∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Maskeballet på Det Kongelige Teater.
En velsunget og helt igennem velfungerende ny Verdi-opsætning af ”Maskeballet” på Operaen.
Det blev en af de rigtig gode aftener i Operaen i København til premieren på ”Maskeballet”. Kapellet spillede Verdi, som om de aldrig foretog sig andet, og på scenen gav sangerne de fineste porøse og nuancerede portrætter af nogle hoffigurer fra fortiden.
Maskeballet af Verdi. Det Kongelige Teater. 2021. Tegning af Claus Seidel.
Den polske instruktør Karolina Sofulak havde gjort sig mange velargumenterede tanker om plottet i ”Maskeballet” – Verdis opera fra 1859, der oprindelig af censuren i Rom fik handlingen henlagt til amerikanske forhold, men fra det 20. århundrede har fået sin oprindelige lokalitet cementeret, dvs. hoffet i Stockholm 1792. I den svenske hovedstad var der kupplaner mod den kunstglade konge, som også sørgede for at brede enevælden ud og mindske borgernes rettigheder.
Allerede i 1833 blev historien brugt af den franske manuskriptfabrik hos Eugene Scribe, men med mindre politisk indhold og i højere grad transformeret over til en effektiv jalousihistorie, næsten på niveau med Othellos hos Shakespeare.
Dvs. hverken instruktør eller sangere behøver i dag at tage stilling til de nordiske, politiske forhold på et tidspunkt, 1792, hvor ellers hele Europa var på kogepunktet, og forskellige fronter kæmpede imod enevælde og for frihed og lighed. ”Maskeballet” har dog primært overlevet på grund af Verdis utrolige og dybt varierede musik, der understøtter kærlighedshistorien og personernes sindstilstand.
På de præmisser bliver netop denne version, anno 2021, i øvrigt i samarbejde med den Norske Opera og Ballett, til et næsten helstøbt værk, hvor hele regien, dvs. instruktion og scenografi, understøtter sangerne, så de kan præstere deres allerbedste.
Og det gør de, med en Gisela Stille i topform. Smuk ser hun ud, som en præraphaelitisk, bly kvinde, Amelia, der nok elsker kongen Gustav 3, men ikke fysisk har været sin mand utro. I disse #Metoo tider er det en lidt sjov konstellation, hvor hun indrømmer sin skyld og gerne vil tage sin straf og gå i døden. Det klæder i øvrigt Gisela Stille at synge et seriøst parti og ikke den flagrende titelperson i ”Den Glade Enke 2.0”.
Heroverfor synger den italienske Matteo Lippi, som på ingen måde ligner den forfinede svenske konge, men til gengæld leverer Verdi-pakken med italiensk sound. For Verdi skabte et italiensk stemningsgribende portræt med hvad dertil hører af varme følelser og smerte. En rigtig italiensk tenor i det kolde og mørke nord i Københavns havn.
Med Johan Reuter på et kærkomment gæstebesøg på Operaen som Anckarstrøm blev det til et gribende portræt at en oprindelig hengiven militærmand. Men da hans ære krænkes, må han gribe til våben og gå i ledtog med kongens fjender. Reuter formår faktisk at gøre denne aldrende(?) mand næsten menneskelig. Efter mordet på kongen under maskeraden erkender han sin fejltagelse. Kongen havde ikke overskredet sine grænser. Døende tilgiver Kongen Anckarstrøm. I virkeligheden blev denne kongemorder i 1792 pint og plaget og halshugget i Stockholm. Det giver lidt associationer til en af Reuters andre glansroller i København, som Struensee i ”Livlægens Besøg” af P.O. Enquist og Bo Holten. Også Struensee, dog uden blod på hænderne, blev halshugget tilbage i 1772. Barske, men interessante portrætter for en baryton.
Som sandsigersken Ulrica leverede Johanne Bock en kraftfuld præstation, der fyldte scenen.
Instruktøren Karolina Sofulak har sammen med et internationalt hold af scenograf, designer m.fl. frilagt historien på Verdis tid i midten af 1800-tallet, og, som hun selv udtaler i programmet, i en ”hanseatisk by” – dvs. noget med vand, noget med handel og noget med mørkets kræfter. Når dertil lægges maskeballets opmarch af 1700-tals parykker og 1800-tals krinoliner er der vist full house hos kostumetjenesten. Men forhåbentligt kan det hele genbruges, når denne version skal spilles i Oslo.
Det hele fungerer – også med drømmesekvensen under den smukke ouverture og opfølgende drømmeprojektioner imellem akterne. Derfor er det vel ikke forkert at sige, at Karolina Sofulak har valgt en semiklassisk tilgang til denne lokalitetsmæssige noget diffuse og åbne opera. Det meste fungerer, og sangerne bakkes op, kapellet spiller, koret synger. Ja, hvad kan man ønske sig mere? Joh, måske at vi ikke lige nu levede i en corona-tid, hvor man trods mundbind og 3 x stik stadig er bange for at blive smittet før, under og efter forestillingen. Men det kan operakunsten ikke gøre for.
Instruktør: Karolina Sofulak
Dirigent: Paolo Carignani
Scenograf: Alex Eales
Kostumedesign: Jon Morrell
Koreograf: Tim Claydon
Lysdesign: Giuseppe Di Iorio
…
Medvirkende:
Matteo Lippi/ Kong Gustav
Johan Reuter/ Anckarström
Gisela Stille/ Amelia
Henning von Schulman/ Grev Adolf Ribbing
Nils Gustén/ Grev Claes Horn
Johanne Bock /Ulrica
Oscar/ Rainelle Krause
m.fl.
Kor og kapel.
Det var en flot forestilling skønt jeg havde det svært med Gisela Stilles sine steder helt overstyrede vibrato,trods det var vi meget begejstrede især for tenoren og Kapellet,fin scenografi ,5 stjerner.
Tak for din kommentar. Jeg er nu mere til baryton’er, men enig -der var Verdi-stemning omkring Gustav 3.
Fin anmeldelse, som jeg er helt enig i. Dog synes jeg, at Oscar fortjente en omtale. Hun var da dårende dejlig.
Og så synes jeg at sidste akt var lidt af en nedtur… en anelse af Holiday on Ice..
tak for din kommentar – ja, jeg skrev ikke om pagen, det var/er en svær rolle, – og ikke mindst fortolkning, en bukserolle, en sopran, og her som en kvinde, der forklædt som mand måske er forelsket i kongen etc. og hvorfor har kongen et så nært forhold til pagen? Der er mange spørgsmål. Så tak for din kommentar. Mh ulla