∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
En film der udfordrer.
Vi befinder os i Ungarn i en smuk sneklædt skov. Vi ser en kronhjort og en hind lede efter føde. De betragter hinanden. Der er noget lyrisk, ophøjet over scenen. Alt ånder fred. I næste scene er vi på et slagteri, hvor stressede køer bliver gennet ind gennem nogle sluser og aflivet. Modsætningen mellem de to locations er overvældende.
Med krop og sjæl foregår på et slagteri i udkanten af Budapest. Den midaldrende Endre(Géza Morcsányi) er økonomichef og har bestridt sit job i en menneskealder. Han er lam i den ene arm og har ikke været i slagtehallen de sidste 20 år. Han kan ikke holde ud at se dyrene lide. Den unge Mária(Alexandra Borbély) er den nye kvalitetsinspektør. Hun holder sig strengt til regeringens standarder for kød. Hun har stærke autistiske træk og har svært ved at begå sig blandt slagteriarbejderne. Fælles for Endre og Mária er, at de er ensomme og introverte.
Da en psykolog i forbindelse med en undersøgelse skal interviewe alle slagteriets medarbejdere, kommer det frem, at Endre og Mária drømmer den samme drøm om de to hjorte i skoven. Psykologen tror, at det er aftalt spil, hvilket begge benægter. De kender knap hinanden. Med tiden har de imidlertid svært ved at ignorere den intimitet og kærlighed, som de deler i deres fælles drømme.
Instruktør Ildikó Enyedi siger: Min idé til filmen opstod ud af det blå. Hvad hvis du en dag mødte én, der drømmer det samme som dig om natten. Ville du være nysgerrig? Ville du blive bange?…. Uanset hvad, ville der opstå situationer, som er velegnet til film. Det må man give hende ret i. Der er mange muligheder for en historie med det udgangspunkt. Denne historie er imidlertid lidt bizar.
Tempoet er langsomt og tonen dyster. Livsglæden kan for begges vedkommende ligge på et meget lille sted. Endre og Mária forsøger at række ud efter hinanden. Spørgsmålet er, om de kan mødes.
Med krop og sjæl er en stærkt symbolsk film. Døden er allesteds nærværende både for dyrene på slagteriet og for Mária og Endre. Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt blev grebet af filmen. Filmen er dybt original og som sådan bestemt interessant, men der mangler en modvægt til filmens tunge symbolik. Den vandt Guldbjørnen ved dette års Berlin Festival. Meget imponerende.
Ifølge Ildikó er slagteriet en spejling af det vestlige samfund. Eftersom religion ikke har den betydning i dag, som den havde tidligere, er vi blevet en del ritualer omkring liv, fødsel, kærlighed og død fattigere. Det bevirker, at vi må forholde os praktisk til disse øjeblikke. Og det kan være rigtigt svært.
Géza Morcsányi og Alexandra Borbély er begge overbevisende som de respektive indadvendte og sårede Endre og Mária. Man føler med dem og ønsker, at det vil lykkes dem at frisætte sig selv, så de kan finde fred og leve som hjortene i den sneklædte skov, i pagt med sig selv og naturen.
En film der udfordrer.
Fotos og trailer: Øst for Paradis
Instruktør: Ildikó Enyedi
Premiere 2. November 2017