∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Mens vi venter på Neumeier-balletternes tilbagevenden til Kgl. Nytorv:
Romeo og Julie i vild islandsk balletversion.
Balletten “Romeo og Julie” er for balletelskere dybt forbundet med Prokofievs musik. Tænk blot på Neumeiers version, Cullbergs version og nu også hos Islands Danse Kompagni.
Gruppen har netop været i København og danset to gange i de nyåbnede Dansehallerne på Carlsberg. (Se nedenfor.) Beklager manglende forannoncering her på kulturkupeen.
En vild, grotesk og underholdende version er denne “Romeo & Juliet – up close”, hvor de fleste af det moderne, også aparte teatersprog er i anvendelse. Samtidigt er ikke mindst den første halve time ironisk og sjov.
I begyndelsen kommer hele kompagniet ind på række i lyserøde tricot’er med skæve udvækster, for stor barm, ribben, pukler, mave og lign. De præsenterer sig selv på engelsk og fortæller, hvilke roller de hver især vil danse: helt skævt og surreelt. En pige er både Romeo, Julie og følelser, en anden pasta, og så går det ellers løs i vildskab. 10 minutter inde skrues op for en klassisk version af Prokofievs musik. Siden bliver der mange musikalske gentagelser, ikke mindst scener med de store slagsmål går igen, men musikken er jo besnærende.
Shakespeares historie om ung kærlighed og rivaliserende familier er væk. nu drejer det sig om vilde følelser og kamp over stregen.
Det er kropsteater, der vil noget, samtidigt er scenografen ustyrlig, og i et væk får danserne nye kostumer på: skørter, joggesweatre, meget er lyserødt, siden bliver det i skrigende pink farver hele tiden på et shocking pink dansegulv. Efter en sen pause ender det naturligvis i et blodbad med skrig, skrål og dyriske parringsbevægelser i massevis.
Det kunne have været frygteligt, nu er det bare kulminationen på noget, som allerede har været ”for meget” og er ”for meget” af det hele med for mange overflødige gentagelser, men alligevel befriende sjovt.
Gruppen er vital. Historien om det elskende par i Verona er der ikke meget tilbage af, men kærlighedens veje og vildveje er vist det centrale og derfor ses oven over alt et blødende hjerte og blod, som ingen kan flygte fra. Men her hjælper musikken endnu engang som lindring.
De tre mandlige dansere er meget forskellige og udnytter deres etniske identitet som henholdsvis sydeuropæer, sydamerikaner og asiat. De syv kvindelige dansere er for hovedpartens vedkommende med islandsk baggrund, unge og kønne, men hvor de dog kan skrige og vende deres køn på hovedet.
Efter det store blodbad til sidst, hvor alle er smurt ind i teaterfarve, ender historien i øvrigt i paradis. En blød naturfilmsekvens ses på fortæppet, og så afsløres et halvstort, knust hjerte af la Jeff Koons.
Koreografien er fysisk, kantet, overdimensioneret, kontant og synes skabt af de 10 dansere. Det er vildskab i halvanden time. Oprindelig er balletten fra 2018 til et kompagni i München – siden overført til det islandske kompagni af de to koreografer, Erna Ómarsdóttir & Halla Ólafsdóttir.
Scenografien ved Chrisander Brun og kostumerne ved Karen Briem & Sunneva Ása Weishappel, er mainstream avantgarde i pink og rødt – og indimellem underfundig. Passer fint sammen med dansen. Af og til med meget markante brud, som f.eks. når alle pludselig midt i en kampscene bliver til cheerleaders.
Kort sagt kaos på scenen og hos mig som publikummer, hvis jeg skal forstå alt, hvad der sker. Men overraskende og ganske opfindsomt.
Med “Romeo & Juliet – up close” er Dansehallerne kommet godt fra start i de nye omgivelserne.
Kreditering: Artistic Directors and Choreographers: Erna Ómarsdóttir & Halla Ólafsdóttir. Music: Sergei Prokofiev & Skúli Sverrisson (Watching Water). Prokofiev: Romeo and Juliet performed by London Symphony Orchestra . Conducted by: André Previn. Set: Chrisander Brun. Vídeo: Valdimar Jóhannsson in collaboration with Erna Ómarsdóttir & Halla Ólafsdóttir. Costumes: Karen Briem & Sunneva Ása Weishappel. Lighting: Pálmi Jónsson. Dancers: Bjartey Elín Hauksdóttir, Elín Signý Weywadt Ragnarsdóttir, Erna Gunnarsdóttir, Eydís Rose Vilmundardóttir, Félix Urbina Alejandre, Inga Maren Rúnarsdóttir, Luca Pinho Seixas, Saga Sigurðardóttir, Sarah Fisher Luckow, Shota Inoue.
Hvordan er det nu med Dansehallerne?
Jeg har i årenes løb haft mere end svært ved at finde “Dansehallerne” rundt i København, endsige holde kontakt med institutionen, som oprindelig var Dansescenen på Østerbro og Dansehallerne, der flyttede til Carlsberg. Pludselig blev de hjemløse i 2017. Carlsberg-byen skulle alligevel ikke være et kulturelt mødested, og også Fotografisk Center blev smidt på porten.
Siden har der været skiftende udenlandske ledere af “Dansehallerne”, som har måttet anvende forskellige ad hoc adresser. Det kan ikke have været sjovt for nogle af parterne – danserne eller publikum.
Igennem de seneste mange år har “Dansehallerne” på trods af manglende fast adresse dog fortsat haft store statslige og kommunale tilskud (ca. 14-15. mill. Kr. årligt).
Nu er det hele faldet på plads. Et konsortium har stået for ombygningen, finansieret af både private og offentlige penge.
Kedelhuset på Carlsberg er blevet transformeret til et råt spille- og øvested med to scener og fire øverum – bygningen er på 4.600 kvm. så der er noget at tage af.
Fremtiden vil vise, om huset og institutionen kan fungere.
Håbet er, at de store, rå lokaliteter på Carlsberg kan trække både kunstnere og publikummer til sig. Og vel at mærke blive en aktiv og synlig del af et dansk dansemiljø – ikke kun for inderkredsen, men for alle danse – og balletinteresserede.
Dansekritikeren Majbrit Hjelmsbo har netop udsendt første bind af sine danseanmeldelser (1990-94). Her er der et nyskrevet, fint overblik over de mange modern dance grupper, som dukkede op i Danmark i 1970-erne og i 1980erne. I dag er det svært at have overblik.
Det er derfor vigtigt, at der nu igen kan bliver en synlig, fysisk sammenhængskraft i dansemiljøet og tillige et godt kunstnerisk niveau til gavn for det danske dansemiljø – og naturligvis for et dansk publikum. (Det betyder også, at information og programmer gerne må stå på dansk.)
De første annoncerede, offentlige forestillinger i efteråret har som også åbningsugen vist et meget internationalt islæt.
Det har været lidt svært at finde oplysninger om bygningen og ombygningen. Mere end 80 millioner kroner har transformationen af Kedelhuset på Carlsberg kostet. Jeg må nøjes med at citere fra A.P. Møller Fondens hjemmeside, hvor jeg fandt oplysningerne:
Citeret fra A.P. Møller Fondens hjemmeside: https://www.apmollerfonde.dk/projekter/kedelhuset/
PROJEKT: Transformation af Kedelhuset
ORGANISATION: Dansehallerne
STED: Carlsberg Byen, København
PERIODE: 2019-2024
ARKITEKT: Mikkelsen Arkitekter
INGENIØR: VITA ingeniører
STØTTE: 13 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
ANDEN STØTTE: 29,7 mio. kr. fra Augustinus Fonden, 13 mio. kr. fra Realdania, 13 mio. kr. fra København Kommune, 9 mio. kr. fra Lokale og Anlægsfonden, 5 mio. kr. fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og cirka 17,7 mio. kr. fra Dansehallerne m.fl.