusik. Imponerende at de holdt ud, mens der skete mærkelige ting på scenen.
Flere af sangere var helt udmærkede, ikke mindst når de vendte hovedet ud mod publikum, men kun Morten Grove Frandsen syntes tilstede – musikalsk og teatermæssigt.
Hvis teater skal være ”performative metaforer”, jvf. instruktøren, så er denne forestilling sikkert til ug. Men hvis teater skal være andet og mere, så var det lidt af en ommer og synd for både musikere og sangere.
Stuart Jackson/ Mitridate
Elísabet Einarsdóttir/ Aspasia
Emöke Baráth/ Sifare
Morten Grove Frandsen/ Farnace
Sarah Aristidou/ Ismene
Sebastian Monti/ Marzio
Kari Dahl Nielsen/ Arbate
Skånes Dansteater
Concerto Copenhagen
Instruktør: Ralf Pleger
Dirigent: Lars Ulrik Mortensen
Scenografi og kostumedesign: Alexander Polzin
Koreograf: Fernando Melo
Lysdesign: Olaf Freese
www.kglteater.dk