∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg

Michelangelo på Statens Museum for Kunst.

Nærmest perfekt udstilling med titlen ”Michelangelo Imperfect” – på dansk ”Michelangelo uperfekt”.

Titlen er meget dækkende, da det er noget så ualmindeligt som ældre og nye gipsafstøbninger af den store italienske billedkunstner Michelangelo Buonarroti, der levede i 1475 til 1564.

Udstillingen i det meste af stueetagen på SMK er både æstetisk smuk, overrumplende og lærerig  – kan man ønske sig mere?

Michelangelo – et ”gudebarn”

Titlen kan også tolkes således, som udstillingskataloget understreger, at Michelangelo sjældent blev endeligt færdig med et værk eller selv fandt værkerne perfekte. Han var fortsat søgende,  som en ”moderne kunstner”, understreger udstillingskurator Matthias Wivel i kataloget.

Som sin samtidige, Leonardo da Vinci, beherskede Michelangelo de fleste kunstarter, tænk blot på Michelangelos loft i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet i Rom.

Ikke uden grund skrev den næsten samtidige biograf, Vasari, i sit portræt fra midten af 1500-tallet om Michelangelo, her gengivet i min forkortede form: ”Gud så ned på jorden og bemærkede, hvor uperfekt den var, hvor mange fejl, der blev begået, så han besluttede at sende en kunstner, der var begavet i alle udtryk, og hvis værker ville lære os ((dødelige)), hvordan der kunne opnås perfektion i tegning, (…) skulptur – og inden for arkitektur (…) Derfor besluttede den almægtige at lade Michelangelo blive født som florentiner (…)”.

Kort sagt, allerede i 1500-tallet, kunne omverdenen se det næsten guddommelige i Michelangelo.

Afstøbninger  – original/kopi

Med det guddommelige in mente og med erindring om de store skulpturer, som ikke mindst kendes fra Firenze, er det overraskende godt set af Statens Museum for Kunst og kuratoren, kunsthistorikeren Matthias Wivel, at den unikke Gipsafstøbningssamlings mange eksemplarer af Michelangelos værker kunne udnyttes bedre end blot at stå på lager! Samtidigt er den danske beholdning, som blev bestilt i årene 1897-1900 nu suppleret med helt moderne kopier efter nyeste og næstnyeste teknikker.

Derfor rummer udstillingen mesterens allerfleste skulpturelle værker – i kopi. Vi lever jo i en tid, hvor original og kopi er begyndt at flyde sammen på alle planer, også det argumenterer for legitimiteten af en ”kopi”-udstilling på SMK.

Udstillingens diversitet

Udstillingen lægger op til flere forskellige indgange eller synsvinkler:

– En redegørelse for Michelangelos store produktion af skulpturer.

– Portræt af en kunstner, som bliver ved og ved med at arbejde og aldrig synes, at et værk er færdigt og ”perfekt”.

-En præsentation af den såkaldte gipsafstøbningssamlings interessante skatkiste i en tid, hvor samlingen i årevis har haft lukket for almindelig offentlig adgang til samlingen,  og hvor museet ikke har vist samlingen interesse.

Med de mange kopier er det en enestående mulighed for at stifte bredt bekendtskab med de allerfleste af Michelangelos skulpturelle værker og endda få præsenteret nogle antikke forbilleder, som bl.a. ”Laokoon” og Donatellos lille David.

Nu til dags er det blevet sværere og sværere at rejse rundt som kunstinteresseret turist; der er simpelthen for mange  med samme ærinde, når steder som Vatikanet eller mindre museer i Firenze skal besøges. Der er køer overalt, og besøg skal som bekendt bookes i forvejen.

Også derfor er udstillingen med  kopier af Michelangelos værker en perfekt mulighed for på nærmeste hold at stifte bekendtskab med den enestående kunstners samlede skulpturværker – og herunder også forstå hans unikke arbejdsmetode og kunstneriske stræben.

Der er nogle værker, som er mere end blot kendte. ”David” f.eks., her i en bronceafstøbning bestilt af Brygger Carl Jacobsen, knejser i ”museumsgaden” og er flyttet fra den seneste placering ved Vestindisk Pakhus. Der rummes i øvrigt hele SMKs gipsafstøbningssamling i dag, men det er en anden historie  –  se sidst i denne anmeldelse!

Udstillingskataloget beretter, at David-skulpturen, som også i Danmark er meget kendt takket være bronceafstøbningen, i dag står som et internationalt queer-symbol. Det vidste jeg faktisk ikke.

En gipsafstøbning alene af Davids hoved, placeret ved siden af den store figur, giver også viden om Michelangelos metode. Det er interessant at komme så tæt på, at man næsten kan røre ved krøllerne og gå rundt om….

Tre gange ”Pieta”

I et ”mellem-rum”, oprindeligt det gamle museums festsal, står de tre helt fascinerende Pieta-skulpturer, dvs. Jomfru Maria med den lidende Kristus.  Her er de samlet – måske for første gang i historien.

I midten, selvfølgelig, den perfekte og tidlige Pieta (1498-1500), hvor originalen stadig kan ses i Peterskirken i Rom. Alt er afklaret i udtrykket med den voksne Jesus i skødet på den smukke Jomfru Maria, hvor kjolefolderne ser helt naturlige ud.

