Menu Luk

Matador, ny musical i København, Vejle og Holstebro.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af  Ulla Strømberg.

Matador, ny musical i København, Vejle og Holstebro.

Gode Skuespillere med Nicolai Jørgensen i spidsen som Mads Skjern skaber varme og forståelse for disse ærkedanske figurer – skabt af Lise Nørgaard.

Matador som musical endnu engang  – ja hvorfor ikke, men det meste er jo snart prøvet. Heldigvis nåede Lise Nørgaard, Matadors moder, at godkende manuskriptet før sin død, nytårsdag 2023.

Matador. Musical. 2024. Oneandonly musicals. Foto: Miklos Szabo.

Det er med Lise Nørgaards accept, at en lang række af de figurer, som bar serien, er borte i denne musikalske version. Måske i erkendelse af, at de netop dengang blev båret oppe af nogle helt fremragende skuespillerpræstationer, som løftede figurerne fra intethed ind i kulturarven.

Matador. Musical. 2024. Oneandonly musicals. Annette Heick, Lea Thiim Harder, Nikolai Jørgensen og Carsten Svendsen. Tegning af Claus Seidel.

Ved premieren på musicalen i Falkonersalen sad der på rækkerne omkring mig en række af de skuespillere, som var skrevet ud: Susse Volds vidunderlige Birgitte Graa og Bent Mejdings sjuft af en advokat, Per Pallesens tjener Bolt – og mange andre.

For der er skåret ind til benet og ud er røget alle tjenestepigerne med Agnes og Esther i spidsen. Familien Arnesen er borte, Røde, der ikke kunne passe på sine børn ligeså, for det, som har interesseret i denne omgang, er de to dynastier over for hinanden: matadoren, Mads Skjern og hans hustru Ingeborg og grisehandleren, hvor hunden Kvik ikke er mindst vigtig – over for familien Varnæs, bankdirektøren, Maude og Elsabeth.

Matador. Musical. 2024. Oneandonly musicals. Annette Heick, Lea Thiim Harder, Nicolai Jørgensen og Carsten Svendsen. Tegning af Claus Seidel.

Sådan må en teaterskrædder gå til værks eller i dette tilfælde tre styk, Lise Nørgaard, Susanne Bier og Anders Thomas Jensen: Skære ind til benet og derefter få sat musik og dans på.

Styrken ligger hos skuespillere  

Det gode ved denne musical om noget gammelkendt er ikke mindst skuespillerne og teksten, de gamle stramme ordudvekslinger er beholdt og udløser glæde hos publikum, når Maud fornærmet  siger: ”Jeg går i seng” – eller Mads Skjern giver en hest til den flittige datter for at genere sønnen Daniel. Så græder vi.

Matador. Musical. 2024. Oneandonly musicals. Marie Dalsgaard. Tegning af Claus Seidel.

Dialogerne og figurtegningen fungerer i deres stramhed. Men det kniber med at harmonisere musikken, showdansen og kostumerne.

De gode aktører

Nicolai Jørgensen er en interessant skuespiller, som flere gange har markeret sig med et overbevisende talent, bl.a. som Jean de France. Her som Matadoren er han god og troværdig, også med krykke, da han på imponerende vis trodsede en faldulykke ved generalprøven og gennemførte premieren. Flot gået, bare det ikke giver den unge skuespiller bagslag.

Matador. Musical. 2024. Oneandonly musicals. Nicolai Jørgensen m.fl.  Foto: Miklos Szabo.

Hans kone, Ingeborg, Lea Thiim Harder, er en habil sanger og dækker Ingeborg-figuren fint. Carsten Svendsen er blevet lidt af en charlatan som broder Kristen, mens Annette Heich på alle måde matcher rollen som den kloge skyggetante Elisabeth. Også Marie Dalsgaard er mere end god som Maud. Hun ser godt ud og har anlagt et knæk i ryggen og hoften, som lyser af provinssnobberi. Jon Lange er elegant som bankdirektøren og får gode nuancer med.

 

Skuespillerne får kort sagt fyldt godt med liv i skabelonerne og klarer konkurrencen med forgængerne. Udenom er der flere, der lyser op, bl.a. Gordon Kennedy, han er et kapitel for sig i sin parafrase over Buster Larsens Grisehandler. Sjovt og velspillet.

Matador. Musical. 2024. Oneandonly musicals. Gordon Kennedy. Tegning af Claus Seidel.

Daimi er intet mindre end pragtfuld som fru Fernando Møhge.

Matador. Musical. 2024. Oneandonly musicals. Daimi. Tegning af Claus Seidel.

Mod slutningen får Søren Torpegaard Lund etableret en overbevisende Daniels Skjern, der drømmer om at blive designer i Paris og leve livet langt væk fra den dominerende fader. Søren Torpegaard giver fuld valuta i sangen ”En dreng som mig”.

Også Nicolai Jørgensen udfolder sig i første akt  i synge-og dansenummeret ”Det der skal til”, hvor papkasser hvirvler rundt i luften.

Ægteparret Varnæs er sjove, da de skal lokke Laura tilbage med sangen ”Sammenhold”. Ellers drukner sangene, og det er lidt synd, for de medvirkende ville kunne klare mange udfordringer.

Produktionen er mere end ambitiøs, men strander lidt på udenomsværkerne. Scenografen Benjamin La Cour har ikke fået stemningen frem i hverken de små hjem, stuerne eller i  gadebilledet. Det ser slet ikke så varmt og hjemligt ud, som det kunne være.

Matador. Musical. 2024. Oneandonly musicals. Foto: Miklos Szabo.

Kostumedesigneren Astrid Lynge Ottosen har ikke styr på detaljerne og får ikke kostumerne til at matche de meget forskellige kvindekroppe. Det er mere end synd. Jeg havde gjort oprør, hvis jeg var blevet præsenteret for en kjole med en overdimensioneret sløjfe ude at trit med alt andet. Det er også en overdrivelse, at alle mændene skal have kantebånd på jakkerne, som om de var på vej ind i et casino.

Matador. Musical. 2024. Oneandonly musicals. Tegning af Claus seidel.

Men værst er det med det meget unge dansehold, der både skal agere borgere i Korsbæk og personale hos Mads Skjern. Her har kostumedesigneren vist forelsket sig lidt for meget i filmen ”My Fair Lady”s Ascotløb. Det matcher slet ikke Korsbæk! Kostumernes manglende kvalitet er endnu mere ærgerlig, når man tænker på, at Lise Nørgaard ikke kun personligt havde stil, men i sine unge år var modereporter. Måske derfor var de visuelle detaljer i TV-serien i orden.

Koreografen Anne Gaardbo har tidligere haft svært ved at fange en god, varieret og elegant stil, og det er værre denne gang – breakdance i Korsbæk, nej, og så kan der ikke siges mere om det.

Musikken af kendte Grand Prix-navne som Lise Cabble og Burhan G  fungerer uden på nogen måde at give de mange medvirkende de bedste muligheder for at folde sig ud eller publikum til at nynne med.

Matador. Musical. 2024. Jon lange, Daimi, Nicolai Jørgensen og Gordon Kennedy. Tegning af Claus Seidel. dk

Takket være de gode skuespillere og sangere og selvfølgelig Lise Nørgaards langtidsholdbare historie, der her er skåret ind til benet, skal publikum nok blive glade. Og uden publikum ingen musicalindustri, og det er vel hvad One and Only selskabet i realiteten står for. Det er ikke til at kimse af, for uden statsstøtte er her masser af arbejdspladser og nogle timers underholdende glemsel for publikum både i København, Vejle og Holstebro.

.

  • Originalt Manuskript: Lise Nørgaard, Anders Thomas Jensen og Susanne Bier
  • Musik: Lise Cabble og Burhan G
  • Instruktør: Frede Gulbrandsen
  • Koreograf: Anja Gaardbo
  • Scenograf: Benjamin la Cour
  • Kostumedesigner: Astrid Lynge Ottosen
  • Kapelmester: Joakim Pedersen og Mikkel Gomard
  • Producent: Rikke Lange
  • Executive Producers: Susanne Bier og Jesper Winge Leisner
  • Matador – The Musical præsenteres i samarbejde med DR.

Baseret på DR’s TV-serie ”Matador” manus af Lise Nørgaard mfl., instruktion Erik Balling. Med tilladelse fra Nordisk Film Production A/S på vegne af instruktør Erik Balling – Produktionssamarbejde: Hele Danmarks Musicalteater, bestående af One and Only Musicals, Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro

I forbindelen med premieren har Gyldendal genudgivet bogen: Mit liv med matador af Lise Nørgaard.

Rollelisten:

  • Mads Skjern – Nicolai Jørgensen
  • Ingeborg – Lea Thiim Harder
  • Elisabeth Friis – Annette Heick
  • Kristen Skjern – Carsten Svendsen
  • Hans Christian Varnæs – Jon Lange
  • Maude Varnæs – Marie Dalsgaard
  • Fru Fernando Møhge – Daimi Gentle
  • Misse Møhge – Ragnhild Kaasgaard
  • Grisehandler Larsen – Gordon Kennedy
  • Katrine Larsen – Line Krogholm
  • Ulrik Varnæs m.fl. – René Wormark
  • Ellen – Nanna Rossen
  • Daniel – Søren Torpegaard
  • Regitze – Alberte Kyst
  • Lille Ellen – Viola Fur Dahl / Naya Braastrup Dannefeldt / Smilla Løkke Borg
  • Lille Daniel – Carl Løber Roliggaard / Kamma Gwen Lind / Elias Norman Lassenius Kramp / William Kruhøffer-Kotsis
  • Lille Regitze – Kamma Gwen Lind, Naya Braastrup Dannefeldt
  • Lille Ulrik Varnæs – Anker Johan Aagaard Hartmann, Arthur Gomard
  • Ensemble: Joakim Tranberg, Thomas Bang, Regitze Desirée Glenthøj, Jacob Ditlev, Mathilde Zeuner, Marie Mourier og Rikke Bendsen.
  • M. fl.

www.oneandonlymusicals.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *