Af Ulla Strømberg.
Mindeord om Jytte Abildstrøm.
For Jytte Abildstrøm syntes 90 år faktisk ikke at være nogen alder. Hun var og havde altid, i hvert fald i det offentlige rum, været ukuelig, overlevelsesagtig og imødekommende over for alle. En ener i dansk teater.
Med orange hår, også i en alder, hvor andre kvinder og damer måske ville begynde at gråne, lyste hun altid op med sit smil og sin aldrig svigtende energi og gå på mod. For der var altid noget, der skulle formidles til omverdenen, om det var børneteatrets fundamentale betydning, eller det var troen på muldtoilettets frelsende evne til klodens overlevelse.
Den pæne, borgerlige pige fik efter studentereksamen sin uddannelse på Handelshøjskolen, men teatret trak. Via Studenterrevyerne, som i 1950erne var et fantastisk udklækningssted for datidens uortodokse talenter, kom hun godt i gang i midten af 1950erne og var af samme årgang som bl.a. Kirsten Walter og Klaus Rifbjerg.
Den professionelle debut fandt sted i 1957 på AB C Teatret med ”Carmen Jensen”.
En form for vækkelse til børneteater skete i midten af 1960erne, og fra 1970 blev Jytte Abildstrøms Børneteater en realitet i Riddersalen, hvor også voksenteatret i mange år havde en vigtig plads. Det store brag var komedien ”Svend, Knud og Valdemar” med Jytte og ligesindede på scenen, bl.a. Jesper Klein, Gotha Andersen og Bodil Udsen. Allerede fra starten var Jytte Abildstrøms komiske talent en gave for revyscenen som for publikum.
Et Folkeligt gennembrud (sådan er det jo med tv) var serien “Sonja fra Saxogade” (1968-69). Fra da af vidste det ganske land, hvem Jytte Abildstrøm var. I 1984 fyldte fruen 50 år, og der var faktisk hele to indslag i morgen-monopolradion. Fødselaren havde ”glemt” at meddele, at flere radiojournalister flokkedes om hende. Da jeg havde hende direkte i studiet, syntes hun, stemningen var lidt for højtideligt og kravlede resolut ned under bordet og tog en medbragt fløjte frem.
Jytte Abildstrøm var god til at finde folk, der havde den samme fornemmelse for teatrets muligheder, og bl.a. Daimi blev igennem mange år en vigtig del af det faste ensemble på Riddersalen. Modeskaberen Jean Voigt var også en ven. I øvrigt var den æstetiske side af teaterforestillingerne, uanset om det var for børn eller voksne, meget vigtig.
Jytte Abildstrøm i en rolle. Tegnet af Claus Seidel.
På et tidligt tidspunkt blev også økologien en uundgåelig del af Jytte Abildstrøms kamp- og virkeplads. Da jeg engang i 1990erne kom ud i Allégade for at interviewe teaterdirektøren om børneteater og de mindre teatres svære placering rent kulturpolitisk, blev talen meget hurtigt drejet over på muldtoiletter, som en eventuel redningsplanke for den døende klode. Det var selvfølgelig ikke godt for en teaterjournalist, men radiolytterne blev oplyst om noget, de aldrig tidligere havde tænkt over. Public Service som siden blev DRs mantra!
At møde Jytte Abildstrøm var altid en ”fest” for at bruge en poppet udtryk, uanset om det var et personligt møde eller med stor afstand. Jeg husker et år, måske for 25 år siden, hvor sønnen Peter Mygind skulle være konferencier til årets Bodil-prisuddeling, som fandt sted i Imperial. Ind på scenen foran hele den danske filmbranche kom den unge mand og erklærede: “Godaften, for en sikkerheds skyld, har jeg taget min mor med”. Brølende latter og aftenen var reddet for publikum. Og sådan har det sikker været mange gange. Var Jytte tilstede, blev stemningen god og anderledes.
Livet i det såkaldt alternative teater og børneteater i Danmark har sikkert ikke været lige let altid, men Jytte var ukuelig, drog på turné med kollegerne i månedsvis for at underholde alle aldersgrupper og tjene penge til det lille teater.
Hvor skal vi være taknemmelige for, at der er nogen, som gider. Og Jytte gad mere end nogen anden, jeg er stødt på i dansk teater. TAK.
Et langt liv er slut, men forhåbentligt var det et sjovt liv.
“Svend, Knud og Valdemar” kan opleves via DR:
https://www.dr.dk/drtv/se/svend-knud-og-valdemar_438255
Sonja fra Saxogade sæson 1
En god og rammende artikel, Ulla. Tak!