Tv. den såkaldte Bandini Pieta (1549-55), der i dag kan ses på Domkirkemuseet i Firenze (Museo Dell’Opera del Duomo). Ganske uhyggeligt med en ekstra figur: Nikodemus med kutte (måske et selvportræt) ovenover og bagved Maria og Kristus. Denne skulptur, der måske var tænkt til Michelangelos eget gravmæle, viser en helt anden stræben hos billedhuggeren. Men Michelangelo var utilfreds med skulpturen og huggede bl.a. et ben af, mens andre dog siden forgæves prøvede at færdiggøre skulpturen.

Den tredje og ufuldstændige, Rondanini-Pieta, (1553-64) som Michelangelo endnu arbejdede på ved sin død, er igen anderledes og endnu mere ”moderne” i sin tydelige ufuldkommenhed. Kristus står oprejst som en langlemmet figur med en Mariafigur støttende bagved. Værket kan i dag opleves i Milano på Museo del Castello Sforzesco.

At se de tre vidt forskellige skulpturer,  med til dels samme budskab, opstillet side om side, er hele udstillingen værd og indkapsler meget af budskabet om Michelangelo, som en evigt søgende,  aldrig ”afsluttende ” kunstner, med et tæt forhold til den katolske tro og  Jomfru Maria-tilbedelsen.

Medici-kapellets gravmæler

Opstillingen af kopierne af gravmælerne i Medici-kapellet i Firenze er også interessant og flot iscenesat, måtte godt have haft sit eget rum, men på den anden side ville det måske netop være at gå over stregen.  Her er fremstillingen af de gruopvækkende figurer uden slinger. Det er bestillingsværker, som Michelangelo færdiggjorde i perioden 1520-1535. Dag, nat, morgen og aften – faktisk er kapellet slet ikke stemt for at give livsmod, tværtimod – det er tæt på at være udtrykt for det  endelige og grufulde liv, der afsluttes med døden.  I denne afdeling er der også udstillet en række originaltegninger. Kataloget går her i detaljer med tilblivelse og den politiske baggrund i Firenze i første halvdel af 1500 tallet.

Katalog

Til udstillingen hører et smukt katalog, der visuelt underordner sig udstillingen – i sort og hvidt – ligeså mange af fotografierne i bogen. Der er  gode, velunderbyggede artikler med noter etc. samt imponerende supplementer til de udstillede modeller og originaltegninger.  Med „Michelangelo imperfect‟ demonstrerer SMK et højt niveau, og det bør anerkendes og værdsættes  både af publikum og politikere.

Formidling af udstillingen 

Anderledes er det med det formidlingsarbejde, som er knyttet til udstillingen. Der er placeret små bunker ubehandlet marmor rundt i hjørnerne  for at skabe ”stemning”, og digteren Morten Søndergaard har skrevet tekster m.m. Her havde jeg mere brug for 1500- tals kildetekster (gerne bearbejdet!)

Et lille gratis katalog taler desværre ned til den besøgende. På de først to introducerende sider er der du og dig i hver tredje linje, og ved præsentationen af skulpturerne er der ingen årstal, intet om udviklingen i Michelangelos oeuvre, men blot personlige, fortolkende  iagttagelser. Hvem kan bruge det?  Endnu engang synes det svært for SMK at finde den rette vej i formidlingen. Hvorfor bruge penge og kræfter på denne formidling, som hverken er fugl eller fisk?  Det er som om, de forskellige afdelinger på museet ikke taler sammen. Og lad i øvrigt være med at tale ned til publikum.

Apropos Afstøbningssamlingen i Vestindisk Pakhus:

Samlingen har ikke været almindelig tilgængelig i en årrække, men museet skriver på hjemmesiden, at stedet kan lejes, både til kommercielt og til anden brug! Lidt mystisk.

Samlingen blev lukket ned under Allis Hellelands styre i begyndelsen af det nye årtusinde og har måske siden været genåbnet i kortere perioder. Begrundelsen for lukningen i dag er, at museet, sammen med en række andre statslige kulturinstitutioner omkring 2016 ved Lars Lykke Rasmussens såkaldte tredje regering med Mette Bock som kulturminister, blev pålagt en årlig besparelse på 3% – det såkaldte omprioriteringsbidrag. Men det er en mærkelig undskyldning, for besparelserne på kulturområdet blev allerede i 2019 ophævet, dengang Mette Frederiksen tiltrådte med sin første regering.

Fra 2019 og blot frem til 2023 har staten ifølge Finansministeriet i øvrigt ansat 12.400 ekstra administratorer og lign. – stadig i Mette Frederiksens regeringsperiode.  Så burde der vel være råd til at ansætte nogle vagter, så Gipsafstøbningssamlingen igen kan åbne dørene for publikum.

I december 2019 skrev jeg en kommentar på foranledning af nu afdøde, tidl. professor ved Kunstakademiet, Mogens Møller, som var en ihærdig forkæmper for Gipsafstøbningssamlingen. På det tidspunkt overvejede staten at sælge ud af deres ejendomme, bl.a. Vestindisk Pakhus fra slutningen af 1700-tallet.

Her følger min kommentar efterfulgt af Mogens Møllers brev til den daværende (og nuværende) statsminister. På det tidspunkt var der desværre ikke fodslag blandt Kunstakademiets tidligere lærere, og det har nok fået politikerne til at lægge historien i glemmekassen. Men spørgsmålet bør tages op igen i kølvandet på SMKs fremragende Michelangelo-udstilling, der bl.a. viser, hvad gipsafstøbninger kan bruges til.

https://www.kulturkupeen.dk/afstoebningssamlingen-boer-bevares-og-goeres-tilgaengelig-igen/

www.smk.dk