∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Metrovia. Buenos Aires. Billeddigt af fotografen Krass Clement.
I den seneste uge har jeg været i Buenos Aires. Jeg har kørt rundt med det lokale tog Metrovia og stødt på uendelig mange eksistenser, for hvem tilværelsen er en nødvendighed, men langt fra en behagelighed.
Nej, jeg har ikke trodset myndighederne, men blot levet mig ind i fotografen Krass Clements seneste opus, ”Metrovia, Buenos Aires”.
Det er et billeddigt fra en by, der ikke sprudler, men tværtimod lever i skyggen af forfald. Om det er sådan i dag, ved jeg ikke, har desværre ikke været der. Men meget informativt oplyser bogen, at billederne er fra 2008, ellers ikke et skrevet ord, men mange følelser og fortællinger.
Udgangspunktet er Metrovia, det lokale tognet som fik navnet i 1990erne og sikkert dengang var fint og moderne. Men da Krass Clements afslørende linse mødtes med togvognene og passagerne var forfaldet sat i gang. Metrovia bliver i bogen til symbolet på begrebet mødested i bevægelse. Metrovia transporterer ifølge egne oplysninger mere end 280 millioner mennesker om året på spornettet med 108 stationer!
I bogen Metrovia møder vi det forelskede par, der står og hænger, de enlige piger, de halvtsovende arbejdsbier og det voksne par, der bare sidder. De er alle på vej, mere ved vi ikke. Men billederne fortæller alligevel om nogle sørgelige skæbner. Ingen smiler, alt er traurigt.
Perroner fanger også Clements blik. Sådan har det altid været med Krass Clements fortællinger. Transportmidler har hans interesse, tænk bare på billeddigtet ”Færgen”, hvor hans kamera var med på en af de allersidste ture på Storebæltsfærgen. En epoke sluttede ved årtusindeskiftet. Og nu har vi som erindring blot Clements fotos og måske eftersmagen af den berygtede kaffe.
Sådan er det ikke med Metrovia. Togene kører fortsat og gør vel nytte. Udenom byder byen på hjemløse, der flyder på gaden. Også en lille billedsekvens med en kvinde, der sælger aviser og taber dem på fortovet, får vi serveret.
Et klassisk motiv for Clement er gadens kvinder. Jo mere forfald, jo mere interesseret synes kameraet at være. Clement er mester i at finde den næsten bundløse sorg i det moderne menneskes eksistens.
Et par øjebliksstemninger fra en danserestaurant giver associationer til fortidens storhed, men alligevel på en uhyggelig måde. Lokalet er halvtomt og der er for højt til loftet. Hele stemningen understreges af en krydsklipning i den fortløbende fortælling mellem de trods alt levende mennesker og byens zoologiske museum. Med skeletter i udstillingsmontrer suppleret af en dinosaur samt udstoppede fugle er det hele næsten for tydeligt. Se og forstå! Siger fotografen.
For årtier tilbage holdt Krass Clements sig til sort/hvid. Det gav ham den rette grundtone. Men i de seneste mange år er det lykkedes ham at lade farverne sende samme budskab.
Bogværket vil ikke hue turistmyndighederne i Argentina. Og jeg som i mange år har drømt om at besøge storbyen på den anden halvkugle vil droppe planerne. Nu har jeg jo været der. Men måske er det ikke hele sandheden om Buenos Aires, vi får med bogen?
Selv mindes jeg for mange år siden, da jeg havde besøg af Krass Clement derhjemme. Måske for at være flink ville den allerede kendte fotograf forevige mig og min lille datter, der dengang var 2-3 år. Men efter mange minutter uden knips sænkede han kameraet og udbrød med sin karakteristiske, elegante gammelkøbenhavnske stemme: ”Jeg kan ikke, barnet smiler jo”.
Det var måske meget godt – hellere være et glad barn end et oplagt motiv.
I øvrigt udkommer bogen i anledning af Krass Clements 75års fødselsdag – og han bør med et smil se tilbage på en meget lang række af overvældende billedværker udgivet hos Gyldendal.
Tillykke med det hele.
Metrovia udkommer d.16. 3. 2021.
www.gyldendal.dk