∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Vellykket moderne grå og rød Abell. Byens bedste bud på godt teater lige nu.
Pressefotos: Ulrik Jantzen
En helstøbt forestilling med en halv Abell og en halv Bernhard Christensen.
Det er ikke kun Kjeld Abells ”Melodien, der blev væk” Nørrebro Teater spiller. Et team af yngre kvinder har moderniseret og opdateret klassikeren fra 1935 om Larsen og hans op- og nedture, så vi mere end nogen sinde kan nikke genkendende til både ham, chefen, svigermor og hamsterhjulet. Jamen det er jo os!
Pressefotos: Ulrik Jantzen
Dumdristighed og respekt
Med en blanding af dumdristighed og pietetsfølelse har teamet ramt nogle af de ægte tredivertoner og fået skuespillerne til at følge trop. Men mindst halvdelen af Kjeld Abells ord er væk. Heldigvis fastholdes historien om den lille mand, som gerne vil noget andet og mere, men alligevel bøjer sig for konformiteten og behageligheden – indtil han er lige ved at dø. Esben Dalgaard fylder godt og har samtidig en vis form for skrøbelighed og lethed, som i glimt viser fantasten og drømmeren Larsen.
Gudskelov for ham hjælper den lille, elskelige fru Larsen, så hun går ind i jagten på den tabte melodi. Julie Agnete Vang balancerer smukt imellem fortid og nutid, karikatur og varme. De både søde og irriterende forældre har samme fine musikalitet i spillestilen. Christiane Gjellerup Koch som moderdyret i flotte rober og Jens Jørn Spottag som den krympende, underdanige fader. Latterlige er de og eminent velspillende og ligeså Tom Jensen, der med sin karakteristiske stemme bedst af alle rent sprogligt rammer den borgerlige trediverstil, mens han levendegør adskillige af personerne omkring Larsen.
Den gode personinstruktion ved den svenske instruktør Sara Cronberg viser sig også hos de to skuespillerelever, som med bravur går ind i teamet: Sebastian Henry Aagaard-Williams og Bolette Nørregaard Bang.
Pressefotos: Ulrik Jantzen
Ingen social indignation
Den sociale indignation og tredivernes klasseskel er bortraderet. Arbejdsløshed og en truende krigstrussel er heller ikke med. Tilbage står historien om den utilpassede og uafklarede samfundsborger. En gang var det hjemmegående kone, pæn lejlighed, to børn og lille bil, der var målet. Siden blev der skruet op og så hed det Volvo, villa og vovse. I dag har vi nye succeskriterier for livet afhængig af, om vi bor på Østerbro eller i Birkerød. Og det er ikke manden, der bestemmer alt. Her er Abell allerede moderne, for det er jo lille Edith Larsen, der fanger melodien igen.
Pressefotos: Ulrik Jantzen
Abell
I 1935 debuterede Kjeld Abell som dramatiker med et brag ude på Frederiksberg hos Per Knutzon på Riddersalen med historien om Larsen. Kjeld Abell var på sin vis selv hr. Larsen. Født i borgerlige kår. Tog sin embedseksamen samtidigt med at han gik på Kunstakademiet, men ville ud i verden og levede i flere år i Paris af ingenting uden på nogen måde at slå igennem som kunstner, snarere tværtimod. Men inspiration fik han fra alt det nye, som var sket omkring Diaghilevs Les Ballets Russes og teaterpionererne Dullin og Jouvet. Men først tilbage i Danmark i 1930 gik der hul på kunsten, efter han fik scenografiske opgaver på Det Kongelige Teater og begyndte at arbejde med ballet! På trods af cand. polit.-etiketten var det alligevel kunsten og teatret, der trak det længste strå.
Scenografien og musikken
Kjeld Abell var selv scenograf på urpremieren, og hans karakteristiske streg – inspireret af årene i Paris og den ældre kollega Svend Johansen – er fuld af lethed, humor, verfremdung og blå og gule nuancer. Den unge scenograf Franciska Zahle, som ovenikøbet er oldebarn af Svend Johansen, har bevidst søgt andre veje og gjort gråt, gult og rødt til de bærende farver i et univers, som lægger sig pænt op ad mellemkrigstidens blanding af småborgerlighed og modernitet – inspireret af datidens mere surreelle malere som Magritte og Chirico. Det hele garneret med raffinerede damekjoler til både den søde fru Larsen, hendes moderdyr og frøken møller på kontoret.
Det drejer på Nørrebros scene, og de 21 billeder flyder indtil de sidste scener, hvor det er som om både scenograf og lysmand er gået hjem. Pludselig bliver det hele for nøgent, men scenen er også noget større end Riddersalens dengang i 1935! Musikken i ny garniture af Hannah Schneider, som også har taget gårdsangerens rolle, er den røde tråd i rød kjole, og det fungerer. Men det tager lidt tid at vende sig til, at der af og til ligger en rytmeboks nedenunder. Samtidigt ruttes der sandelig ikke med musikken, selv om der er et lydtæppe igennem hele forestillingen.
Det paradoksale ved stykke og forestilling er dog, at der er happy ending, melodien blev fundet, men ”Sangen om Larsen” i bedste Bertolt Brecht-stil er langt mere realistisk:
”Han havde tænkt sig så mangt og så meget,
men overalt var der altså hejst:”Stop”,
og sådan går det med alle de Larsner,
som man aldrig kan få til at vågne op.
//Det sku vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt.//
( Alle sangtekster: Sven Møller Christensen.)
Derved bliver også Brecht-inspirationen mærkbar: Kære medborgere: det kan godt være, I tror det går godt, men, men, men.
Forestillingen på Nørrebro fortjener et stort publikum – Ikke kun de gidselagtige, tvangsindskrevne skolebørn – men ganske almindelige mennesker, der gerne vil opleve, underholdes og ha’ noget med hjem. Byens bedste bud på godt teater lige nu.
Manuskript: Kjeld Abell Bearbejdelse: Mette Wolf Instruktion: Sara Cronberg Scenografi: Franciska Zahle Kapelmester og musikalsk bearbejdelse: Hannah Schneider Koreograf: Toniah Pedersen Sangtekster: Sven Møller Kristensen