Anbefaling af Ulla Strømberg (selvbiografier får ingen stjerner).
En klassisk livshistorie ganske positivt skrevet af skuespilleren Sonja Oppenhagen.
Måske er det ”Matador”s Vicki sammen med den søde, clairvoyante lillesøster i ”Badehotellet”, der er årsag til Sonja Oppenhagens fortsatte gode placering i offentlighedens søgelys, eller som hun selv sympatisk udtrykker det: ”Jeg har været så heldig at forblive i folks bevidsthed igennem mange år,..”. Hendes gennemslagskraft er stadig intakt, nu efter snart 60 års opmærksomhed.
Måske ved de færreste, at hele karrieren begyndte med fire år på Det Kongelige Teaters balletskole. Så var det eventyr slut. Fødderne og knogler var vist ikke egnede til den helt store balletdans. Hurtigt fulgte adskillige børne- og ungdomsroller på film og tv. Men som Sonja Oppenhagen skriver, så blev hun voksen allerede som barn, bl.a. på grund af forældrenes ulykkelige ægteskab. Faren var vist en charlatan, og hun måtte beskytte den svage moder. At hun samtidig var i stand til at passe på sig selv, er ganske imponerende. Denne menneskelige styrke har hun båret med sig igennem uendelig mange professionelle engagementer, fem parforhold, som der alle berettes om, samt som mor til to børn.
Hun var ansvarlig allerede som 12-årig. Livet har ikke været let og billedligt talt var der mange trapper i den lille Sonjas liv. Hun boede først på tredje, siden på fjerde sal på Kochsvej på Frederiksberg. Balletskolen på Det Kongelige Teater lå på femte sal. Balletbørnene måtte ikke tage elevatoren.
At være balletbarn var hårdt, og da Sonja var med i adskillige forestillinger, blev det næsten til arbejde i døgndrift. Men så var det slut efter fire år. Dansedrømmene fortsatte dog lidt endnu. Et par år på Pantomimeteatret var vist lykkelige. Siden sejrede fornuften, og Sonja Oppenhagen søgte som 20-årig optagelse på Odense Teaters Elevskole. Hun kom ind og fik tre gode år i Odense.
Men havde Sonja Oppenhagen ikke valgt showbiz, kunne hun såmænd i dag, i en alder af 73 år, havde været den perfekte livsstilekspert. Hun ligner en 45-årig, er let til bens, som en ren spirrevip, og ville såmænd nok stadig kunne klare en columbinedans.
Bogen er i jegform, hvor hun meget velskrivende lader sit lyse sind skinne igennem. Alle de personer, hun omtaler, har haft en positiv indflydelse på hendes liv og udvikling, på nær en enkel eller to. Direktøren for Odense Teater havde såmænd fortalt alle sine direktørkolleger, at den nyuddannede Sonja ikke havde noget talent. Men selv ikke han får en røffel. Man skal læse imellem linjerne for overhovedet at finde noget negativt. Her er hverken Jeanette Ottesens mobbeattitude eller Susanne Brøggers manér med at give øgenavne eller name-droppe.
Når de store og kendte koryfæer fra dansk teater nævnes, synes det naturligt. Sonja Oppenhagen var med i Tivolirevyen i 1980 og stod faktisk få meter fra Dirch Passer den aften, han faldt om på bagscenen og døde af overanstrengelse. Det var et chok. Dirch Passer havde været forlover ved hendes første ægteskab med skuespilleren, instruktøren og den aktive teaterdirektør Klaus Pagh.
Ugepressen kaldte ofte Pagh for playboy, men for Sonja Oppenhagen blev det til nogle gode år med den høje, flotte og virksomme teatermand. Der var god økonomi, og de endte i en alt for stor villa i Hellerup. Samlivet var slut efter få år, og Sonja Oppenhagen blev enlig mor. Men det kunne ikke slå hende ud.
Kærligheden dukker atter op. En anden type mand, lidt hippieagtig, bor hun sammen med et par år og møder så en læge, som hun gifter sig med. De får en søn sammen, men samlivet holder ikke, og kort tid efter dør manden af kræft.
Igen er hun enlig mor, nu til to, men intet kan slå hende ud. Hun praler aldrig, men knokler blot som freelancer på teatre og i filmstudier, hvor bl.a. ”Matador” bliver indspillet. Tredje ægteskab med musikeren og kapelmesteren Stig Christensen har holdt og er lykkeligt. Smukke ser de ud sammen, og sådan ender den private fortælling.
Sammenlignet med flere andre biografier/selvbiografier fra kendte skuespillere er ”Mit liv, min linedans” et meget sympatisk bekendtskab.
Bogen er ikke henvendt til fagfolk. Derfor underspilles hele teatersiden næsten for meget i de første kapitler. Men mod slutningen af erindringerne, beskrives flere interessante detaljer om bl.a. Erling Schroeder, den legendariske instruktør, som har løftet og udviklet en lang række af de kvindelige skuespillere, som er 10-20 år ældre end Sonja.
”En af hans kongstanker var, at ”en skuespiller aldrig må gå ind på scenen uden at have en tanke med sig”. Og han kunne sige: ”Jeg er ligeglad med, om du tænker på cykelstativer eller noget andet, bare du tænker!” ( s.220)
Fra slutningen af 1990erne bliver Sonja Oppenhagen mere bevidst om, hvad hun gerne vil spille og begynder selv at opsøge tekster og ligefrem stå for flere produktioner. Det kommer der spændende forestillinger ud af, bl.a. om den amerikanske digterinde Emily Dickinson: ”Den smukkeste pige i Amherst” spillet på Teatret ved Sorte Hest.
På Teatret Svalegangen i Aarhus skal hun i en lille forestilling ”Iron” spille en kvinde, ”der sidder i fængsel på livstid, fordi hun i et øjebliks vrede og sorg har myrdet sin mand”. Det tilskynder Sonja Oppenhagen til at opsøge kvinder, der sidder i fængsel for lignende forbrydelser, og hun får dermed en mere nuanceret indsigt i den dramatiske karakter. Også en forestilling på Teater Nordkraft i Aalborg om demens fører Sonja Oppenhagen til patientforeninger, og hun bliver klog på den uhelbredelige sygdom.
Arbejdet med en tekst kan derfor være et langvarigt projekt:
”For mig er manuskriptet til en forestilling som et nøglehul. Når man kigger ind, kan man inde bagved ane en hel verden af historier…” (s. 233)
Udefra set synes det hårdt at leve et liv som freelance skuespiller med opgaver på teaterscener i hele landet, både stationært og på turné – og oveni filmopgaver. Men det har ikke fået Sonja Oppenhagen til at klynke. Tværtimod. Hun synes stærk, men også sammensat. På samme vis har også hendes liv været polariseret. Fra en jetset-agtig levevis med Klaus Pagh over frivilligt arbejde i organisationen Kunstnere for fred til ved tredje ægteskabs indgåelse faktisk at køre af sted fra kirken i hvid Rolls-Royce iført en creation designet specielt til hende.
Sådan er show-biz. Og Sonja Oppenhagen har både ude i virkeligheden, på scenen og nu i selvbiografien navigeret upåklageligt imellem polerne.
www.lindhardtogringhof.dk
Udkommer d.25.10.2021.