∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Mens vi venter på Godot på Teatret ved Sorte Hest.
På Teatret ved Sorte Hest har de længe været grebet af det absurde og har allerede med Maria Vinterberg som instruktør prøvet kræfter med flere værker af Ionesco. Nu er turen kommet til hovedværket inden for “det absurde teater”. Det var en term vist nok opfundet i 1961 af teoretikeren Marin Esslin om de moderne tragi-komiske teaterbeskrivelser af tilværelsens meningsløshed.
”Mens Vi venter på Godot” er blevet en fin og mønstergyldig opsætning i en nænsom modernisering. Fornuftigvis er Klaus Rifbjergs gode gamle fordanskning bevaret med nogle få justeringer, mens kostumerne måske ikke helt er efter bogen, men velfungerende. Scenografen Marianne Nilsson har fjernet det teatralsk klovneagtige og gjort figurerne til et par moderne landevejsriddere i sommervarmen, dvs. helt almindeligt fritidstøj. Også det nødvendige træ er der, men småt og undseeligt. Til gengæld er der malet en punkteret vejstribe, der næppe fører til noget.
Niccolas Bro og Mads Wille er af statur så forskellige, som man kan være, Den ene rund, den anden mager. Også deres spillestil er forskellig, men harmonerer på den mest fortræffelige måde. Wille har et glimt i øjet, Bro derimod spiller med et barnagtigt, lidt forslået udtryk. To følgesvende, der har givet hinanden kælenavnene Gogo og Didi i stedet for Estragon og Wladimir. Smukt samspil, som ikke driver figurerne ud i karikaturen.
Som bekendt sker der intet, eller rettere sagt ikke ret meget – eller som det er sagt et sted: Det er et stykke, hvor intet sker – to gange. Men de to hovedfigurer kommer da frem på scenen – den ene bakser med et par støvler – småsnakker og venter. Da der kommer fremmede til, Pozzo og en tjener i snor(!), bliver stemningen lidt spændt. Steen Stig Lommer har fylde i stemmen som Pozzo og det er godt, for ofte spilles netop denne figur af en korpulent mand, der skal illudere herremand, indpisker etc.
De venter på Godot. Men det er ikke nødvendigvis Gud. For gang på gang har Beckett udtalt, at var det GUD, så havde han jo skrevet det. Med der er bibelreferencer i stykket, eks. røverne på kors ved siden af Jesus.
Bliver vi klogere af ”Mens vi Venter på Godot”? Næppe, men stykket lever stadig, næsten 70 år efter sin fremkomst , stadig på en ekstrem underspillet underfundighed. Og Maria Vinterbergs iscenesættelse får alt frem.
På Sorte Hest er der småt og tæt, selv om vi efter Corona-forskrifterne kun sidder på hver anden stol. Det er næsten som dengang i Paris i 1953 til urpremiere på ”Mens Vi venter på Godot”. Ingen vidste vel den aften, at der blev skrevet teaterhistorie. Men fra da af blev det senere såkaldte ”absurde teater” en del af den fælles teaterhistorie. Nogle var med på vognen fra starten, andre skulle have lidt hjælp for at forstå, at de helt store spørgsmål finde i ganske enkle ord, talemåder og gøremål, og at selve tilværelsen som sådan ikke kan forklares. Derfor er det absurde drama ofte tragisk-komisk.
Da stykket kort tid efter urpremieren fik USA-premiere i Miami i Florida, blev det en eklatant fiasko. Bedre gik det i New York få måneder senere, og stykket blev hurtigt oversat til utallige sprog. Siden da har ”Mens vi venter på Godot” været sakrosankt, måske fordi det viser både meningsløshed og tomrum på en gang. Men ved en opsætning er der usynlige love, som bør overholdes. Og det kan være svært. For på den ene side er Beckett i bund og grund meget vittig, men der er grænser for humoren. I Danmark var det bla. TV-Teatret, der i de tidlige 1960ere tog sig af absurdisterne. Siden hen blev Morten Grunwald på Bristol Teatret og i Østre Gasværk tiltrukket af den blanding af filosofi og basal teaterkomik, som rummes i Becketts tekster. Et scoop var det, da Olsenbanden fyldte de tre hovedroller ud – og vist nok opfyldte de beckettske krav. Grunwald hidkaldte siden hen Walter Asmus, en Beckett discipel, til at iscenesætte herhjemme, og der kom også et besøg med indsatte, som i Becketts eget regi spillede hans tekster.
Det er godt at pudse teaterhistorien af en gang i mellem. Men det er måske lidt uhyggeligt at opdage, at i disse Corona-tider er det absurdes budskab mere end forståeligt, der er nærmest dagligdags erkendelse. Ren naturalisme.
”Kom lad os gå”, som slutreplikken lyder i begge akter – med regibemærkningen: ”Og de bliver stående”.
MEDVIRKENDE
Estragon: Nicolas Bro
Vladimir: Mads Wille
Pozzo: Steen Stig Lommer
Lucky: Kristoffer Helmuth
Drengen: Olga Matthiesen
Instruktør: Maria Vinterberg
Scenograf: Marianne Nilsson
Lysdesigner: Lasse Svarre
Fotograf: Robin Skjoldborg
www.sortehest.dk