∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Medea på Det Kongelige Teater.
Signe Egholm Olsen i en imponerende præstation som Euripides’ Medea fint bakket op af både amme og et kvindekor. Men tiden lige nu er bare ikke så velegnet til at beskæftige sig med en fæl og frastødende kvindeskikkelse.
“Medea” er ikke til at komme udenom, hvis man holder af klassisk teater i bogstavelig forstand. Men en gang imellem passer dette frygtelige kvindeportræt bare ikke ind i tiden. Sådan føler jeg det lige, hvor Krigen i Ukraine og invasionen er blevet en uafrystelig del af vor bevidsthed. Derfor er det svært at tage stilling til en kvinde, som fortæres op af først lidenskab, siden had og hævngerrighed over for manden Jason.
På flere måder er “Medea” en banal skilsmissehistorie. I Danmark indgås ca. 30.000 ægteskaber om året, og ca. 15.000 par opløser deres ægteskab. At blive forladt er et alment problem. Nogle opsætninger af det næsten 2500 gamle skuespil fokuserer på flygtningeproblematikken: Medea har bevidst forladt sit land og ligeså Jason. Begge er på jagt efter nyt territorium og ny magt.
Den gamle lidenskab, Medea engang havde over for Jason, er det stærkeste grund til at gå amok Og det gør hun.
Medea var udlært i trolddomskunster og brugte sine evner til at erobre Jason, men vejen derhen var grum. Medea skar sin lillebror i småstykker, for at distrahere faderen. Tillige forårsagede hun en ældre mands død. Alt sammen for at sikre den udkårne Jason en karriere via det gyldne skind.
Men da han siden finder en yngre model, og Medea nu får en ny rolle som forsmået hustru, myrder hun videre og ikke kun sin efterfølger i dobbeltsengen, men også sine egne og mandens børn, to små drenge. Kan det undskyldes? Nej. Kan det bortforklares? Nej. Kan vi beskæftige os med det lige nu? Nej. Kort sagt, ”Medea” på Det Kongelige Teater, to uger inde i Ruslands invasion af Ukraine, er bad timing, Men sådan noget kan ske, og Det Kongelige Teater er uden skyld.
Derfor lad mig se helt nøgternt på resultatet af den norske husinstruktør(?) Sigrid Strøm Reibo og hendes landsmand Katrin Nottrodts scenografi.
Iscenesættelsen fungerer, men det er Signe Egholm Olsen, der løfter forestillingen. Hun er stjernen i rollen som den vrede og forsmåede kvinde, der engang sikrede Jason det gyldne skind.
Signe Egholm Olsen ville nok kunne klare sig uden ekstraværk. Uanset om det var en tom scene eller som her et halvbombet parcelhus, ville hun holde os fast med sin vrede og et fint nuancerede udtryk i Inger Christensens oversættelse. Signe Egholm Olsens psykologiske indfølingsevne slår til igen nu, lidt mere end et år efter, at hun spillede en fremragende moder i Ibsens ”Lille Eyolf” på Husets Teater. I begge forestillinger er hun den slette kvinde, der for sent opdager, at hun kun har tænkt på sig selv og egne behov. I ”Medea” slog det mig i øvrigt i denne omgang: hvorfor begår hun ikke selvmord som f.eks. Fædra. Meget mærkeligt.
Scenen er visuelt lagt op i nutiden – i en usselt betonhus, hvor vi kun ser ind i et bryggers med vaskemaskine, men takket være et raffineret lysdesign ser det ret koldt, goldt og også fascinerende ud. Ren Edward Hopper-inspiration. ( Edw. Hopper, amerikansk maler, der døde i 1967). Men om det egentlig “holder” i forhold til den samlede fortolkning, er jeg, i tvivl om.
Det er i bryggerset bag de store glasdøre, at børnene myrdes til sidst, og som var det en gyserfilm, tværes blodet op ad væggen.Nødvendigt. Nej.
Medea er flygtning og i det hele taget er alt jammer med en amme, klædt ud som en italiensk enke med ål i strømperne og cigaretstumper i lommen, spillet overbevisende af Christiane G. Koch. På sidefløjen i forskellige formationer står koret, fem kvinder i tøj og frisure a la Dolly Parton, men anno 1982. Hvorfor denne tidsmæssige placering forklares ikke. Men de fem kvinder med nykomponeret musik fungerer perfekt som Medeas allierede.
Jason er ikke længere smuk, og i Rasmus Bjergs skikkelse ligner han snarere en bingovært fra det lokale forsamlingshus. Jens Jørn Spottag, i dobbeltradet formiddagshabit, er Kong Kreon og kommer gående ind på scenen, taler kort og poserer. Det er som om, instruktøren har ladet de i alt fem mandspersoner sejle på det store scenegulv. Skuespilhusets scene er bred og fordrer, at både instruktør og scenograf tænker sig om – og det burde den norske scenograf Katrin Nottrodt vide alt om, i og med at hun var med til at tabe ”Mutte Courage” på det store scenegulv for et par år siden.
Mandspersonerne synes at være på egen boldgade lidt ude af trit både sprogligt og i karaktertegningen med Medea. Men det må ikke forkleine Signe Egholm Olsens præstation, for hun leverer et begavet og nutidigt portræt af en kvinde, hvis handlinger bare ikke kan undskyldes.
Og så skulle teksten måske hvile en stund. Lad os holde Medea-fri.
Dramatiker: Euripides
Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo
Scenografi og kostumedesign: Katrin Nottrodt
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Komponist: Emil Assing Høyer
Korkompositioner og musikalsk ansvarlig: Simon Revholt
Lyddesign: Jonas Vest
Oversættelse: Inger Christensen
Medvirkende på scenen:
Signe Egholm Olsen / Medea
Rasmus Bjerg / Jason
Jens Jørn Spottag / Kreon
Christiane G Koch / Amme
Morten Burian / Aigeus
Patrick Baurichter / Huslærer
Ernesto Piga Carbone / Et sendebud
Kor m.fl. og to børn.