∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Michael Kvium – Wetland på Nivaagaard.
Mange kunstmuseer med gedigne samlinger er pisket til også at have et skiftende udstillingsprogram (nok på grund af statstilskud m.m.) og dermed både store tematiske udstillinger og solo-udstillinger, hvor ikke mindst danske nutidskunstnere får vægplads i de hellige haller.
Sådan er det også på Nivaagaard for tiden, hvor Michael Kvium under den mærkelige titel Wetland viser nye værker.
Det kunne være helt fint, men virker på en eller anden måde beregnende og hvorfor ikke en dansk titel? Udstillingen vises i Nivå på Nivaagaard, hvor parken ligger ud til en smuk eng, der går videre ud i Øresund (et af mine yndlingssteder) – og Kvium er pæredansk. Lad os holde fast i det danske sprog.
Titlen er selvfølgelig i tiden, Wetland, noget med vand, det store globale spørgsmål lige nu.
Men værkerne, der alle virke lidt for nye, er langt væk fra titlen, bortset fra et meget stort, nøgent og tomt maleri Wetland, også gengivet i det katalog, der desværre ikke besvarer så mange spørgsmål. Måske skulle Kvium have nøjedes med at udstille dette værk, der har mange kvaliteter, men trykkes af alle de andre udtryk med broncefigurer og malerier af må drengehoveder.
I de seneste 40 år er Kvium blevet kendt for at turde vise vrangen af menneskelig eksistens og samliv. Han er manden der kunne male alt hyperrealistisk og skabe en uhyggelig stemning ved nogle få sammenstillede motiver. Og som oftest med forkrøblede halvnøgne menneskelige figurer.
Nu er der sket noget. En række små, hurtigtmalede drengeportrætter hænger på langvæggen i en af sidegangene i den gamle bygning, og så er der nye bronzefigurer også af små forkrøblede drengebørn. De giver egentlig meget lidt til malerierne – ved ikke, hvad der er kommet først.
Ligeså er der en vandskulptur placeret på vej ind til udstillingen med en sammenblanding af præfabrikerede elementer (øjne), en uhyggelig menneskesøjle, vand etc. På en eller anden måde set mange gange før hos billedhuggere om det så er Rodin, Tegner eller Galschiøt.
Var det ikke fordi Michael Kvium er en kendt kunstner, der bl.a. havde en imponerende udstilling på Arken i 2017, kunne det være ligegyldigt. Men i denne omgang skuffer Kvium sit publikum, og museet har intet gjort for at tydeliggøre, hvilken ny vej kunstneren er gået.
Derfor ligner udstillingen kunstnerisk hastværk, hvor det også er for nemt for museet at trykke en intetsigende ”værkstedssamtale” og en meget kort biografi.
I kataloget er opregnet nogle af de fine, tidligere museumsudstillinger: 2007: ”Silent Eye” på Ordrupgaard, med smukke birketræer – malet i en blød, impressionistisk stil og den store udstilling på Arken i 2017: Cirkus Europa – med adskillige malerier, alle fra 2017. Mest bemærkelsesværdig var et maleri af et stort hav med en lille flygtningebåd, titel: Beach of the plenty.
Det var dengang. Ved ikke, hvad der er sket, men udstillingen på Nivaagaard er en skuffelse, sammenlignet med hvad Kvium har formået igennem snart 40 års virke. Måske skal han droppe skulpturen og koncentrere sig om maleriet, hvor han er suveræn.