∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Molières “Misantropen” på Grønnegaards Teatret.
Elegant stilkomedie på Grønnegaards Teatret. Silken knitrer i de underskønne kostumer, når skuespillerne med Nicolas Bro, Mads Wille og Sonja Richter i front bevæger sig op og ned ad det store trappepodie, mens de smækker alexandriner-vers i hovedet på hinanden i Molières mere end 350 år gamle komedie ”Misantropen”.
Historien er simpel og dog raffineret. Molière lægger alle præmisser frem. Først nogle almene betragtninger over menneskets hang til at behage og flyde med strømmen. Titelpersonen Alceste, spillet af Nicolas Bro, viser fra start til slut både alvor og sorg i hver en attitude. Han er jo misantrop. Dvs. han er menneskehader og vred på alt og alle, men nedenunder viser det sig, at han mest af alt blot er en forelsket og jaloux mand, der nødigt vil dele sin udkårne med andre. Det er forståeligt nok, da den elskede Célimène, Sonja Richter, er for viderekomne. Hun holder ”hof”, eller salon og tilhører selv den øverste klasse i det franske samfund, tæt på hoffet. Der name droppes i et væk imellem gæsterne. Alle, der ikke er til stede, bliver latterliggjort. Hendes såkaldte venner er ikke et hak bedre. Og da hun tilsyneladende har magt, kommer de mere renhjertede ikke til orde i hendes nærhed. Kender vi typen? Så afgjort!
Nicolas Bro som titelperson er fra start til slut immun over for gode råd. Han kræver, at alle skal være som ham, dvs. at sandheden og kun sandheden må høres. Som bekendt kommer man ikke langt med det. Ond er Célimène dog ikke, hun vil da bare underholde og underholdes og ser intet forkert i, at rygklapperne er lige sådan.
FORTOLKNINGEN
”Misantropen” hører til verdensdramatikkens absolutte sværvægtere. Derfor er instruktøren og scenografens greb altafgørende for udfaldet. Skal der være udleverende – eller det modsatte? Skal det være i tiden eller måske placeres i et exotisk miljø? Molières raffinerede klassiker er så dobbeltbundet, vittig og robust, at teksten snildt lader sig opføre i dag, enten som gammeldags stilkomedie eller for den sags skyld i nutidsklæ’r med mobiltelefoner. Molières personer er nemlig arketyper.
Madeleine Røn Juul kender Grønnegaardshaven og har sammen med den tyske scenograf Manfred Blaimauer bevidst valgt at lægge historien i et abstrakt rokokomiljø med spændende teater– og kunsthistoriske referencer, som det er sjovt at afdække. Først og fremmest kjolerne, der er så korte, at man kan se fødderne tippe ud, og måske inspireret af de dårende teatertegninger af Peter Cramer fra 1770-ernes københavnske teater. Og når alle personer står på række og geled, er det ikke snorlige, men blødt, svajende og i bevægelse som i rokokoens formsprog hos maleren Watteau i hans mest dårende malerier.
Sonja Richter som Célimène, kvinden i centrum, ser smuk ud i sit rokokokostume med tydelig kinesisk inspiration (som det var på mode i 1700-tallet). Selv make-uppens røde kinder giver associationer til den moderne Peking-operas heltindetype.
På podiet må alle skuespillere helt bevidst kæmpe den fysiske kamp op og ned ad trappetrinene, mens også ordene er krævende, selv om Jesper Kjær står bag en nyoversættelse, som fungerer og skaber vittige momenter ved enderimene.
Molière var menneskekender og vidste, at mennesket søger mage, så de renlivede udenomsfigurer, spillet stilsikkert af Mads Ville og Laura Bro får hinanden, mens de komplicerede og intrigante kan sejle i deres egen sø.
TEATERHISTORIE
Fortolkningsmulighederne i ”Misantropen” er ikke så mange, og dog kan vægtforskydningen være bemærkelsesværdig. Denne version, 2018, søger helt bevidst at dele sol og vind lige, så alle hovedfigurer, præcis som i en opera, næsten er ligeværdige.
Men tænker jeg tilbage på et par legendariske opsætninger: Sam Besekows moderne version i 1963 med Jørgen Reenberg som en vred misantrop, da blev Alceste den dominerende hovedfigur i smart, moderne tøj, i et hjem med klaver, nemlig PHs gennemsigtige flygel midt på scenen og P. Hansens gamle oversættelse fra 1870erne.
10 år efter kom Ingmar Bergman til byen i 1973 og lagde Det Kongelige Teater og byen ned med en forrygende klassisk-barokt udseende version. Ghita Nørby fik sit andet seriøse gennembrud (det første var i ”Balkonen” mange år tidligere) med en Célimène som det forføriske omdrejningspunkt. Hendes smil, hendes kokette bevægelser, men først som sidst den perlende stemme kunne overvinde selv den mest skumle fjende og tog førergreb på alexandrinerne. Det var mageløst.
Der er vi ikke i Grønnegaarden, men et pænt stykke ad vejen er nået. Skuespillerne kæmper, og når versene og løbeturene er indarbejdet og premierenervøsiteten har lagt sig, vil forestillingen fremstå som et meget begavet og åndfuldt sommertilbud som ovenikøbet ser forrygende smukt ud.
NB: Bemærk skoene, som afslører en overdådighed af broderier og perler, både hos herrerne og damerne. Afstanden til publikum er markant, for der nede på bænkeraderne er vi alle pakket fornuftigt ind i sweatre, vindjakker, løbesko og plaider. For sådan er udendørsteater i Danmark. Og husk lige madkurven, som kan indtages på græsset eller ved borde i Designmuseets smukke have – fra 1700 tallet.
Medvirkende: Nicolas Bro, Sonja Richter, Mads Wille, Laura Bro, Charlotte Fich, Patrick Baurichter, Jens Frederik Sætter-Lassen, Nicolai Jørgensen og Steen Stig Lommer.
Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul
Scenografi og kostumer: Manfred Blaimauer
Oversættelse: Jesper Kjær
Forestillingen varer ca. 1 time og 40 minutter og spiller uden pause.
Musikken, der anvendes i forestillingen er Vivaldi: La Stravaganza
Køb billetter: