∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Mécanique Moderne. Spændende 1920er-udstilling på Gl. Holtegaard.
Det er en fin, lille udstilling, som udstillingsstedet Gl. Holtegaard viser for tiden: ”Mécanique Moderne” med et udvalg af semiabstrakte værker inden for det mere maskinelle og mekaniske, dvs. rør og maskiner som ikke altid er genkendelige.
Med de tre kunstnere: Fernand Léger, Franciska Clausen og Gösta Adrian-Nilsson (GAN) understreger udstillingen meget pædagogisk det, vi ved fra utallige andre sammentræf inden for kunsthistorien, at malere og billedhuggere lader sig inspirere og påvirke af hinanden. De tre kunstnere er så sandelig rent visuelt i familie. Og det er ikke spor mærkeligt.
Den franske billedkunstner Fernand Léger (1881-1955) var allerede i 1920erne en samlende figur med egen billedskole: Académie Contemporaine i Paris. Her gik danske Francisca Clausen (1899-1986) et lille års tid, mens svenske GAN (1884-1965) blot var taget til Paris i samme periode og blev ven med Léger. De omgikkes alle tre, og det er denne korte epoke, som Gl. Holtegaard har ønsket at vise med en række meget beslægtede værker. Som en ekstra detalje understreges det tillige, at Francisca Clausen havde en flerårig affære med den gifte Léger.
Légers kubistiske og modernistiske formsprog præger Franciska Clausen i nogle få år, men siden løsriver hun sig og får en mere surreel tilgang til motiverne.
”Mécanique Moderne” -udstillingen ligger i tråd med den ganske smukke epoke-udstilling ”Cool Moderne – Art Deco ” skabt af den afdøde billedkunstner Niels Erik Gjerdevik og kunsthistorikeren Vibeke Petersen Gether i 2015, også på Gl. Holtegaard. Dengang skrev jeg, at udstillingen var smukt iscenesat, men at sammenstillingen med Lauritz de Thurahs hus fra 1756 trods alt var lidt spøjs. Selv om Art deco-stilen ind imellem har runde, klassicistiske linjer, er og bliver det en moderne, dekorativ og måske ligefrem behagesyg stilretning.
Det, vi præsenteres for på ”Mécanique Moderne”, er anderledes kantet og tangerende en gold og mekanisk verden, men tillige værker, der er sprængfulde af en dejlig farvestrålende fascination af den nye verdens muligheder. Her er cylindere, tændrør og bolte af og til sat sammen til maskiner, som måske en dag kan erstatte den menneskelige hånd. Alt på nippet til at være helt abstrakt.
Hvor nogle af værkerne af Léger og Clausen er overraskende sammenfaldende, afviger GAN med en grovere teknik og også en markant futuristisk uro – som giver referencer til den italienske kunstretning futurisme (1909-1916), hvor bl.a. Giacomo Balla var medlem. Efter opløsningen af selve bevægelsen fortsatte indflydelsen dog på mange yngre europæiske kunstnere, herunder også GAN.
Léger er blevet en verdenskunstner, der er genkendelig i sine klare former, der siden har givet inspiration til efterfølgende generationer af billedkunstnere. Anderledes med Francisca Clausen, hvis værker dog i dag er højt værdsatte i samlinger og på auktioner. Efter hendes død i 1986 blev hendes arkiv m.m. først deponeret på Trapholt Museum i Kolding, men er nu flyttet til Brundlund Slot i Åbenrå, hendes fødeby.
Med udstillingen på Gl. Holtegaard er der endelig mulighed for også københavnere til at forny bekendtskabet med de ganske vidunderlige små værker, som blev frembragt i 1920erne.
Franciska Clausens skæbne var efter pariserårene måske mindre lykkelig, selv om hun igennem tiden deltog i både danske og internationale udstillinger. Af økonomiske årsager ernærede hun sig i en periode som portrætmaler, men fik dog Statens Kunstfonds livsvarige ydelse fra 1979.
GAN, den svenske virtuose abstrakte maler, er for mig et nyt bekendtskab., men måske synes han lidt tendentiøs og med rigeligt svung i penslen.
Sammenstillingen af de tre kunstnere er interessant, selv om GAN som sådan synes mindre nødvendig, for relationen Clausen og Legér er en hel udstilling værd.
Udstillingen er ”iscenesat” af billedkunstneren Maiken Bent (1980), som tidligere har udstillet på Gl. Holtegaard. Men den drejning med pastelfarvede vægge og uendelig mange pufs i moderigtig stofbeklædning og med tunge guldlænker, synes helt overflødig, ja ligefrem distraherende på en ikke så givende måde. Maiken Bent har vist bl.a. i Politikens Hus arbejdet med skamlerne. Pufferne eller skamlerne flyder rundt i de små rum: Tør man sidde på dem? Og hvad med de tunge similiguldlænker? Tror museet, at vi vil stjæle indboet? Sammenstillingen har sikkert fungeret godt på papiret, men nu i praksis er det ikke vellykket.
Til udstillingen er trykt et smukt katalog udgivet sammen med Strandberg Publishing. Seriøse artikler og omme bagest en nyttig oversigt over begreber fra perioden skrevet af Anders Gaarboe Jensen, museumsdirektør på Holstebro Kunstmuseum.
Udstillingen fremstår smuk og æstetisk på trods af den ekstra iscenesættelse. Udstillingsstedet har som vanligt gjort meget ud af formidlingen. Men den går altså ikke at skrive på hjemmesiden:
Værker af GAN og Franciska Clausen belyser de to skandinaviske kunstnere i nyt selskab med hinanden, mens værkerne af Fernand Léger ((som)) er bindeled mellem GAN og Clausen vil kontekstualisere udstillingen og sætte de tre kunstnere i nyt kunsthistorisk lys.
Heller ikke præsentationen af Maiken Bent giver noget ekstra til de besøgende:
Med bløde vægfarver, dybblå gulvtæpper, puffer i metalkæder og metervis af tæt gardin sætter den anerkendte, danske billedkunstner Maiken Bent (f. 1980) scenen i udstillingen. Med sit sanselige backdrop forstærker Bent iscenesættelsen af 1920’ernes kunstscene og kæder fortid og nutid sammen.
En introducerende videofilm tager sig selv alt for højtideligt. Med langsom stemmeføring fortælles om udstillingen. Mon ikke der var lidt mere knald på dengang i 1920-ernes Paris? Den stemning måtte gerne smitte af på kuratorernes fortælleglæde. Ellers kan det hele være lige meget.
Men samlet set er udstillingen og katalog gennemarbejdet og spændende – værkerne af Legér og Clausen er både charmerende og fascinerende i al deres stramhed og tro på en fremtid i maskinalderen. Desværre ved vi bedre.
Et besøg på Gl. Holtegaard kan anbefales. Det er et sted, hvor der arbejdes systematisk for at give os nye og anderledes oplevelser.
Og så er der barokhaven, hvor beplantning og frugttræer bliver mere og mere fuldvoksne. Den tilstødende café er hyggelig, og glem ikke ”Vedbækfundene” i en lille bygning overfor. Joh, Gl. Holtegaard er mere end ét besøg værd.